Den frække og vilde glædespige, der satte skred i den danske porno-lavine

"Fanny Hill" var midtpunkt i retssager verden over - i Danmark var hun stærkt medvirkende til pornoens frigivelse.

Artiklens øverste billede
John Clelands stærkt erotiske tekst vakte opsigt, og dette blev bestemt ikke mindre, da de første illustrerede udgaver af "Fanny Hill" udkom.

Der bliver pludseligt helt stille.

Der i den lille varme stue i den trange arbejderbolig på den lukkede vej ikke langt fra cementfabrikken og dens høje, heftigt rygende skorstene.

Tre generationer er samlet til den traditionelle søndagsmiddag, og pludselig udbryder min yngste fætter upassende højt - og med direkte adresse til min ældste fætter:

»Jeg ved sgu’ da godt, at du gemmer ”Fanny Hill” i skabet på vores værelse.«

»Det... det gør jeg da i hvert fald ikke...«, mumler min ældste fætter.

Men hans attituder bekræfter, at han tydeligvis er blevet taget med bukserne nede.

Han rødmer voldsomt og kigger længe ned i dessert-æblekagen, der dækker hans blomster-bemalede dessert-tallerken, som min farmor har malet på AOFs kursus i porcelænsmaling.

Jeg aner ikke, hvad min lille rapkæftede fætter taler om - kender ikke en Fanny Hill.

Samfundsdebatten om den dampende erotiske roman fra 1700-tallet, var gået helt hen over hovedet på mig og de yngste omkring bordet.

Men de voksne ved alt om bogen - har den måske selv - og de sender lige lovlig mange bebrejdende blikke i retning af min fætter, hvis hemmelighed så bombastisk havde skudt en lille kile ind i middags-idyllen den søndag i marts for 50 år siden.

Der bliver ikke ved middagsbordet knyttet en eneste kommentar til afsløringen der i vores egen lille verden - og efter den fremprovokerede kunstpause fortsætter snakken omtrent lige der, hvor den blev sat på standby.

Det er jo den rene Morten Korch, som stemmer en til rødkindet andagt med sin fromme optimisme og stædige tro på, at kærligheden - den kødelige - er en velsignelse, der kun kan tjene til opbyggelse og glæde for os alle.

Klaus Rifbjerg om "Fanny Hill" (1963)

Mændene taler om USAs kraftigt stigende engagement i Vietnam-krigen.

Kvinderne taler om forårsklargøringen af farmor og farfars nærliggende kolonihave.

”Fanny Hill”-fætter begynder at snakke om The Beatles og især John Lennon, der et par dage forinden i et interview til den britiske avis London Evening Standard havde udtalt, at Beatles altså nu var mere populære end Jesus.

I samfundet, der omgav den lille oase i arbejderboligen, blev den gamle erotiske roman i de år igen diskuteret heftigt - både på et litterært, juridisk og folkeligt plan. Og det over det meste af verden.

Da den også for en kort stund kom på dagsordenen over vores søndagsmiddag, var det 218 år siden, at den britiske forfatter John Cleland skrev sin erotiske roman ”Memoirs of a Woman of Pleasure”, der hurtigt blev kendt og omtalt slet og ret som ”Fanny Hill” efter den glædespige, der så villigt øser ud af sine saftige erindringer.

Hvor fætter Flov havde romanen fra, det aner jeg ikke. Men da hans smuglæsning blev afsløret, havde ”Fanny Hill” blot været lovlig i Danmark i et års tid.

Efter flere års heftig samfundsdebat og juridiske tovtrækkerier blev bogen lovliggjort efter en højesteretsdom afsagt den 13. april 1965.

En af Henri Avrils mere uskyldige illustrationer til "Fanny Hill".

Samfundsdebattører og befolkningen i almindelighed - ja, selv mange politikere - havde efter den dom overordentlig svært ved at se logikken i, at ”Fanny Hill” blev lovliggjort, når nu udgivelse af pornografi i enhver form fortsat på det strengeste var forbudt i Danmark.

Den almene opfattelse var, at politikerne burde tage skridtet fuldt ud og legalisere pornografien - både i skrift og billeder.

Og det skete.

Men i to etaper.

I 1967 blev den pornografiske litteratur tilladt. To år efter blev billedpornografien gjort lovlig i så generelt et omfang, at det også blev tilladt at distribuere, købe og besidde børneporno.

Men tilbage til ”Fanny Hill”, der - sammenholdt med hvad der siden fulgte - dybest set kunne minde om et Anders And-blad i hvilket indbyggerne i Andeby som bekendt næsten uden undtagelse går rundt uden bukser på.

