• For abonnenter

Manden, der bare ikke kan lade være

Meningen. Lige så længe han kan huske, har han ledt efter den. Som barn forsøgte Lars Mikkelsen at finde den i bøgerne. Som ung fandt han den i et gøglercirkus. Som voksen så han den i Shakespeare. Men sommetider sker det, at ting holder op med at give mening. Teatret. Medierne. Politikerne. Samfundet. Og så må Lars Mikkelsen videre. For han har sine egne meninger. Om det hele. Egentlig har han besluttet sig for ikke at sige dem højt, men Lars Mikkelsen kan ikke lade være.

Artiklens øverste billede
»På et tidspunkt bliver ens mantra en spændetrøje. Det er sket for mig et par gange eller 15. Og så har jeg spurgt mig selv: Hvorfor gør du dette her? Hvad er meningen?« siger Lars Mikkelsen, Danmarks (måske) mest modvillige Hollywoodstjerne. Foto: Casper Dalhoff

1. BRODRENGEN

Klokken 07.25 tikker en mail ind. Den er fra Lars Mikkelsens pr-agent.

»Jeg har lovet at sige fra Lars, at han ikke ønsker at tale politik,« står der. »God fornøjelse.«

Halvanden time senere slentrer en 190 centimeter lang, rank skikkelse hjemmevant hen ad Søndre Boulevard i København. Han stopper op foran Vesterbro-købmanden og kaffebaren KIHOSK, hvor vi har aftalt at mødes. Den ene hånd hviler i lommen på en koboltblå Peak Performance-dynejakke, den anden holder om et plastikchartek.

Indenfor i kaffebaren sidder to hipstere med hornbriller og drikker americanos. På en bænk udenfor sidder en dame med gråt, dunet skæg på kinderne og skutter sig. De to kender tilsyneladende hinanden. Han siger »hej« og spørger: »Fryser du ikke?« Hun smiler genkendende og ryster på hovedet.

»Min søn har glemt sin idrætsopgave derhjemme,« siger Lars Mikkelsen til mig, mens han vifter med chartekket. »Jeg har lovet at aflevere den til ham på skolen. Kan vi ikke lige gå forbi, mens vi snakker?«

De sidste 17 år har han boet i en andelslejlighed 20 meter længere nede ad gaden med sin kone, skuespilleren Anette Støvelbæk, og deres to sønner. »ALDRIG! Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde« kunne han finde på at flytte ud af byen.

Udlandet »ligger og ulmer« hele tiden. Han vil gerne ud igen. Men det skal give mening.

Skuespilleren Lars Mikkelsen om de udenlandske roller

»Hver eneste gang jeg går ned på gaden, hilser jeg på mine venner. ”Hej, hvordan går det?” Sådan noget. Det dér med at gemme sig bag en ligusterhæk, det, har jeg altid syntes, var dybt uinteressant,« siger han.

»Jeg nægter at forskanse mig, bare fordi folk ved, hvem jeg er.«

Oprindeligt var han Nørrebrodreng. Det er der, han har tillagt sin velkendte dialekt, der i sin tid var ved at drive hans teaterunderviser til vanvid. Håmbold. Hångklæde. ”Mand” efter hver anden sætning. Den slags.

»Lige nu anstrenger jeg mig en smule, og så er det allerede pænere,« siger han. »Men hvis jeg går på værtshus, falder jeg tilbage i min egen jargon, så er den jo sådan en lille smule bred. Jeg er jo brodreng, ikke?«

Der er gået 5 minutter. I interviews med Lars Mikkelsen plejer det at være sådan cirka nu, at han ryger en smøg. Det har han gjort næsten hver dag i 37 år. Gerne 20 om dagen. Også gerne på mange af de pressebilleder, der er blevet taget af ham gennem tiden. Kings. Uden filter. Han elsker at ryge. Men han kan ikke tåle det længere, fortæller han.

»Dagen efter nytår vågnede jeg op og havde det ad helvede til. Og så stoppede jeg. Kraftedeme.«

Da han blev 40, sagde han også, at det var slut. Men det holdt ikke. »Fester, du ved.« Nu er han 51. Indtil videre er han ikke faldet i.

»Men det gør det sgu lidt svært for mig at gå på værtshus. Jeg kan godt lide at spille billard. Når jeg går ud om aftenen, så går jeg på 33’eren. Eller 42’eren, der ligger lige dernede,« siger han og peger ned ad Søndre Boulevard.

Café 33 og Café 42.De er Lars Mikkelsens stamsteder. Det er også her, han har lært nogle af Godhavnsdrengene at kende. Det er de i dag voksne mænd, der var anbragt på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn. I 2011 blev deres historie kendt af offentligheden, da den såkaldte ”Godhavnsrapport” viste, at hundredvis af drenge i perioden mellem 1945 og ’76 havde været udsat for tæsk, seksuelle overgreb og eksperimentel behandling med stærk psykofarmaka på Godhavn og 18 andre børnehjem.

