Monrad ville begå statskup for fred

Historie: Situationen var desperat, da fire nøglepolitikere mødtes til strategimøde i 1861. Danmark var på randen af en krig, som ingen omkring bordet forventede, at Danmark kunne vinde. Sejr var heller ikke målet. Krigen var et strategisk politisk instrument. Men D.G. Monrad var villig til at ofre alt for fred, og det offer, han foreslog, ville resultere i statskup.

Artiklens øverste billede
Rasmus Glenthøj er historiker ved Syddansk Universitet. Foto: Cécile Smetana

Krigen i 1864 bliver ofte latterliggjort i Danmark. Med nutidens nådesløse blik er det fuldstændig uforståeligt, at Danmark udfordrede Preussen, Østrig og Det Tyske Forbund til en krig, der under ingen omstændigheder kunne vindes.

Den person, som historien først og fremmest har givet skylden, er statsministeren under krigen, Ditlev Gothard Monrad. For eftertiden er han blevet selve symbolet på det galopperende danske overmod, der en gang for alle gjorde Danmark til en lilleputnation med nederlag og mindreværd i folkesjælen.

Men en ny bog gør op med forestillingen om både krigen og D.G. Monrad.

»Vi udråber hele tiden Monrad til at være den store krigsgalning, der førte Danmark ud i det totale nederlag. Det er en historietradition, der ikke fokuserer på forløbet op til krigen, men kun på selve året 1864. Det skaber en ensidighed i fremstillingen, og Monrad er nem at dæmonisere. Men han var villig til at gå på kompromis med alt, hvad han troede på, for at forhindre krigen,« siger historiker ved Syddansk Universitet Rasmus Glenthøj, der afdækker helt nye sider af krigen i bogen ”1864 – Sønner af de Slagne”, der udkommer i denne måned.

Monrad var ekstraordinært begavet og maniodepressiv, og der er for mange nuancer og modsigelser til, at man ubesværet kan beskrive ham præcist.

»Han var indiskutabelt et geni og havde den sjældne evne at kunne se et problem fra samtlige sider. Han var bare ikke altid så god til at vælge en løsning og stå fast ved den. Hvis der er en rød tråd hos Monrad, er det frygten for, at den danske stat går under. Vi taler ellers altid om overmod i forbindelse med Monrad, men han rummede meget undergangsangst,« siger Rasmus Glenthøj.

For at forstå Monrad og omfanget af, hvad han foreslog til et strategimøde i 1861, bliver man nødt til at forstå, hvad der førte til krigen. Det er kompliceret, og de fleste fortællinger viger udenom. Men det er nødvendigt for at forstå, hvad Monrad var villig til at ofre.

Danmark til Ejderen

Monrad dukker op i offentligheden, samtidig med at Europa gennemgår en fundamental forandring. Fra omkring 1840 griber nationalismen folk i Europa. I København gjalder den unge liberale politiker Orla Lehmanns ”Danmark til Ejderen” gennem gaderne. De nationalliberale vil have enevælden afskaffet og indlemme hertugdømmet Slesvig i kongeriget. Holsten og Lauenborg, de to andre hertugdømmer i den danske helstat, er begge via den danske konge, der er hertug af hertugdømmerne, medlemmer af Det Tyske Forbund.

Det er afgørende for Monrad at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen. Derfor skal Dybbøl forsvares til sidste mand.

Rasmus Glenthøj, , historiker

Det hele kulminerer i 1848, da der udbryder revolter i byer som Paris, Berlin og Wien. I København nedlægger kongen enevælden og indsætter martsregeringen med bl.a. Monrad for at forberede arbejdet med en kommende forfatning. Det er D.G. Monrad, der skriver udkastet til det, der året efter, den 5. juni 1849, bliver den første danske grundlov.

D.G. Monrad.

Men sejren løser ikke problemet med helstaten. I princippet kan den stadig fortsætte. For kongen var netop ikke blevet afsat. Enevælden blev ikke erstattet af demokrati, men af et konstitutionelt monarki, og kongen er stadig enevældig hertug i hertugdømmerne.

»Mange tror, at vi blev et demokrati i 1849. Men det er forkert. Kongen bevarede den udøvende magt, som han brugte via sine ministre. Kongen har magt til at hyre og fyre ministre og afsætte regeringer, hvilket han i nogle tilfælde gør. Ministrene kan med andre ord intet gøre uden kongens samtykke,« siger Rasmus Glenthøj.

