Forklaringen på den britiske EU-skepsis

Engang var Storbritannien verdens førende supermagt, men i dag oplever mange, at Bruxelles tager kommandoen, og indvandrerne tager deres job. Den britiske EU-skepsis har dybe rødder.

Artiklens øverste billede
På Whitehall samledes en kæmpe menneskemængde, da Anden Verdenskrig var overstået. Briterne havde igen undgået invasion, som de har undgået det i 1.000 år. Og de mange magtfulde ministerier – herunder Winston Churchills kommandobunker – lå i tilknytning til gaden i det centrale London.

KØBENHAVN/LONDON — En tur ned ad Whitehall fortæller historien om briternes mentale rejse væk fra Den Europæiske Union.

Den pompøse regeringsgade i Londons hjerte er flankeret af majestætiske paladser, som engang var omdrejningspunkt i det verdensomspændende britiske imperium. Bygningerne udstråler ære og selvtillid og minder englænderne om dengang, da Storbritannien var verdens førende supermagt.

Whitehall begynder ved Trafalgar Square med den godt 50 meter høje statue af søhelten Lord Nelson og går i en lige linje ned mod parlamentet med Big Ben. I nummer 26 ligger The Old Admiralty, som var flådedepartementet, da briterne herskede over havene. Og skråt overfor findes det tidligere krigsministerium, The Old War Office, der tog sig af diverse krige kloden rundt.

Solen gik jo aldrig ned i Det Britiske Imperium.

I de seneste 100 år er magten imidlertid sivet ud mellem fugerne – meget af den til Bruxelles, og især blandt landets nationalstolte konservative nærede det en voksende EU-skepsis, som i årtier har præget britisk politik, og som på torsdag kan sende Storbritannien ud af fællesskabet.

Den storslåede fortid sidder dybt i briternes nationalkarakter og er en del af baggrunden for den udbredte EU-skepsis: Når man engang regerede over store dele af verden, hvorfor skal man så i dag styres fra Bruxelles? Men her er det vigtigt at få en nuance med, påpeger professor Laura Cram fra Edinburgh, som er ekspert i EU-politik og national identitet.

»Det er hovedsagelig et engelsk fænomen. Man skal huske, at Storbritannien består af fire nationer, og de tre andre, Nordirland, Skotland og Wales, er faktisk ret vant til at være en del af en større konstruktion – selv om de ikke altid bryder sig om det,« siger hun.

De ældre i de tre mindste nationer voksede op med at blive styret fra Whitehall og det omkringliggende regerings- og parlamentsområde, Westminster, der også har nyere kontorbygninger.

England har cirka 54 mio. af de 65 mio. indbyggere i Storbritannien, og da englænderne ud over befolkningsflertallet også sidder på hovedstaden, har de været vant til at svinge taktstokken.

Men i dag er meget af magten i Westminster i englændernes øjne fordampet, og næppe tilfældigt har den officielle EU-modstanderorganisation Vote Leave valgt sloganet ”Take Control” – tag kontrollen – i valgkampen.

En lang, selvpiskende nedtur

Det er dog ikke kun til EU, at England har mistet indflydelse. De seneste 100 år har været en lang, selvpiskende nedtur.

I imperiets storhedstid herskede briterne over en tredjedel af verdens befolkning, men allerede i 1920’erne begyndte tilbagegangen. Først røg Irland og Egypten, og efter Anden Verdenskrig de fleste af kolonierne i Asien, Afrika, Vestindien og Stillehavet – og i 1997 Hongkong. Også hjemme var England under pres. I 30 år kæmpede den Irske Republikanske Hær (IRA) for at genforene Nordirland med Den Irske Republik. Borgerkrigen endte i 1998 med en kompromissøgende fredsaftale, som udhulede Londons magt yderligere.

Knap var den nordirske konflikt officielt bilagt, før nationalisterne i Skotland for alvor begyndte at røre på sig. Det kulminerede foreløbigt i 2014 med en folkeafstemning, som var på nippet til at reducere det afpillede imperium endnu mere. Englændernes pris for at holde sammen på stumperne var vidtgående selvstyre til Skotland, Wales og Nordirland, som i dag har egne parlamenter i henholdsvis Edinburgh, Cardiff og Belfast. I Whitehall ligger stadig ministerielle kontorer for de tre nationer – f.eks. The Wales Office – men departementerne har i dag en blødere og langt mere udvandet rolle.

For mange konservative engelske politikere forekommer det absurd, at Skotland, Wales og Nordirland i dag bestemmer det meste selv, mens englænderne som de eneste i det noget afpillede rige ikke har eget parlament. Oven i denne nedtur kommer så EU, som mange englændere hader. Nogle primært, fordi medlemskabet indebærer fri indrejse for borgere fra andre EU-lande. Andre, fordi de føler sig sat endnu mere ud på sidelinjen.