Indtil for nylig var Lars Mikkelsen ikke klar over, at det var Godhavnsdrenge, han havde mødt på Vesterbros værtshuse. Det blev han først, da han gik i gang med indspilninger til filmen ”Der kommer en dag”.

»Man kommer til at snakke om alt muligt. Det er som at være på besøg i deres dagligstuer. Så spørger de: ”Nå, hvad laver du så nu?” Så fortalte jeg dem, at jeg var i gang med denne her film. ”Nå for helvede,” sagde de så. ”Uh, der har jeg været.” De er nogle hårde drenge. Men når vi begynder at snakke om det sted, kan jeg se i deres øjne, at de bliver meget, meget kede af det. Og meget bange.«

I ”Der kommer en dag”, som er inspireret af hændelserne på Godhavn og foregår i slutningen af 60’erne, spiller Mikkelsen den magtfuldkomne og manipulerende forstander for det fiktive drengehjem Gudbjerg. I forbindelse med indspilningerne har filmholdet haft nogle af Godhavnsdrengene tilknyttet som konsulenter.

»Jeg kan se, hvordan dette her er noget, der har brudt folk fuldstændig ned. Frataget dem deres selvværd og gjort, at mennesker er gået til i misbrug. Det er jo derfor, at vi som samfund har besluttet, at vi ikke tillader tugtelse mere. For tillader du det bare en lillebitte smule, som en vis folketingspolitiker går ind for …« Lars Mikkelsen taler om den sag tidligere på året, da Marie Krarup fra Dansk Folkeparti udtalte, at det kan være i orden »at give et barn en lille ørefigen.«

»… så skaber vi en paddehat, hvorunder en hvilken som helst psykopat kan eksistere. Og det var det, der skete. Vi havde et system, vi troede fungerede. Og det tiltrak den ene psykopat efter den anden,« siger han.

»Jeg er glad for, at vi har et samfund, der ser historisk på disse opdragelsesinstitutioner. Det er ikke i alle lande, man gør det. Det kan jeg se, når jeg kommer ud i verden og kigger. Og jeg kan se, at kvaliteten af den bevidsthed, vi har omkring vores fællesskab, er høj.«

Det er også en af grundene til, at Lars Mikkelsen nægter at forskanse sig i en dyr forstadsvilla, bare fordi han er blevet kendt, forklarer han.

»Så længe jeg ikke gør noget ud af det, så er Danmark jo Danmark. Vi har i mange generationer nu gjort, hvad vi kunne for at udligne de dér forskelle mellem os. Det kan jeg jo enten være med til at bryde ned. Eller også kan jeg bakke op om det.«

»Man skal passe på, at byen ikke bare bliver for det kreative forælder-segment. Jeg kan mærke det i min egen andelsboligforening. Nogle tror kraftedeme, de bor i et parcelhus. Pludselig må man ikke sætte cykler op ad bygningerne. Du bor på Vesterbro, for helvede,« siger Lars Mikkelsen der kalder sig selv brodreng, og som her ses krydse Istedgade på Vesterbro i København.

Det lyder næsten …

»… politisk? Jamen, jeg kan skidegodt lide idéen om det samfund, vi har skabt her. At vi alle sammen er lige …« siger Lars Mikkelsen, før han afbryder sig selv og stopper op foran et lyskryds, selv om der er grønt. Han kigger alvorligt på mig.

»Og så er det jo løgn, ikke? Fordi det bliver mere og mere sådan, at nogle har mere end andre.«

»De, jeg arbejder med i Amerika, kan jo ikke bare gå på gaden. Det er simpelthen for farligt. Og så forskanser de sig i nogle andre verdener. Det er der ikke ret meget fællesskab ved. Det er en stor pris at betale for at være skuespiller, for fanden … Hov, jeg skal jo ringe til ham,« siger Lars Mikkelsen og hiver sin telefon op af lommen.

Vi er fremme ved den skole, hvor Lars Mikkelsen yngste søn går.

»Det er pinligt, hvis jeg bare går op.« Han har den der alder, forklarer Lars Mikkelsen, hvor man glemmer ting. Idrætsopgaven lå på bordet derhjemme. »Han havde garanteret lagt den der, fordi han skulle huske den«, siger Lars Mikkelsen og går ind. De mødes på trappen.

»Her.«

»Fedt, tak.«

”Skal du bruge den nu, eller hvad?”

»Øh, nej, jeg skal bare aflevere den.«

»Nå o.k. Vi ses.«

»Ja, vi ses.«

2. PRÆSIDENTEN

Egentlig skulle de bruge en russer. Eller i hvert fald en skuespiller, der har »et forhold til russisk«.

»Jeg har ikke noget forhold til russisk. Aner ikke en skid om det,« siger Lars

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.