Og romanen når slet ikke - hvad angår beskrivelser af erotiske scener - en nutidig erotisk bestseller som for eksempel E.L. James’ ”Fifty Shades”-trilogi til kanten af strømpe-holderen.

"Fanny Hill" er filmatiseret adskillige gange. Her den italienske skuespiller Letitia Roman og hendes tyske kollega Walter Giller. De medvirkede begge i den første filmtatisering af "Fanny Hill" i 1964. Den var instrueret af Ruus Meyer, og her ses hovedrolleindehaverne under et pressemøde i Tyskland den 16. april 1964. Meget passende iført nattøj.

Men sådan så man ikke på romanen dengang - og slet ikke i løbet af de over 200 år, hvor skøgen Fanny Hills saftige erindringer mere eller mindre skjult havde cirkuleret på adskillige sprog.

Vi vender senere i denne artikel tilbage til den store betydning, den gamle roman fik i Danmark i 1960’erne.

Først tilbage til begyndelsen.

John Cleland fik udgivet første del af ”Memoirs of a Woman of Pleasure” i England i 1748, og anden del fulgte året efter.

Nogle forskere mener, at den gode Cleland skrev sin roman i løbet af en årrække, men at han først samlede alle sine løse notater og passager sammen i 1748, da han som indsat i gældsfængsel ikke havde andet at tage sig til.

John Cleland blev i sommeren 1709 født ind i en både velhavende og indflydelsesrig britisk familie, og han voksede op i London. Faren var officer i den britiske hær, og familien færdedes konsekvent i de finere cirkler, hvor de drev omgang med nogle af datidens mest berømte forfattere og billedkunstnere.

Jonh Cleland - tjente kun en klatskilling på "Fanny Hill".

Efter sin indledende skolegang blev han i 1721 optaget på Westminster School, men to år senere blev han smidt ud på grund af dårlig opførsel - og det var blot den første af mange følgende gange, at Cleland viklede sig selv ind i problemer med autoriteter.

Som ganske ung blev han optaget i British East India Company, og via militærtjeneste endte han i 1728 som embedsmand i Bombay i Indien, der da var en del af det britiske imperium.

I 1740 blev han af familien kaldt hjem til sin fars dødsleje. Efter dennes død blev hans formue og ejendomme overdraget til Clelands søster, og hun var ikke - som faren - på nogen måde indstillet på at støtte sin bror økonomisk.

I årene der fulgte, havde han ikke arbejde i længere perioder, og alt gik galt for ham. Så galt, at han i 1748 på grund af en gæld på 840 pund (en lille million kroner omregnet til danske nutids-kroner) blev smidt i gældsfængsel.

Efter min mening er bogen absolut ikke uden litterær værdi, ligesom jeg med min bedste vilje ikke kan indse, at noget menneske skulle kunne tage skade af at læse den.

Tove Ditlevsen om "Fanny Hill" (1963)

Og det var mens, han var her, at han skrev romanen ”Memoirs of a Woman of Pleasure” færdig. Den blev delt i to. Første del blev udgivet i 1748 og anden del i februar 1749.

Romanen er bygget op som et langt brev fra en lidt ældre Fanny Hill til sin veninde. Hun fortæller, hvordan hun som ung kom til London, i den tro, at der ventede et job som tjenestepige. Men - viste det sig - hun havde fået arbejde på et bordel. Inden hun kom i gang med arbejdet på lagenerne, mødte hun en potentiel kunde - Charles - og de forelskede sig så voldsomt i hinanden, at de flygtede sammen.

Efter nogle måneder blev Charles af sin far sendt ud af landet, og Fanny så ingen anden udvej end at vende tilbage til bordellet. I brevet til veninden beskriver hun herefter meget direkte, hvad hun oplevede med sine mange kunder.

Det hele ender med, at hun møder Charles igen. De bliver gift og hun lægger karrieren i Londons dekadente kvarterer bag sig.

John Cleland blev løsladt fra gældsfængslet i februar 1749, men i november samme år røg han bag tremmer igen.

Denne gang på grund af romanen om Fanny Hill.

I retten undsagde han romanen, den blev officielt trukket tilbage, og Cleland blev sat på fri fod.

Vi har brug for den erotiske litteratur til at frigive noget lyst i vores akademiske og tænkende hjerner. Og vi har brug for at sætte både lysten og nydelsen på dagsordenen. Og det er ikke sikkert, at det bliver gjort så flittigt og fordomsfrit i den nyere litteratur som i "Fanny Hill".