»England er den dominerende del i Storbritannien, og her har man ikke tidligere haft den oplevelse, at beslutningerne blev truffet af andre, uden at man selv havde kontrol over det,« bemærker Laura Cram.

Men for en indebrændt og frustreret englænder er der også trøst at finde i Whitehall. Nede for enden – på Parliament Square – står statuen af premierminister Winston Churchill; brysk, beslutsom og iført en militær overfrakke. Det var i Whitehall, at Churchill og hans regering fra et underjordisk kompleks under finansministeriet styrede Storbritannien, mens tyske bomber regnede ned over London. I begyndelsen af Anden Verdenskrig satte Hitler sig på det meste af Vesteuropa. Briterne var alene mod Det Tredje Rige, og Churchill kunne ikke love befolkningen andet end »blod, sved og tårer«. Men Storbritannien, der har modstået invasioner i 1.000 år, holdt også stand mod Nazityskland og hjalp tilmed med at befri resten af Europa.

Den 8. maj 1945 kunne Churchill holde hele to sejrstaler til de jublende folkemængder – i Whitehall, naturligvis. Krigen var forbi, og sejren husker man endnu.

»Der er en holdning om, at Storbritannien er stærkt nok til at klare sig selv. Det hænger sammen med at være en ø, aldrig at være blevet invaderet og ikke rigtigt være en del af Europa,« siger professor Laura Cram.

Det sidste giver sig udslag i sproget: Britiske turister kan sagtens finde på at sige, at de skal »til Europa« på ferie, selv om de jo allerede er i Europa. Men afstanden er også politisk. Storbritannien er med i EU, men holder sig alligevel tilbage.

I sin tid havde briterne satset på en anden europæisk klub, EFTA, men meldte sig i 1973 ind i det tysk/fransk-dominerede fællesmarked, som siden blev til EU. Så i modsætning til Nato og FN var briterne altså ikke en væsentlig aktør fra begyndelsen, og allerede i 1975 stemte briterne faktisk om, hvorvidt de skulle blive ved med at være medlem af fællesmarkedet. Det sagde 67 pct. ja til, men briterne har – lidt som danskerne – undladt at gå hele vejen, og de er hverken med i euroen eller Schengen-samarbejdet, der skulle fjerne kontrollen med EU’s indre grænser.

Skepsis på de bonede gulve

Hvor det i Danmark er befolkningen, der har spændt ben for fuld EU-integration ved at stemme nej ved forskellige folkeafstemninger, så har modstanden mod ”mere EU” også i årtier været at finde i de britiske ministerkontorer i Whitehall. I hvert fald hos de britiske konservative, der i modsætning til de regeringsbærende partier i f.eks. Tyskland, Frankrig – eller Danmark – har haft en udbredt EU-skepsis.

Der er en holdning om, at Storbritannien er stærk nok til at klare sig selv. Det hænger sammen med at være en ø, aldrig at være blevet invaderet og ikke rigtigt være en del af Europa.

Laura Cram, , professor og ekspert i EU og national identitet, University of Edinburgh.

Det så man for alvor under den konservative jernlady Margaret Thatcher, der som alle andre premierministre boede i Downing Street nummer 10 i den berømte, aflukkede sidegade til Whitehall. Hun krævede – og fik – milliarder i rabat på det britiske kontingent til det daværende EF. Og til idéen om at sende mere magt til Bruxelles, svarede hun i 1990 bare »No, no, no.«

I de senere år er andre regeringsbærende partier i Europa også blevet mere skeptiske over for EU, men det har typisk været briterne, der stejlede mest. Og mens andre regeringer har talt forsigtigt om behovet for reformer, så satte David Cameron alt på ét bræt og udskrev en folkeafstemning, hvor han truede med at ville tale for udmeldelse af EU, hvis ikke de andre EU-lande diskede op med massive indrømmelser.

Men en grundlæggende reform af Europa blev det ikke til på topmødet i februar. Alligevel anbefalede Cameron de britiske vælgere at holde fast i medlemskab. Han satte dermed gang i en debat, der ikke udviklede sig, som han havde håbet. Når en folkeafstemning tvinger vælgerne til at tænke over Storbritanniens fremtid i EU, så stikker skepsissen hos mange så dybt, at de faktisk er parate til at stemme for udmeldelse.

