Heksebørnenes mor

Heksebørnene i Nigeria bliver tortureret og slået ihjel på grund af overtro, og de får sjældent hjælp på grund af et korrupt og ineffektivt styre. Men Anja Lovén har viet sit liv til at hjælpe dem.

Artiklens øverste billede
Brødrene Savior og Samuel kom første gang til centret sammen med deres tredje bror – og onkel og bedstemor, der anklagede de tre drenge for at være hekse. Anja Lovén prøvede i mange timer at forklare bedstemoren og onklen, at drengene ikke var hekse, og at det ifølge Child’s Right Law, indført i 2008, er ulovligt at beskylde børn for at være hekse. De tog de tre drenge med tilbage igen, men en uge senere kom bedstemoren tilbage på motorcykel med Savior og Samuel – smed dem af og forsvandt hurtigt igen. Den tredje bror var blevet slået ihjel. Privatfoto
Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Se hele Premiums daglige udvalg af kvalitetsjournalistik her. Premium er gratis den første måned, og der er ingen binding.

Nsikaks håndled og ankler blev bundet fast, og i tre dage blev han slået og banket over hele kroppen med kæppe, til han besvimede. Charity blev smidt på gaden af sin familie, da hun var fem år. Her levede hun i tre år af affald og var tæt på at dø af malaria og underernæring. Asuquo blev overfaldet af fem mænd, som torturerede ham med knive og ild i flere timer for til sidst at forsøge at slå ham ihjel med et økseslag i hovedet. De tre afrikanske børn blev beskyldt for at være hekse, og de hørte endda til de heldige. Både fordi de overlevede torturen, og fordi de blev reddet i sikkerhed på centeret Child’s Rights And Rehabilitation Network, der ligger i staten Akwa Ibom i Nigeria, et af de værste steder, når det gælder heksejagter.

Siden 2012 har aarhusianske Anja Lovén arbejdet for at skaffe hjælp til centeret, hvor hun har boet ad flere omgange. Lige nu er hun hjemme i Aarhus, hvor hun bor hos sin tvillingesøster, mens hun tager rundt og holder foredrag om heksebørnene og sin egen velgørenhedsforening, DINNødhjælp, der i øjeblikket fungerer som støtteorganisation til Child’s Rights And Rehabilitation Network.

Hekse og fattigdom følges ad

»Da jeg rejste til Nigeria første gang, troede jeg, at jeg bare lige skulle ned og forklare dem, at hekse jo ikke findes, men jeg kom ned til et land, hvor man lever, som vi gjorde herhjemme i 1600-tallet, hvor vi jo også brændte mennesker som hekse. Vi er så kommet videre via uddannelse og oplysning, og det kan de også, men der er lang vej. Mange regeringsledere er selv overtroiske, og nogle af dem er korrupte og samarbejder med heksedoktorerne,« forklarer Anja Lovén, der ikke desto mindre nu har viet sit liv til at bekæmpe heksetroen i Nigeria og dermed heksedoktorernes magt.

»Når jeg er ude til oplysningsmøder, stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor tror I, at jeres præst kører i den største bil og bor i det største hus i landsbyen? Og hvorfor skal han egentlig have penge og alle jeres køer for at hjælpe jer? Han prædiker vel i Guds navn. Og jeg kan se, at det sætter tanker i gang hos dem,« fortæller Anja Lovén og påpeger, at hekseanklager ikke ses i de rige samfund i Afrika. Heksejagterne skyldes fattigdom og den deraf følgende uvidenhed.

»Ude i landsbyerne tror ingen, at noget sker af naturlige årsager. Alt har en overnaturlig grund. Hvis der sker et dødsfald i familien, eller høsten slår fejl, tror de, at det skyldes, der er en heks i familien, og vil gøre alt for at få uddrevet de onde ånder. Og så er det, at heksedoktoren siger: Giv mig en masse penge, så skal jeg nok hjælpe jer,« fortæller Anja Lovén.

Udstødte børn

Hekseanklagen kan også komme fra familien selv. En fattig familie har typisk 8-12 børn og kan ofte ikke brødføde dem alle, derfor sker det tit, at en stedfar eller stedmor udstøder de børn, som den nye ægtefælle bringer med ind i ægteskabet. ”Min stedmor anklagede mig for at være en heks” og ”Min stedfar anklagede mig for at være en heks”. Ordene stedmor og stedfar går igen mange gange i børnenes papirer på centeret.

»Og beskyldningen bliver ikke rettet mod den store, stærke dreng på 18 år, nej, de rettes mod de små børn, som ikke kan forsvare sig selv,« påpeger Anja Lovén.