Lotte Garbers - blogger og forfatter om "Fanny Hill".
Illustration til "Fanny Hill" skabt af Henri Avril, der var berømt/berygtet som illustrator med sex som speciale. Og han var meget direkte i sine skildringer.
Forsiden af førsteudgaven af "Fanny Hill" fra 1748. I modsætningen til mange andre følgende udgaver var denne ikke illustreret.

Men rygtet om de saftige erindringer havde bredt sig, og der udkom flere uautoriserede udgaver. Og dette vel at mærke udgaver, hvor andre havde skrevet flere saftigheder ind i handlingen. I en af disse beskriver Fanny Hill, hvordan hun gennem et hul i væggen overværer et homoseksuelt samleje.

I parentes bemærket er der adskillige forskere, der mener, at John Cleland faktisk selv var homoseksuel. Dette bygger man - udover diverse antydninger i flere af hans bøger - blandt andet på, at han levede alene hele sit liv og tilsyneladende ikke var tiltrukket af det modsatte køn.

På fallittens rand, som han var, udsendte Cleland i 1750 en ny modereret udgave af ”Fanny Hill”, hvilket betød, at han igen røg bag tremmer, men anklagen mod ham - som muligvis var foranlediget af den nævnte homoseksuelle scene, som han ikke selv havde skrevet, blev siden droppet.

Skønt "Fanny Hill" formelt var forbudt, blev den ved med at udkomme illegalt. Her i engelsksproget udgave fra begyndelsen af 1900-tallet.

Som et kuriosum kan nævnes, at retten tilkendte ham en mindre pension, så han ingen undskyldning havde for at skrive mere erotisk litteratur.

Og her skiltes Cleland og Fanny Hills veje.

Han døde den 23. januar 1789 i glemsel, efter at have skrevet en del bøger - også stærkt erotiske - som ikke gjorde et større indtryk. Og han havde faktisk kun tjent få håndører på sin fortælling af Fanny Hill og hendes bedrifter på lagenet.

Men Fanny Hill, hun var sprællevende, og både originaludgaven og de mange piratudgaver dukkede fra tid til anden op på markedet. Men i næsten 200 år blev den ikke solgt åbent. Hverken i England eller i noget andet land.

I 1821 blev bogen udsendt i USA og skabte som alle andre steder stor diskussion. I staten Massachusetts så meget, at det endte med, at højesteret forbød bogen.

Nogenlunde samme skæbne led ”Fanny Hill” i alle andre lande, hvor den blev søgt udgivet. Den skabte stor diskussion og blev forbudt. Hvilket blot skærpede interessen og førte til utallige illegale udgivelser. Både af Clelands originale bog, men også af en lang række plagiater, der ofte gik meget længere i beskrivelserne af de erotiske optrin end Cleland selv.

Og her udgør de illustrerede udgaver et kapitel for sig. Alene tegningerne af Fanny Hills bedrifter var for mange nok til at anskaffe sig et eksemplar af bogen for at få lidt til øjnene i en periode, da billedpornografien kun var noget, man smugkiggede på.

Faktisk skal vi helt frem til 1963, før Fanny Hill igen indtog scenen under stor medienevågenhed.

I England dukkede original-udgaven op hos boghandlerne, og bølgebryderen var her D.H. Lawrences ”Lady Chatterlys Elsker”, der i sin oprindelige og ucensurerede udgave blev blåstemplet af en britisk domstol i 1960.

Det afsnit om sadisten og Fanny er et psykologisk kup. "Fanny Hill fortjener derfor sin plads i litteratur-historien.

Tom Kristensen om "Fanny Hill" (1963)
Piskescenen var i 1963 for stærk for de britiske myndigheder, der stadfæstede forbudet mod udgivelse af "Fanny Hill".

Da den originale udgave af ”Fanny Hill” blev udsendt - og solgt i store oplag - blev en boghandler sendt i retten tiltalt for at formidle upassende obskønitet. Forlaget bakkede ham op, men på grund af en piskescene blev bogen alligevel forbudt. Den blev genudsendt i samme udgave i 1970, og da reagerede myndighederne ikke - og det har man i forhold til engelske udgaver af ”Fanny Hill” ikke gjort siden.

I USA var den i 1963 atter gal i Massachusetts. Da bogen udkom, vakte den atter stor diskussion, og en bestyrtet mor indbragte bogen for et særligt nævn: Obscene Literature Control Commission. Dette forbød bogen, men udgiveren indbragte afgørelsen for retten.