Eller som Laura Cram forklarer:

»Traditionelt har befolkningen ikke gået så meget op i EU. Hvis man gik rundt og spurgte, så ville de fleste ikke føle sig særligt mobiliserede af EU-spørgsmål. Der var ikke et stort folkeligt pres for at forlade EU, men det var et spørgsmål, der var hot internt i det konservative parti. Ukip (EU-kritisk parti, red.) satte nogle af de konservative kredsmandater under pres, og det følte Cameron, at han var nødt til at adressere,« forklarer professoren, som er en af mange, der mener, at Cameron ganske enkelt forregnede sig og havde misforstået dybden i briternes EU-skepsis.

Finansministeriet længst nede i Whitehall har udsendt en række rapporter og beregninger med slet skjulte advarsler om, hvor galt det vil gå med økonomien i tilfælde af EU-udmeldelse, men indtil videre har det ikke vendt stemningen.

Regeringen har undervejs også forsøgt med følelsesargumenter. David Cameron selv holdt i maj en stor – og storladen – tale om Europa, briternes nationale karakter, som med sine passager om historien, mod og værdier nærmest syntes designet til at bringe gåsehud frem hos tilhørerne.

Men det kan være farligt for Cameron overhovedet at sætte fokus på spørgsmålet om identitet, mener professor Laura Cram. For det får også gang i dem, der føler stærkt for deres identitet som engelske, og som samtidig er de mest tilbøjelige til at ville stemme Storbritannien ud af EU.

Det er samtidig i denne gruppe, at man finder en stor skepsis mod indvandringen. Briterne er som sådan ikke imod indvandring, men mange mener alligevel, at det har taget overhånd. Udlændinge kommer og tager briternes job eller presser ejendomsmarkedet op, er følelsen hos millioner af vælgere.

Det gamle krigsministerium i Whitehall er eksempelvis blevet solgt for 3,5 mia. kr. til en virksomhedsgruppe med rødder i Indien, og nu skal det være et luksushotel med spa og fitnessfaciliteter. Samtidig kommer flere hundrede tusinde hvert år til Storbritannien for at arbejde eller studere.

Umiddelbart er det ganske vist kun en del af indvandringen, den fra EU, som et farvel til unionen direkte kan stoppe, men EU-modstanderne fører generelt kampagne for strengere regler for indvandring.

Og selv om anti-indvandring appellerer til mange, så er det et argument, der taler mest til englænderne, mener Laura Cram fra universitetet i skotske Edinburgh.

»Det er især dele i Sydengland, der mærker presset fra indvandringen. Her i Skotland har vi en anden demografi, og vi har brug for indvandring,« lyder det.

En verden af muligheder uden for EU

London ligger også i Sydengland, men den multikulturelle hovedstad vil ifølge de fleste målinger være en undtagelse fra hovedreglen og stemme for fortsat EU-medlemskab. Derfor taler britiske medier om, at EU-modstanden kommer fra »England uden for M25«. M25 er den store ringmotorvej rundt om London.

Ud over London er en anden modtendens blandt englænderne, at de unge, altså generationen, som er fjernest fra imperietiden, og som er vokset op med EU, foretrækker at blive i unionen.

Men flertallet i England ser altså helst et farvel til unionen, viser målingerne.

Og for en del bygger det på en grundtanke om, at Storbritannien ikke bare kan klare sig uden for EU, men kan klare sig bedre uden for EU. En forklaring på den tankegang finder man oppe hos Lord Nelson ved toppen af Whitehall. Rundt omkring pladsen Trafalgar Square ligger både Canada House, South Africa House og Uganda House – repræsentationer for nogle af de mange lande, som engang var en del af imperiet. Andre er Australien og Indien, og det ville være oplagt at handle mere med dem ved et EU-farvel, lyder det fra en del modstandere.

Den konservative EU-politiker og EU-modstander Daniel Hannan finder det eksempelvis tvivlsomt, om det overhovedet var en god idé, at Storbritannien i 1970’erne byttede et globalt handelssystem med sine tidligere kolonier ud med en klub af lande på »den vestligste spids af den euroasiatiske landmasse«. Og i dag er det uden tvivl en ulempe at blive, har Hannan skrevet på sin hjemmeside, hvor han også bemærker, at EU’s andel af verdensøkonomien bliver stadig mindre.

Andre finder det – ligesom premierminister David Cameron – alt for risikabelt for Storbritannien at tage »et spring ud i mørket« ved at melde sig ud af EU og så se, hvad der sker. Andre igen vil blive i EU, fordi de i hjertet føler sig som europæere.

Torsdag afgøres det, om den britiske EU-skepsis rækker til en udmeldelse, eller om befolkningen trods alt hellere vil blive.

Hvis det bliver et farvel, så vil det sende chokbølger gennem Europa. Britisk politik vil være forandret for altid. Konservative politikere vil kræve David Camerons afgang som partiformand og premierminister. Ja, i den politiske verden vil alt blive kastet op i luften.

Men i Whitehall vil de stolte, gamle bygninger ligne sig selv.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.