Kontroversiel bog, der er blevet kaldt verdens farligste, kan ikke længere holdes nede

Bogen udkom for 90 år siden og det er 70 år siden, at forfatteren er død. Efter mange års forbud kan den fra årsskiftet igen udgives frit i Tyskland, og det bliver den allerede - efter nogen vaklen frem og tilbage - om blot en måned.

Artiklens øverste billede
"Mein Kampf" blev oversat til 18 sprog - også til dansk.

Bogen blev ikke ligefrem årets store julehit.

Dengang for 90 år siden.

Faktisk udkom første del af bogen lørdag den 18. juli 1925 i stort set ubemærkethed og et stærkt begrænset oplag.

Forfatteren var en tidligere østrigsk malersvend og veteran fra Første Verdenskrig med store politiske ambitioner.

Adolf Hitler hed han.

Og bogen var naturligvis ”Mein Kampf” - hans forkætrede og kontroversielle politiske manifest.

Næppe nogen anden bog har siden den udkom i 1925 og 1926 skabt større kontroverser, og dette helt op til nutiden, hvor den stadig er noget af en varm kartoffel - og formentlig altid vil være det.

Adolf Hitler var fra november 1923 til december 1924 fængslet i den berygtede Landsberg-fæstning (billedet). Dømt for det fejlslagne kupforsøg i München i 1923. Under sit ophold dikterede han det meste af "Mein Kampf" til Rudolf Hess.

”Mein Kampf” eller - som Hitler selv kaldte sin bog - ”Viereinhalb Jahre des Kampfes gegen Lüge, Dummheit und Feigheit” (”Fire et halvt års kamp mod løgn, dumhed og fejhed”) - skrev Hitler, mens han sammen med blandt andre sin dengang så tro følgesvend Rudolf Hess, sad bag tremmer i fæstningen Landsberg am Lech.

Skrev er så ikke det rette ord, idet Hitler faktisk stort set ikke skrev en stavelse selv.

Han dikterede i al væsentlighed sine erindringer og tanker om, hvad han opfattede som en ny og bedre verden uden jøder, til Rudolph Hess. Denne redigerede også manuskriptet undervejs.

Uden i denne forbindelse at komme nærmere ind på indholdet af Hitlers politiske manifest, så har bogen da også på nogle måder mere karakter af en alenlang tale end en egentlig gennemarbejdet bog.

”Mein Kampf” består i virkeligheden af to dele. Første del - der første gang udkom den 12. juli 1925 - er en slags erindringer, mens anden del - der blev gjort helt færdig i Berchtesgarten og udkom i 1926 - er Hitlers politiske manifest, i hvilken han tordner løs om den ariske races overlegenhed og det, han opfatter som det jødiske problem, som han agter at finde en definitiv løsning på.

At Adolf Hitler, Rudolf Hess og andre opholdt sig i fæstningen i Landsberg skyldes det forfejlede kupforsøg, der under ledelse af Hitler og general Erich von Ludendorff den 8. november 1923 blev sat i værk i forbindelse med et stort politisk møde i Bürgerbräukeller i München.

Omkring 600 medlemmer af nazi-partiets stormtropper SA deltog i ølstue-kuppet i München i 1923.

Midt under det politiske møde stormede 600 medlemmer af nazi-partiets kampafdeling, SA, sammen med Hitler salen. Hitlers formål var at vælte den siddende regering i Bayern og tilrage sig magten sammen med von Ludendorff.

Men alt endte i kaos, og kuppet slog fejl. Det hele endte den 9. november med en voldsom konfrontation mellem nationalsocialisterne og politiet. Under politiets forsøg på at slå oprøret ned blev der dræbt 16 nazister, og disse skød og dræbte fire betjente.

De 16 nazister blev år senere ophøjet til nationale helte og opfattet som martyrer.

Fra opholdet i Landsberg-fæstningen. Fra venstre ses Adolf Hitler, Emil Maurice, Hermann Kriebel, Rudolf Hess og Friedrich Weber.

Adolf Hitler og hans medsammensvorne blev sat i forvaring, og den 1. april 1924 blev han idømt fem års fængsel for højforræderi. Han blev dog løsladt allerede den 20. december samme år, hvilket siger meget om den store indflydelse, nationalsocialisterne allerede dengang havde.

