Neverending story: Selv efter 65 år på plakaten er der bestemt ingen planer om tæppefald
De mange rekorder, der er sat af Agatha Christies krimikomedie "Mousetrap", vil aldrig blive slået. I aften er det 65 år siden, at blandt andre Richard Attenborough var på scenen i stykkets London-premiere.
I dag for 65 år siden strømmede publikum over det meste af kloden ind i biografmørket for at opleve populære Danny Kaye i musicalfilmen ”Hans Christian Andersen”, der blev beskrevet som et eventyr om H.C. Andersens eventyr.
Det var i øvrigt i den forbindelse, at den amerikanske skuespiller den 22. juli 1952 til danskernes store vrede og forargelse under et pr-besøg i H.C. Andersens Hus i Odense smed sig i eventyrdigterens seng og lod sig fotografere. Et billede, der gik verden rundt.
Der blev ikke tilnærmelsesvis gjort det samme ud af premieren på en ny krimikomedie på Ambassadors Theatre i West Street i Londons berømte teaterkvarter.
Siden blev rollerne i den grad byttet om.
I dag er Danny Kaye-filmen stort set glemt, mens krimikomedien er mere vital end nogenside og for længst har indskrevet sig teaterhistorien med monumentale versaler.
Det handler om Agatha Christies ”The Mousetrap”.
Stykket fik premiere i på Ambassadors Theatre i Londons West End efter en kortere britisk turné, der blev indledt på Theatre Royal i Birmingham den 6. oktober 1952.
19 dage senere gik tæppet for første opførelse i Londons teaterkvarter, og her har det lige siden - og uden afbrydelser - været opført seks eller otte gange om ugen.
Allerede i 1958 indskrev det sig i teaterhistorien som verdens længst kørende teaterstykke. Den 12. april det år overhalede det med dets i alt 2.239 opførelser den hidtidige rekordholder, musicalkomedien ”Chu-Chin-Chow”.
”The Mousetrap” blev i London den 25. marts 1974 flyttet til St. Martins Theatre, der er nabo til Ambassadors Theatre, og her holder det stadig til. De to teatre har forskellige ejere, men samme ledelse.
I dag er ”The Mousetrap” opført over 27.000 gange alene i London – og dertil kommer de utallige opførelser på teatre andre steder.
Helt nøjagtigt passerede Agatha Christies over to timer lange klassiker tirsdag i denne uge med eftermiddagsopførelsen 27.113 opførelser. Det betyder, at 65 års-dagen i aften (den 25.11.17) markeres med opførelse nummer 27.118.
Siden premieren er krimikomedien set af omkring 10 millioner mennesker alene i London.
Til dette sagde producer Stephen Waley-Cohen i 2012 til nyhedsbureauet Reuters:
»Jeg er dog helt klar over, at selvom vi haft god belægning i nu 60 år, så svarer antallet af mennesker, der har oplevet forestillingen, nogenlunde til det antal, der ser en enkelt episode af ”Downtown Abbey”.«
Gå en tur i gaden, hvor stykket i aften (den 25.11.17) er opført 27.118 gange:
På spørgsmålet om, hvorfor et teaterstykke kan holde i så mange år, svarer caster og produktionsleder på St. Martins Theatre Denise Silvey til Jyllands-Posten:
»Det er en fantastisk historie. Den rummer bade komedie og spænding. Den rammer plet på tværs af alle generationer. En historie, der er skrevet af en af de største krimiforfattere i alle tider: Agatha Christie. Der er simpelthen ikke noget dårligt at sige om stykket«.
Anmeldelserne af stykket har i alle årene været overvejende positive, men en undtagelse var i 2011 The Telegraphs daværende meget farverige teateranmelder Charles Spencer. I en kommentar skrev han direkte, at det var både synd og skam, at man så længe havde udnyttet en af byens bedste scener til sådan en omgang ”kedsommeligt nonsens”.
Showet er stadig usædvanlig populært over hele kloden. Jeg kan ikke se nogen grund til, at det skulle stoppe. Vi er klar til de næste 65 år.
Bag scenen på St. Martins Theatre og historien om ”The Mousetrap”:
Historien om Agatha Christies berømte krimikomedie, der har utallige traditioner og ritualer tilknyttet, er omkring fem år længere end de 65 år, der i aften fejres i London.
Allerede den 30. maj 1947 blev Agatha Christies radiohørespil ”Three Blind Mice” udsendt af BBC. Det var bygget på virkelighedens tragiske historie om brødrene Terence og Dennis O’Neill, der blev udsat for massive overgreb begået af deres plejeforældre. Så voldsomme, at den ældste af drengene – Dennis – som 12-årig døde af sine svære kvæstelser.
