Jeg ser på hende en sidste gang og tager de første skridt

Om regn, overtræksbukser og et møde uden ord. EN ALENEFARS DAGBOG Per Smidl er vendt tilbage til Danmark efter 12 år i Tjekkiet. Han er også blevet separeret og bor nu på Vesterbro i København med sine to børn: Ludvig (fem år) og Lida Maria (fire år). Over fire søndage bringer vi optegnelser fra hans dagbog. Tidligere afsnit blev bragt 2. og 9. juli.

Når dagen begynder helt ad helvede til - sådan som min gjorde det i dag - er der i det mindste det gode ved det, at det herfra (næsten altid) kun kan blive bedre. Og det er det så blevet.

Nu da midnatstimen atter nærmer sig (og børnene sover roligt) er mit humør igen for opadgående imod den sædvanlige optimisme. Ja, det er lige før, jeg føler mig trøstet, rig og rede til at hamle op med tilværelsens tilskikkelser, uanset i hvilken forklædning de vælger at vise sig for mig.

Børnene sover så at sige i mig, og jeg er vågen i dem. De og jeg - alting hænger sammen i det samme uløselige hele, som under gunstige betingelser afgiver mening. Jeg søger ikke mere personlig nydelse for nydelsens skyld, men oplever den mere upåfaldende og lavmælte nydelse det er at være sådan, som jeg føler, at jeg skal være.

At gøre det nødvendige og ikke mere længes efter at drukne mig i det overflødige ... Svigtede jeg mine børn, svigtede jeg mig selv og kunne lige så godt med det samme pakke sammen. Der var i så fald ikke mere for mig at gøre på planeten.

Viljernes kamp

Men at tænke sig! At JEG af alle mennesker skulle få det sådan i denne sene time! Efter DEN begyndelse! For det første var alting af en eller anden grund forskubbet tidsmæssigt. Måske jeg havde ligget lidt for længe på gulvet under morgenøvelserne. I hvert fald var der stress på fra starten.

Det regnede stærkt udenfor, og Lida nægtede pure at tage overtræksbukserne på. Walt Disney-prinsesser går ikke i overtræksbukser, og det hjalp ikke engang, at jeg fristede hende med vingummier.

»Jeg gider ikke have de vingummier,« erklærede hun og skævede trodsigt til mig.

Det var viljernes kamp. Vild sparken og kasten sig rundt på gulvet i entréen, før det lykkedes mig at få bukserne på hende.

Men da var Ludvig allerede forsvundet ned ad trappen og befandt sig sikkert for længst ude i gården, der i regnvejr og efter ni måneders ejendomsrenovering ikke er det lækreste sted at opholde sig. Med mindre man da er en rotte. For rotterne er vores gård nok noget af det nærmeste, man kommer paradis.

Med Lida sprællende under armen, kom også jeg ned ad trappen og ... ud i regnen. Det øsede ned, gården var et søle og cyklen dyngvåd både på sadel og børnesæde.

Men HVOR ER DRENGEN? Søger med øjnene langs plankeværket. Nå, pyha, der sidder han med hætten over hovedet og griner henne på skuret. Cyklen ud ad gården i en fart og børnene op på sadel og børnesæde - men kun efter det rituelle slagsmål om, hvis tur det er til at blive løftet op først.

Der står mor

Langt om længe af sted ned ad fortovet. Børnene tavse og med regnvand dryppende fra de små næser. Jeg selv bandende og svovlende i mit langtfra stille sind. 200 meter og jeg er gennemblødt fra lårene og nedefter. Fortsætter sejt fremad.

»Se, der er mor!« råber drengen pludselig tæt ved mit højre øre.

Standser brat. Og minsandten om ikke det er mor, som står der i en døråbning, våd som en søløve, kuldslået ligesom og med et forkomment udtryk i ansigtet.

Vi ser på hinanden, far og mor, og forsøger at læse hinandens tanker. For mit eget vedkommende er jeg mest overrasket. Dér har hun stået og ventet i regnen for at få et glimt af sine børn; før hun med dette billede fortsætter ud i sin nye tid, hvor selv dagene skiller, falder fra hinanden og lægger sig i små hjælpeløse pytter rundt omkring.

Jeg står dér naglet til stedet og gennemstrømmet af jeg ved ikke hvilken følelse: en blanding af dyngvåd fortvivlelse og pludselig fandenivoldsk galgenhumor.

Hvad i hede hule helvede betyder det alt sammen! Hvad er meningen!

Men ak, øjeblikket varer kun kort. Det høvler ned i spandevis, og vi er sent på den. Jeg skal på arbejde, og børnebussen kører om lidt.

De forstummede lyde af verden bryder atter igennem trommehinden og når bevidstheden. Hos både far og mor. Jeg ser på hende en sidste gang og tager de første skridt.

Mor løfter hånden til afsked og ser efter os med ansigtet vådt af regnvand. Børnene stirrer lige fremad, tavse. Selv har jeg mest af alt lyst til at tude, men får hurtigt lysten styret. Stirrer som børnene hårdt ud i regntågen og mærker beklæderne klistre til knæ og skinneben. Tænker: »Polarisen smelter, og her går jeg!« Endnu en dag tager sin begyndelse.

Måske sku' man ...

20 minutter efter og jeg står drivvåd foran en gruppe indvandrere, mestendels thailandske kvinder i 20'erne og 30'erne, som lærer dansk på sprogcentret, hvor jeg fungerer som vikar. De kigger på mine gennemblødte ben og lyser op i nogle store glade smil, som lynhurtigt forsoner mig med min skæbne. Som gør de klæbende benklæder meningsfulde og hjælper til at skille denne tirsdag fra alle andre tirsdage, jeg indtil den dag har levet. Men de kan også sagtens, kvinderne, for de har alle sammen velbeslåede danske mænd, som i deres biler kan befordre dem tørt i skole ... Måske det var det man skulle gøre: spare sammen til en sex-ferie i Bangkok eller Phuket. Importere en glad thai-brud af fattige kår, som ingen professionel ambition om karriere eller social status har. Som er glad blot hun bliver løftet ud af fattigdommen, får et elendigt betalt rengøringsjob på politigården i København og i øvrigt bliver befordret tørt i sprogskole. Som kan opmuntre en med et stort smil. Hvorfor ikke gøre som de andre mænd: lade som om jeg er rig og holde kvinde som andre holder husdyr ...

indblik@jp.dk Per Smidl er forfatter. Han har bl.a. skrevet romanerne "Chop Suey" (1994), "Venteværelse" (1999) og "Stormpassager" (2003). I år har Per Smidl på forlaget Tiderne Skifter udsendt det filosofiske essay "Ytringsfrihed".

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.