Efter tre års juridiske overvejelser besluttede USAs højesteret at frigive bogen på det amerikanske marked.

Siden er Fanny Hill filmatiseret adskillige gange. Første gang i 1964 og senest kunne den ses i en britisk tv-udgave i 2007.

Se klip fra den første filmatisering af ”Fanny Hill” fra 1964:

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Desuden har den været udsat for utallige gendigtninger og tolkninger.

En af de umiddelbart mest omtalte og kendte var forfatteren Erica Jongs omdiskuterede ”Fanny”, der udkom i USA i 1980.

Og så tilbage til Danmark.

For 1963 var også her et skelsættende år i Fanny Hills turbulente danske karriere.

Allerede da udgivelsen af bogen var komplet i 1749, blev den forbudt i Danmark, men fandtes alligevel i et utal af udgaver på private boghylder. Forbuddet mod bogen blev stadfæstet ved en retssag i 1957, så da forlaget Thaning og Appel i 1963 meddelte, at man havde besluttet at genudgive bogen på dansk - ”Fanny Hill - En glædespiges erindringer” - var den i praksis forbudt.

Om forlaget var klar over, om bogen formelt var forbudt eller ej, det er der stadig delte meninger om.

De første tegn på, at det hele var i skred indtraf faktisk allerede i 1954 og 1955, da Henry Millers erotisk ladede selvbiografi blev udsendt i to dele - ”Krebsens vendekreds” og ”Stenbukkens vendekreds”.

Den kontroversielle danske forfatter Carl Erik Soya udsendte i 1953-54 romanen ”Sytten” i tre bind. Også denne var erotisk ladet, men klarede frisag. Allerede i 1965 blev den filmatiseret, og banede vejen for blandt andre de senere så berømte sengekants-film, der ligesom ”Sytten” tilhørte den såkaldte softporno-kategori.

I 1961 udgav Inge og Sten Hegeler ”Kærlighedens ABZ”, som var illustreret af Eiler Krags erotiske tegninger.

Nævnte udgivelser skabte stor debat - og mange mente, at de var klart i strid med lovgivningen, men det var først da gamle Fanny Hill genindtog arenaen, at myndighederne slog til.

Da myndighederne i 1963 truede med bål og brand i forbindelse med Thaning og Appels planlagte danske udgivelse af ”Fanny Hill”, foreslog forlaget, at man sendte et eksemplar af nogen til en række danske kulturpersonligheder og bad dem sige deres ærlige mening om den gamle bog.

Forfatteren Tove Ditlevsen støttede varmt lovliggørelsen af "Fanny Hill" i begyndelsen af 1960'erne.

Blandt dem, der udtalte sig var forfatteren Tove Ditlevsen, og hun skrev blandt andet:

»De talrige skildringer af den naturlige normale elskovsakt - for der findes ingen perversiteter eller raffinementer - er overordentlig poetiske, yndefulde, næsten uskyldige og fyldt med så underfundige omskrivninger, at man givetvis kommer til at tænke på Salomons Højsang.«

Senere tilføjede Tove Ditlevsen:

»Efter min mening er bogen absolut ikke uden litterær værdi, ligesom jeg med min bedste vilje ikke kan indse, at noget menneske skulle kunne tage skade af at læse den.«

Forfatteren Klaus Rifbjerg kaldte bogens titel for en ”fanfare med associationer både til kønt hvælvede bagpartier og strålende venusbjerge.”

Han giver udtryk for glæde over, at den slags litteratur findes, og skriver videre i sin udtalelse, der ligesom de øvrige er gengivet i Leif Blædels bog om Fanny Hill-sagen, der udkom allerede i 1965.

»Det er jo den rene Morten Korch, som stemmer en til rødkindet andagt med sin fromme optimisme og stædige tro på, at kærligheden - den kødelige - er en velsignelse, der kun kan tjene til opbyggelse og glæde for os alle.«

Se trailer til Gerry O’Haras udgave af ”Fanny Hill” fra 1983:

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Forfatteren Tom Kristensen skrev blandt meget andet med adresse til en af bogens kontroversielle s/m-scener:

»Det afsnit om sadisten og Fanny er et psykologisk kup. ”Fanny Hill” fortjener derfor sin plads i litteratur-historien.«

Men lige lidt hjalp det.

Direktørerne for Thaning og Appel - Frits Godfred Hartmann og Niels Johan Helweg-Larsen - blev tiltalt for overtrædelse af den daværende paragraf 234 i straffeloven, der handlede om udbredelsen af utugtige skrifter.