Helstatens hårdknude

I fredsforhandlingerne efter treårskrigen lover Danmark aldrig at knytte Slesvig tættere til Danmark end Holsten. Det betyder, at selv om Danmark sejrede, og selv om de nationalliberale afskaffede enevælden, kan de aldrig få et Danmark til Ejderen uden at bryde den internationale traktat. Situationen er anspændt og fastlåst:

Stormagterne, tronfølgeren og en del politikere vil bevare helstaten. Den tysksindede del af Slesvig vil indgå i forbund med Holsten i Det Tyske Forbund. Kongen er splittet. De nationalliberale politikere og folket i København vil have en dansk nationalstat til Ejderen. Preussen vil indlemme halvdelen af Slesvig og hele Holsten og Lauenborg, og Danmark har forpligtet sig til aldrig at gennemføre Ejder-politikken.

Op gennem 1850’erne bliver der gjort forskellige forsøg på at løse konflikten. Der bliver vedtaget en fællesforfatning, en grundlov for helstaten, men selv om befolkningen i hertugdømmerne udgør mindre end halvdelen af helstatens befolkning, kræver de at blive overrepræsenteret i det fælles parlament, rigsrådet.

»Ud fra deres logik er det rimeligt. De er dybt mistroiske over for det Danmark, der netop har nedkæmpet dem. Omvendt er danskerne bange for at blive tromlet, hvis hertugdømmerne får overvægt. Danskerne frygter, at Slesvig – og måske hele Danmark – i så fald risikerer at blive en del af Tyskland, som alle forventer bliver samlet. Man kan så dele Slesvig og lade Holsten og Sydslesvig gøre, hvad de vil. Det ville de nationalliberale allerede under treårskrigen, men kongen modsatte sig det og fyrede regeringen. Situationen er fuldstændig fastlåst og uløselig,« siger Rasmus Glenthøj.

Den eneste løsning synes at være en krig. Fra 1857 begynder konseilspræsident (statsminister) i den nationalliberale regering C.C. Hall at føre en politik, der skal tvinge stormagterne til forhandlingsbordet.

»På det tidspunkt var krig et politisk instrument. Hall vidste, at stormagterne ikke ville acceptere en langstrakt krig midt i Europa og derfor ville gribe ind. Formålet med krigen var ikke at sejre, men at tvinge stormagterne til at finde en ny løsning,« siger Rasmus Glenthøj.

Statskup for fred

Det er en strategi, der giver mening. Men uden for Monrads ministerkontor kan han se de lemlæstede veteraner fra Treårskrigen opsøge Invalidekontoret. De gør krigen nærværende og konkret og er et direkte ”indblik i krigens rædselsfulde følger”. I et desperat forsøg på at undgå krig foreslår han under et strategimøde i regeringens top i 1861 to løsninger, som styrker helstaten og vil kræve et statskup at gennemføre. Det ene forslag betyder, at hertugdømmerne får stemmeovertag i rigsrådet. Det andet forslag er, at rigsrådet i stedet for at lovgive kun skal rådgive kongen.

»Monrad, junigrundlovens hovedarkitekt, vil med andre ord begå statskup og genindføre enevælden. Det skal ses i lyset af, at det er en reel risiko, at Danmark bliver tysk, eller at Preussen og Sverige bliver enige om at dele Danmark mellem sig. Der er masser af planer om at fjerne Danmark fra landkortet, så der er god grund til at være bange. Monrad kæmper så indædt for at redde Danmark fra en krig, at han er villig til at ofre alt det, som han har brugt hele sin ungdom på at kæmpe for. Han havde et medansvar for den første slesvigske krig. Han så konsekvenserne for de lemlæstede veteraner. Han kan ikke bære det ansvar en gang til. Derfor er han villig til at kassere den grundlov, som han selv har skrevet,« siger Rasmus Glenthøj.

Men forslaget bliver totalt afvist, og i 1863 vedtager C.C. Hall-regeringen med den netop kronede kong Christian IX’s 9.s arm vredet om af folkets vilje en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Dermed bryder Danmark den internationale fredstraktat. Hall er klar over, at det kan udløse en krig.