Tilbage til ”Mein Kampf”.

Alle nygifte fik - så længe Det Trejde Rige var en realitet - en særlig udgave af Hitlers "Mein Kampf" i bryllupsgave.

Frem til slutningen af 1920’er solgte den 700-sider lange bog blot omkring 4.000 eksemplarer, men da Hitler senere kom til magten eksploderede salget. I 1943 passerede ”Mein Kampf” således et salgstal på mellem 10 og 12 millioner bøger.

Bogen blev oprindeligt udgivet på Franz Eher Verlag, der blev ledet af Max Amann, som Hitler lærte at kende, da han under Første Verdenskrig var sergent. Efter krigen blev han dybt involveret i nazipartiet og deltog også i kuppet i München.

Efter nazisternes magtovertagelse udvidede han sit virke til også at udgive en række nationalsocialistiske aviser og andet.

Udover at ”Mein Kampf” - der blev udsendt i flere forskellige udgaver - for en sikkerheds skyld fandt vej til mange almindelige tyskeres bogreoler, så hjalp det også meget på oplaget, at nazi-ledelsen fik det indfald at forære en særlig udgave af bogen til samtlige nygifte som en bryllupsgave fra staten.

Bogen udkom desuden på 18 andre sprog - blandt andet også på dansk.

Om bogen siges det i øvrigt blandt andet, at det er en af verdens mest kendte bogtitler. Kendt af millioner, men de færreste nulevende har nogensinde læst den.

En første-udgave af Hitlers "Mein Kampf", der mens Hitler var ved magten solgte i omkring 12 millioner eksemplarer. Fra udgivelsen og frem til hans magtovertagelse blev den solgt i et beskedent oplag på blot omkring 4.000.

Den er dog blevet genoptrykt og genudgivet adskillige gange efter Anden Verdenskrig, men aldrig i Tyskland.

Siden internettet gik sin sejrsgang er den desuden adskillige gange lagt ud på nettet og - næsten - fjernet ligeså mange gange.

Men nu er vejen banet for den første tyske nyudgivelse af bogen i syv årtier.

I 1945 overdrog de allierede ophavsretten til ”Mein Kampf” til delstaten Bayern, og siden har Bayern konsekvent afvist alle planer om genudgivelsen af ”Mein Kampf” i nye udgaver.

Men den 1. januar 2016 er det slut.

Det er i år 70 år siden, at Adolf Hitler tog sit eget liv i ruinerne af Berlin og dermed udløber Bayerns ophavsret til bogen den 31. december 2015.

Det betyder, at ”Mein Kampf” kan genudgives på tysk, og det sker allerede i begyndelsen af januar 2016.

Udgiveren af den kommende udgave er Instituttet for Samtidshistorie i München (IFZ), og bag udgaven står et team på fem forskere, der hører til blandt Tysklands førende forskere i nazismen.

Den originale udgave af ”Mein Kampf” er som nævnt på omkring 700 sider. Den nye udgave er på over 2.000 sider, og bogens venstre-sider er fyldt med i alt 3.500 kommentarer, der sætter Hitlers tekst ind i en historisk kontekst.

Bogens højresider indledes med Hitlers oprindelige tekst, og under denne gengives nogle af de varianter, der siden blev udgivet af samme tekst.

Det har taget forskerne omkring tre år at forberede udgivelsen i januar 2016, og frem til udgivelsen har myndighederne undervejs udsendt flere forskellige signaler.

Oprindeligt sagde delstaten ja til udgivelsen, men efter protester fra blandt andet det jødiske samfund, trak man en overgang tilladelsen tilbage, men først for siden igen at give udgivelsen grønt lys - tilmed med en pose penge til det historiske institut.

Den udgives med den engelske titel: ”Hitler, Mein Kampf: A Critical Edition”.

I første omgang udsendes bogen i et oplag på 4.000 eksemplarer. Der er ingen planer om et udgive den som e-bog, og det diskuteres stadig, om den skal gøres tilgængelig online.