Den 13. april 1964 blev forlaget frifundet ved Københavns Byret, og senere samme år - den 3. november - blev frifindelsen stadfæstet i Østre Landsret.

Men her stoppede stormløbet mod Fanny Hill ikke.

Dommen blev anket til højesteret, men heller ikke her fandt man grund til at stemple romanen som utugtig i lovens forstand, og man valgte derfor den 12. april 1965 at stadfæste tidligere afgørelser om frifindelse af John Clelands roman.

Dommen var et klart brud med flere hundrede års dansk retspraksis på området.

Censuren blev i Danmark indført ved lov i 1537, men er siden blevet endevendt, gradbøjet, skærpet og lempet ved adskillige lovændringer, men udbredelse af pornografi blev der sat en lovmæssig stopper for allerede i 1799.

En af de seneste danske udgaver af John Clelands klassiske roman udkom i 2012 på forlaget Rosenkilde og Bahnhof.

Utallige er de litterære værker, der i de seneste 2-300 år er blevet forbudt på grund af deres erotiske indhold. Blandt disse også Herman Bangs klassiker ”Haabløse Slægter”, der blev forbudt i 1881.

Efter højesterets afgørelse i april 1965 i sagen om ”Fanny Hill” steg kravet om en lovmæssig frigivelse af pornoen i Danmark, og det krav nåede langt ind bag Christiansborgs mure.

Det førte til, at Folketinget den 2. juni 1967 vedtog, at Danmark - som det første land i verden - lovliggjorde distribution og besiddelse af trykt porno-litteratur.

To år senere fulgte billedpornografien efter.

Udgangspunktet var, at man ved en lovliggørelse forventede, at interessen for pornoen ville dale...

Virkeligheden var som bekendt en ganske anden, men det er - som man siger - en helt, helt anden historie.

Men hvad med ”Fanny Hill” set med 2016-øjne?

Det har vi spurgt bloggeren og forfatteren Lotte Garbers om.

Hun skrev forordet til Rosenkilde og Bahnhofs 2012-udgave af bogen.

»Det vilde her er, at den er så gammel og så frivol. Et klassisk eksempel på, at bonerthed er noget, der kommer og går, og så er den morsom,« siger Lotte Garbers til Jyllands-Posten, og hun fortsætter:

»Sex kan godt komme til at blive lidt alvorlig i litteraturen i dag - sådan som indikator for noget, der er for meget, forkert, for lidt. Men her har vi Englands lykkeligste luder, som simpelthen bare er så glad for pik - og se hvor skønt hun dog har det. Det er en stor styrke.«

Forfatter og blogger Lotte Garbers skrev forordet til den danske 2012-udgave af "Fanny Hill".

Lotte Garbers mener, at man selv ikke i 2016 kan komme uden om ”Fanny Hill”, som hun betegner som en erotisk klassiker.

»Vi har brug for den erotiske litteratur til at frigive noget lyst i vores akademiske og tænkende hjerner. Og vi har brug for at sætte både lysten og nydelsen på dagsordenen. Og det er ikke sikkert, at det bliver gjort så flittigt og fordomsfrit i den nyere litteratur som i ”Fanny Hill”.«

Med adresse til en nutidig erotisk bestseller som ”Fifty Shades”-trilogien siger hun:

»Jeg tror, at vi i virkeligheden går rundt og er mere bonerte, end vi vil indrømme, når vi kan komme op af stolen over en historie som ”Fifty Shades of Grey”, og at den erotiske litteratur gør noget stuerent, som ikke var stuerent før.

Sex er ikke beskidt. Kun hvis det altså skal være det,« slutter Lotte Garbers.

I forhold til den søndag for 50 år siden, da min lille fætter bragte sin storebror i forlegenhed over søndagsmiddagen, eksisterer stort set kun rammerne: Den lukkede vej, det røde hus og lejligheden.

Cementfabrikken er for længst lukket, kolonihaverne er erstattet med asfalterede p-pladser  - arbejderne er væk fra kvarteret.

Det samme er langt de fleste af de aktører, der den søndag sad omkring bordet.

Jeg må ved lejlighed have spurgt min fætter, om han stadig i sin reol giver plads til den nu 268-årige glædespiges saftige erindringer.

Romanen, der fik en indflydelse, som John Cleland dengang i sin mørke celle i gældsfængslet i London end ikke i sit vildeste feber-syn kunne have forudset.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.