»Det er en brik i det diplomatiske spil for at få en international konference, hvor sagen kan blive afgjort én gang for alle. Hall er indstillet på at trække forfatningen tilbage, hvis stormagterne kommer til forhandlingsbordet. Men da Storbritannien indvilger i en konference, har Christian IX 9. fyret regeringen,« siger Rasmus Glenthøj.

Konferencen bliver fastsat til den 20. april 1864. Den 31. december 1863 udnævner Christian IX 9. D.G. Monrad til regeringsleder. Dermed skal manden, der gjorde alt for at undgå krigen, nu lede et politisk splittet Danmark gennem en krig, som folket er overbevist om, at Danmark vil vinde. Monrad er under pres. Han kæmper mod sit svære sind, mod kongen, mod sine ministre, mod en forrykt folkestemning og mod tiden. Fra februar er Danmark i krig, og det er vigtigt at stå så stærkt som muligt ved konferencen i London.

»Det er afgørende for Monrad at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen. Derfor skal Dybbøl forsvares til sidste mand,« siger Rasmus Glenthøj.

Kongens fødested

Selv om Dybbøl falder to dage inden konferencen, er Halls strategi med at fremtvinge et indgreb lykkedes. Men ved forhandlingerne går alt galt, og i de dage kunne man på Frederiksberg Allé observere krigens arkitekt, den ellers altid rolige C.C. Hall, råbe og skrige over den danske inkompetence i forhandlingerne. Alle andre parter end Danmark er ellers interesserede i at finde en rimelig løsning. Men den danske delegation i London, der består af en helstatsmand, en venstremand og en nationalliberal, er en direkte forlængelse af den totale splittelse i den politiske top i Danmark.

»Delegationen er ikke enig om noget som helst, og i København er Monrad og kongen dybt uenige. Det er tragedien og katastrofen,« siger Rasmus Glenthøj.

Stormagterne spiller ud med en dansk grænse, der går ved Slien i det sydlige Slesvig. Den er Monrad i princippet med på. Men Christian IX, 9., dronning Margrethes tipoldefar, der er blevet sat på tronen af Rusland og Storbritannien for at bevare helstaten, er imod. Preussen, Østrig og Forbundet er heller ikke med på idéen, men kunne måske være blevet overbevist, hvis danskerne havde handlet resolut.

»Hvis regeringen og kongen havde været enige og slået til med det samme, kunne man måske have fået den grænse. Men for kongen er helstaten hans fædreland. Det kæmper han for at bevare, og samtidig vil den grænse betyde, at hans fødested kommer til at ligge syd for grænsen. Det er umuligt for Monrad at indgå en aftale uden om kongen,« siger Rasmus Glenthøj.

Satser på ragnarok

Bismarck tilbyder en grænse omkring den nuværende, men det afviser Monrad. Han mener, at den gør Danmark for lille og sårbar. I stedet vælger Monrad at spille højt spil for at få grænsen rykket mod syd.

»Han opererer med muligheden for at sætte Europa i brand. Han vil have, at Storbritannien, Frankrig eller Italien går ind i krigen. Den britiske regering er imod, men oppositionen er for. Frankrig afventer England, mens England vil følge Frankrig. Italien er villig til at træde ind i krigen sydfra, hvis Sverige og Norge går med. Monrad spiller højt spil. Han satser på at udløse et ragnarok for at få en lidt sydligere grænse, og det er flere gange tæt på,« siger Rasmus Glenthøj.

Men det lykkes ikke. London-konferencen bryder sammen, våbenhvilen bliver ophævet, og da preusserne indtager Als, er nederlaget en realitet. Kongen fyrer Monrad, der i det følgende år påtager sig ansvaret for de beslutninger, som han traf under krigen. Den danske grænse ender med at gå ved Kongeåen ved Kolding, og få år senere forener Bismarck hele Tyskland.

Nederlaget skal have en årsag, og den årsag blev i nogen grad Monrad.

»Monrad er blevet dæmoniseret af eftertiden. Det er indiskutabelt, at han fejlede ved London-konferencen, og sammen med kongen bærer han ansvaret for det totale nederlag. Han har en stor del af ansvaret for begivenhederne i 1864, som sandsynligvis var sammenfaldende med, at han var i en manisk periode. Men Monrad var ikke skyld i krigen. Tværtimod var han villig til at ofre alt for at undgå den,« siger Rasmus Glenthøj.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.