Fascineret af forandringer

Interview: Den kritikerroste sangskriver Beck fra USA hitter hos publikum og anmeldere med sit album ”Morning Phase”, der er en både iørefaldende og melankolsk affære. Hovedpersonen erkender gerne, at de negative følelser i teksterne er hans egne. Men lige nu er han et mere optimistisk sted i livet med masser af musik.

Artiklens øverste billede
Den amerikanske sangskriver Beck har skandinaviske rødder og vil gerne lære Danmark og Sverige bedre at kende. Foto: Universal Music

Beck er træt af at være alene – »I’m so tired of being alone«.

Det synger han som de allerførste ord på sangen ”Blue Moon” fra sit nye album, det både kritikerroste og populære ”Morning Phase”.

»Ja, den handler om mig. Jeg havde den følelse en bestemt dag. Men hvem er ikke blevet ramt af denne følelse, det er meget menneskeligt. Når vi er alene, føler vi os ramt, fordi vi har et grundlæggende behov for at være sammen med andre. Når jeg har haft perioder langt væk fra byen uden mange mennesker omkring mig, er der noget terapeutisk i at komme tilbage til en stor menneskemængde. Vi har brug for hinanden,« konstaterer Beck.

Den 43-årige amerikanske sangskriver, der fik sit gennembrud for 20 år siden, er i telefonen fra USA.

Han lyder som en glad mand. Som en, der er nærmest lykkelig. Hvilket et eller andet sted virker naturstridigt, da hans nye plade i udpræget grad er præget af afsavn, ensomhed og melankoli. »Isolation, isolation, isolation, isolation«, messer han på nummeret ”Wave”.

»Det er også en del af mig. Men mit liv ændrer sig hele tiden – som alle andres liv, og jeg er fascineret af, hvordan livet udvikler sig, og jeg er optaget af disse forandringer. Omvendt er der ting, som ikke forandrer sig, hvilket også er interessant,« siger han.

»Jeg føler mig dybest set ikke meget anderledes, end dengang jeg var 25 år. Det gør jeg virkelig ikke. Og hvis man ser på hele livet, er det vel egentlig heller ikke så længe siden, jeg var 25 år.«

Jeg har aldrig lavet musik for at blive populær eller den største stjerne. Jeg har aldrig tænkt på den måde.

Beck, , amerikansk sangskriver

Da Beck var omkring den alder, fik han sit store internationale gennembrud med sangen ”Loser”, der virkede som et sært, skramlende og ikke mindst iørefaldende magnetfelt for moderne folkemusik, grungerock og hiphop. Siden har han opsøgt snart sagt hver eneste musikgenre, som populærmusikken indeholder – fra blues og country over soul og funk til elektronisk musik. Og han har kombineret alle mulige inspirationer og traditioner med innovation og nørderi.

”Loser” står stadig som hans kendingsmelodi, mens ”Odelay” er hans største kommercielle albumsucces. Men det er et positivt kendetegn for Becks karriere, at hans album typisk har fået kommerciel succes. For i bund og grund er Beck ikke en kunstner, som man kan pakke ind og lægge på en bestemt hylde i et supermarked ved siden af de største rock- og popstjerner.

Tilbage til samtalen om de nye sange, ordene i dem og denne balancegang mellem personlighed og kunstnerisk udtryk. På den ene side er den melankoli og det mørke, som man møder på det nye album, ikke noget retvisende billede af Becks tilstand anno 2014. På den anden side er de et indblik i, hvordan han har følt og haft det.

»Det er noget, som jeg har følt på et tidspunkt og skrevet ned i en sang, og muligheden for at gøre det, er en af grundene til, at man i det hele taget begynder at lave musik. Sådan er det i hvert fald for mig. Det er en måde at forstå sig selv på og nå ud til andre. Man har en stemme og skaber en forbindelse,« siger Beck.

»Musik tjener alle mulige formål, og ultimativt er den i stand til at få dig til enten at græde, danse, glemme dit liv som enlig mor – eller engagere dig i verden. Der findes så meget musik overalt i verden, og derfor engagerer vi os og ser i høj grad verden ved hjælp af musik.«

Strygere og stærke musikere

Becks forrige album, ”Modern Guilt”, udkom for seks år siden med moderne musik kombineret med en gammeldags psykedelisk rockstil.

”Morning Phase” er anderledes og bliver af mange anmeldere gjort til et opus, der hænger sammen med Becks album fra 2002, ”Sea Change”.

Amerikaneren kan sagtens forstå, at de to album kobles sammen, da de lydmæssigt har samme stil, samtidig med at hovedpersonen i en vis udstrækning benytter sig af det samme hold musikere. Men det var aldrig sådan, at Beck en dag vågnede op og besluttede at lave en plade i stil med ”Sea Change”. Sådan arbejder han ikke. I stedet er ”Morning Phase” resultatet af et arbejdsforløb over flere år og indspilninger i studier i både Los Angeles, Nashville, Paris og London.

»Den lyd og stil, som man hører på albummet, har jeg brugt lang tid på at udvikle, og sangene er skrevet og indspillet over flere år. Jeg har lavet alt muligt andet indimellem, men på et tidspunkt kunne jeg se et mønster med nogle bestemte sange. Der var numre, der i stil og stemning passede sammen, og det blev så dem, jeg begyndte at arbejde intenst med at få forløst. Et simpelt svar på, hvorfor netop disse sange kom til mig, kan jeg ikke give dig, måske fordi det ikke er noget, jeg bekymrer mig om,« konstaterer han.