Ingen af forskerne - heller ikke lederen af teamet, Christian Hartmann - tør gætte på interessen for udgivelsen i et Tyskland, hvor man ganske vist de seneste år har fået lagt mere distance til Hitler og nazismen.

Indtil videre er bogen forudbestilt i blot 200 eksemplarer, men forskerne forventer dog, at oplaget af bogen vil blive solgt. Dog oplyser Christian Hartmann blandt andet til New York Times, at han tidligere har udgivet en bog med Hitlers taler, og interessen for denne var lig nul...

Langt de fleste - inklusive jødiske samfund verden over - har hilst udgivelsen velkommen, men der er dog nogle, der mener, at det er bedst at tie ”Mein Kampf”, der også kan opfattes som et slags blueprint til Holocaust, ihjel for tid og evighed.

Flere forskere - blandt andet lederen af bibliotekerne i Bayern, Florian Sepp, har i flere tyske og internationale medier kaldt den nye udgave for ”farlig for den almene befolkning.”

En meningsmåling udført af YouGov angående udgivelsen viser, at to af fem er bekymrede over udgivelsen.

"Mein Kampf" er mellem år og dag anvendt til mange formål. Her er det den tyske kunstner Petrus aus Friedberg fra Augsburg i Bayern, der viser, hvordan han har tegnet på hver eneste side i bogen for at vise sin holdning til dens indhold.

Forskerteamet i München har i en udsendt meddelelse understreget, at den kommende udgave med sine mange kommentarer adskiller sig markant fra de eksemplarer af ”Mein Kampf”, der stadig findes i private hjem i Tyskland, og som kan købes i antikvariater.

I samme udtalelse fra Instituttet for Samtidshistorie i München hedder det blandt andet:

»At gøre videnskabelige anmærkninger til ”Mein Kampf” er ikke blot en videnskabelig opgave. Der findes ikke en enkelt bog, der er omgivet af så mange myter og modtaget med så megen afsky og frygt.

Bogen tiltrækker folk på grund af nysgerrighed og spekulation. Alt dette ledsaget af en aura af hemmelighedskræmmeri og forbud. Et selvforstærkende tabu.«

Forskerne tilføjer, at baggrunden for at genudgive ”Mein Kampf” er at standse yderligere udbredelse af Hitlers propaganda, halve sandheder og løgne. Forskerne kalder deres bog for en ”anti-Hitler-tekst”.

Senere på året udkommer i øvrigt en fransk udgave af ”Mein Kampf”, der i sin opbygning minder meget om den kommende tyske udgave.

Det - er som nævnt - ikke første gang, at ”Mein Kampf” genudgives uden for Tyskland.

Den er således oversat og udgivet flere gange på arabisk, og disse udgaver har været - og er - tilgængelige i de fleste lande i verden. Og den har flere gange været på bestsellerlister.

I nyere tid er en tyrkisk udgave af "Mein Kampf" blevet revet væk fra boghandlernes hylder.

I de seneste år har ”Mein Kampf” i nogle lande oplevet en genopblusset interesse.

Dette gælder blandt andet i Tyrkiet, hvor bogen i 2005 blev solgt i omkring 200.000 eksemplarer på blot to måneder, og nogenlunde det samme blev for nogle år siden oplevet i Indien:

Også i flere østeuropæiske lande har der i de seneste år været registreret en stigende interesse, og dette gælder blandt andet i Bulgarien.

På dansk udgives "Mein Kampf" af forlaget Jørgen Paludan, men der er ikke noget videre salg i den.

”Mein Kampf” har i de senere år solgt langt mere digitalt end i konventionelle bogudgaver.

I Danmark udkom ”Mein Kampf” første gang i 1934, og siden er den genudgivet flere gange af forlaget Jørgen Paludan.

Da dette forlag første gang udsendte bogen i 1966, skete det under protester fra delstaten Bayern. Formelt var der tale om en krænkelse af ophavsretten, men dette ignorerede det mindre danske forlag, der har genoptrykt bogen flere gange siden - dog uden det store salg.

Man anslår i øvrigt, at der på danske biblioteker befinder sig omkring 50 udgaver af bogen, der kan lånes på sprog som dansk, engelsk, svensk, urdu og tysk.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.