»Jeg forstår, hvad der rumsterer…«

Når et moderne menneske skal lodde en stemning, tænder man for de sociale medier; de og deres avancerede algoritmer former vores verden, hver på vort sted, og det er ikke for meget sagt, at der var jubel i den journalistiske verden, da Christian Jensen blev annonceret som ny chefredaktør for Politiken. Sammen med stedvise (og ganske ondskabsfulde) udfald mod forgængeren Lidegaard samledes man, høj og lav, i jubel over, at æggehovederne nu for alvor havde mistet en bastion, at det nu er en rigtig journalist, der er kommet til.

Hep hep.

Jævnfør den gamle vittighed om John Idorn, der var ilde lidt af sine kolleger, som mistænkte ham for at læse bøger i fritiden, må det må være kommet som en skuffelse for klakørerne, da Jensen meddelte, at han bruger en time hver morgen på at læse skønlitteratur – han står tidligt op for at nå det.

Grindsted

Lovordene var så mange og så sanseløst svulstige, at de ikke tåler gengivelse på tryk, hvor de med al sandsynlighed kunne få den nyudnævnte selv til at krumme tæer; han har rødder i det dybe Jylland i en by, der vil være de fleste Politiken-læsere fremmed.

Han stammer fra Grindsted. Men nu sidder han her altså i hjørnekontoret, drømmenes mål for så mange skribenter og spinatfugle, Georg Brandes på væggen og traditioner i tæpperne. I mellemtiden er Politikens Rune Lykkeberg skiftet til Information som Christian Jensens afløser, og Politikens Sigge Winther Nielsen er skiftet til Deadline på DR2.

Ser du selv din egen udnævnelse som et paradigmeskifte,