Der er en snes strygere med på det nye album, som ydermere er præget af gæsteoptrædener af en række anerkendte instrumentalister: Bassist Stanley Clarke, trommeslager Joey Waronker, steelguitarist Greg Leisz, guitarist Jason Falkner, guitarist Smokey Hormel, keyboardspiller Roger Joseph Manning Jr. og bassist Justin Meldal-Johnsen.

Det kendetegner størsteparten af numrene, at de toner frem i lydbilledet i et meget langsomt tempo.

»Det er ekstremt dygtige musikere, og jeg udfordrede dem med et ønske om, at numrene skulle spilles langsomt – og de udfordrede mig den anden vej ved at spille langsomt! Det gode, som sker, når man spiller musik langsomt, er, at der bliver bragt noget særligt frem i sangene. De kommer på en eller anden måde til at virke meditative,« siger Beck.

Han er meget bevidst om, at hans karriere har resulteret i mange forskellige slags album, og han konstaterer under telefonsamtalen, at han måske kunne have skabt sig en endnu stærkere og »mere stabil position i musikbranchen«, hvis han havde været lidt mindre udfarende i alle mulige kunstneriske retninger.

»Men jeg har aldrig lavet musik for at blive populær eller den største stjerne. Jeg har aldrig tænkt på den måde. Jeg går heller aldrig ud fra, at der sidder nogen og venter på et nyt album fra mig, og jeg er sikker på, at de mennesker, som kan lide min musik, siden mit forrige album har fundet masser af plader, som de elsker. Og hvis de så opdager min nye musik og kan lide, hvad de hører, bliver jeg helt sikkert glad. Men det er ude af mine hænder. Så jeg tager aldrig udgangspunkt i, at jeg skal forvente et eller andet bestemt, når jeg er pladeaktuel.«

Flere internationale dagblade og musikmedier har lagt vægt på, at der er gået seks år siden det seneste studiealbum, fordi Beck har været besværet af voldsomme rygsmerter.

»Det er nærmere otte år siden, at jeg havde de problemer, og det er på en eller anden måde irrelevant at tale om, synes jeg. Det var noget, som jeg var igennem, det er blevet meget bedre, og det er ikke noget, jeg vil sidde og beklage mig over,« siger han.

Hyldestplade til Philip Glass

At Beck i høj grad har været spilleklar siden det forrige album, understreges af alle de musikprojekter, han har været involveret i de seneste seks år:

Han opfandt f.eks. i 2009 et musikalsk eksperiment, som han kaldte ”Record Club”. Det handlede om, at han sammen med andre musikere ville indspille coverversioner af albumklassikere – bl.a. ”The Velvet Underground & Nico”, ”Songs Of Leonard Cohen” og INXS’ ”Kick”.

Han har også været producer på album med så prominente navne som Stephen Malkmus fra rockbandet Pavement, støjrockgruppen Sonic Youths Thurston Moore og den engelskfranske multikunstner Charlotte Gainsbourg, der herhjemme er mest kendt som skuespiller i flere af Lars von Triers film, senest ”Nymphomaniac”.

I 2012 var Beck en af hovedaktørerne på en stort anlagt udgivelse, ”Rework - Philip Glass Remixed”, der hyldede den amerikanske avantgardekomponist Philip Glass, og samme år udgav han en samling af nodeark, ”Song Reader”, der gav mulighed for, at alverdens musikanter kunne spille nye Beck-sange, som ikke havde været indspillet før.

»Jeg er altid i gang med at lave musik og indspille. Jeg er ikke typen, der venter tre-fire år og så går ind og indspiller musik for bagefter at udgive en plade. Når jeg har tid, indspiller jeg. Noget andet er, når jeg så beslutter at skabe én bestemt type album.«

Beck fortæller, at han har en masse materiale fra de seneste syv-otte år, som han vil udgive. Han tilføjer dog, at han for nylig er begyndt at arbejde på en række nye sange.

»Men nu er jeg så vendt tilbage til nogle af de gamle numre, og så prøver jeg at få en idé om, hvad jeg vil. Jeg har ikke afgjort, hvad der skal ske, men jeg tror, at den næste plade bliver nærmest det modsatte af ”Morning Phase” med flere temponumre og mere popmusik. Måske vil det forvirre folk, og måske er det et forkert træk, fordi ”Morning Phase” lige nu får en masse positiv respons. Men det er historien om min karriere: Jeg har altid været lidt selvdestruktiv ved aldrig at udgive det samme slags album to gange i træk.«

Beck giver koncerter i april og turnerer også i juni og juli. Indtil videre er hans turnevirksomhed koncentreret om USA. Omvendt er der stadig plads til shows i løbet af sommeren i Danmark og resten af Europa.

Beck kan – eller vil – ikke være konkret om en dansk koncertdato, men han siger:

»Vi har planer om at komme til Danmark og Europa, og jeg har også planer om at komme til Skandinavien på ferie med min familie. Jeg har skandinaviske rødder og har i årevis villet tilbringe en masse tid der. Jeg har jo kun været der et par dage ad gangen i forbindelse med en koncert, og jeg føler, at der er en særlig forbindelse til Sverige og Danmark og Skandinavien i det hele taget. Jeg vil gerne lære det sted at kende.«

Andre læser

Mest læste

Del artiklen