Agatha Christie skrev siden hørespillet kraftigt om til en novelle, og denne dannede siden udgangspunkt for teaterstykket, der på grund af et andet teaterstykke med samme titlel – ”Three Blind Mice” – blev omdøbt til ”The Mousetrap”.
Udtrykt meget kort handler stykket om det unge, nygifte par Mollie og Giles Ralston, der en snefyldt vinteraften har inviteret til selskab i deres domicil kaldet Monkswell Manor. Da alle gæster er ankommet, dukker en uanmeldt gæst op, og aftenen ender med mord.
Hvem gerningsmanden er, skal – helt i tråd med Agatha Christies ønske – ikke afsløres her.
Igennem hele sit lange forfatterskab søgte forfatteren nemlig nidkært at forhindre, at hendes ofte ganske uventede slutninger blev kendt, og netop det element er blevet en uløselig del af de mange traditioner omkring ”The Mousetrap”.
Christie bestemte således, at novellen, som hun tog udgangspunkt i, ikke måtte publiceres, før teaterstykket var taget af plakaten – og med en enkelt amerikansk undtagelse er dette blevet overholdt. Historien måtte heller ikke filmatiseres i England, før det var taget af scenen, og det er ikke sket. Historien findes dog blandt andet i en russisk filmudgave.
Efter premieren på ”The Mousetrap” bad Agatha Christie så mindeligt publikum om ikke at afsløre den overraskende slutning, og i aften – den 25.11.17 – vil en af de medvirkende fra scenen for 27.118. gang formane publikum således:
»Nu da I har set ”The Mousetrap”, er I vores medskyldige, og vi beder jer bevare traditionen om at beholde sandheden om, hvem der gjorde det, i jeres hjerter.«
En opfordring, der – med tanke på, at det estimeres, at op mod 10 millioner mennesker alene i London har overværet opførelsen, og at skuespillet allerede i 1954 udkom i bogform – synes lettere komisk.
Men en tradition er nu engang en tradition ...
Som et kuriosum kan i den forbindelse i øvrigt nævnes, at Agatha Christies barnebarn, Matthew Prichard, der i dag ejer alle rettigheder til ”The Mousetrap”, i 2010 gjorde et helhjertet – men forgæves – forsøg på at få Wikipedia til at slette dets detaljerede beskrivelse af slutningen.
Det afviste Wikipedia, men efter vedholdende protester fra både fans og Prichard indvilgede man dog i at anbringe afsløringen af morderens identitet under en advarende overskrift, så læserne – som det hed i en udtalelse fra Wikipedia – jo så bare kan springe afsnittet over.
Hver eneste gang ”The Mousetrap” opføres uden for London af et andet teaterkompagni, kræver det speciel tilladelse af Agatha Christies arvinger.
Siden premieren i London er stykket opført på 27 forskellige sprog i mere end 50 lande.
Hvad angår andre opførelser af det originale Christie-skuespil, er der et hav af restriktioner, men da Toronto Truck Theatre i Canada anmodede om tilladelse til at opføre stykket, fik teatret ja. Det havde her premiere i 1977 og forblev på plakaten i hele 26 år, inden det lukkede den 18. januar 2004. Da var et publikum på omkring 9.000 gået i musefælden.
En af de nyeste trailere til ”The Mousetrap”:
Teaterstykket har siden premieren alene i London haft omkring 450 medvirkende.
På det allerførste hold var blandt andre Richard Attenborough som detektiven Trotter og hans kone Sheila Sim som Mollie Palston.
I begyndelsen var der ingen grænser for, hvor længe en skuespiller på London-scenen kunne udfylde sin rolle.
Men i 2009 blev det besluttet, at holdet udskiftes en gang om året, men på listen over medvirkende findes faktisk en enkelt skuespiller, der har medvirket i samtlige opførelser.
Det er Deryck Guyler, der lige siden premieren har lagt stemme til en båndoptagelse af en radiospeaker, og det det gør han – der døde som 85-årig i 1999 – stadig. Hvad angår stykkets rekvisitter er de blevet skiftet helt ud et par gange, men man har dog siden premieren bevaret et ur, der hænger over kaminhylden.
I en af de nærmeste dage vil hele holdet, der i aften går på scenen på Ambassadors Theatre, blive udskiftet, og der er ingen planer om at indstille opførelserne.
Hvor længe vil ”The Mousetrap” fortsætte?
»For evigt,« siger Denise Silvey til Jyllands-Posten, og hun tilføjer:
»Showet er stadig usædvanlig populært over hele kloden. Jeg kan overhovedet ikke se nogen grund til, at det skulle stoppe. Vi er i den grad klar til de næste 65 år.«