Et af verdens farligste lande

Anja Lovén har tidligere lavet nødhjælp andre steder i Afrika, men efter at hun så CNN-dokumentaren "Afrikas heksebørn", besluttede hun at tage til Nigeria – på trods af alle advarsler, også Udenrigsministeriets. Landet er et af de farligste at opholde sig i for europæere, for eksempel er det først i år, at Danmark får en ambassade i landet.

I begyndelsen skulle jeg være med til alt, og jeg skulle se alt, men de børn, vi redder, har jo gennemgået ubeskrivelige ting, og der har jeg flere gange set mere, end jeg nok burde.

Men efter Anja Lovén havde oplevet de grusomheder, som heksebørnene blev udsat for dernede, besluttede hun, at hendes egen nødhjælpsorganisation, DINNødhjælp, fremover udelukkende skal koncentrere sig om at hjælpe heksebørnene.

CNN’s udsendelse ”Afrikas heksebørn" er optaget på centret i Akwa Ibom, og her fortæller en heksedoktor nærmest stolt, at han har slået over 100 børn ihjel. Og her skal man huske, at de forinden har gennemgået en ubeskrivelig tortur. Børnene kan blive tvunget til at drikke gift, til at sætte sig i et bål, de kan få hældt benzin i øjnene, syre over hele kroppen, få boret søm ind i hovedet, blive begravet levende og blive indespærret og pisket i flere dage. Alt sammen for at ”udrense de onde ånder”. Under torturen tilstår mange af børnene, at de er hekse, fordi de ikke kan klare mere, og de børn, der overlever torturen, bliver så udstødt af familien og landsbyen, og ingen vil have noget med dem at gøre.

Anja Lovén har tidligere lavet nødhjælp andre steder i Afrika, men efter at hun så CNN-dokumentaren ”Afrikas heksebørn”, besluttede hun at tage til Nigeria – på trods af alle advarsler. Privatfoto

»Han har mange tilhængere, og de vil gøre alt for at stoppe os. Vores liv betyder intet for dem,« fortæller Anja Lovén, der derfor må tage store forholdsregler, når hun er med ude for at redde et heksebarn. Det er primitive samfund derude i landsbyerne, og mange af mændene går rundt med mancheter, som de ikke er bange for at bruge. Selv om ingen af de lokale vil eller tør have noget med heksebørnene at gøre, kan der hurtigt vokse en aggressiv stemning op mod centrets medarbejdere, når de kommer for at hente et barn. Når folk begynder at stimle sammen om dem, gælder det om at kunne komme hurtigt væk med barnet. Derfor er en af de ting, som Anja Lovén samler ind til på DINNødhjælps hjemmeside, en bil. Lige nu må de leje en bil til hver redningsaktion, og det er meget dyrt, i enkelte tilfælde er medarbejderne taget af sted på motorcykler, men det er yderst risikabelt for Anja Lovén, ikke mindst, fordi hun er hvid. Derfor skal den nye bil have tonede ruder. Ingen må se, at der sidder en hvid kvinde i bilen. Risikoen for kidnapning er for stor.

Boede med morens lig

Anja Lovén har været med ude at redde mange heksebørn, og hun kan fortælle mange historier om tragiske børneskæbner.

»Vi har lige reddet en, hvis mave var skåret op, så næsten alle hans indvolde var ved at komme ud. Vi har set det værste af det værste. Det bliver aldrig nemt. Sidst jeg var af sted, fandt vi to drenge på ti og elleve, den ene var nøgen, den anden havde kun en T-shirt på. De havde levet som udstødte sammen med deres lillebror på tre år og deres mor, som var blevet beskyldt for at være heks. Hun døde fra dem, og de var så efterladt alene med lillebroren, som de skulle forsøge at holde liv i, men han døde også, og til sidst levede de sammen med de to lig, fordi der jo ikke var nogen til at hjælpe dem med at begrave dem,« fortæller Anja Lovén, der ikke selv så ligene, for hun har besluttet, at hun ikke skal se alt, når hun er med ude og redde heksebørn.

»I begyndelsen skulle jeg være med til alt, og jeg skulle se alt, men de børn, vi redder, har jo gennemgået ubeskrivelige ting, og der har jeg flere gange set mere, end jeg nok burde. I dag ved jeg, at jeg skal koncentrere mig om det, som jeg er bedst til: at give kærlighed til børnene,« siger Anja Lovén, der dog stadig tager med ud og redder børn.

Victor – og dem der fulgte

Det første barn, hun var med til at redde, var Victor på ti år. Centret var blevet ringet op om, at der gik et heksebarn omkring på et marked i en landsby, og Anja Lovén tog derud sammen med en anden medarbejder fra centeret.

»Vi gik omkring på markedet, men kunne ikke finde ham. Vi fandt hans mor, som kom og gav ham mad en gang imellem, for hun elsker jo stadig sin søn, det var hendes nye mand, der havde anklaget Victor for at være heks, og moderen turde ikke redde ham, fordi hun så selv kunne blive anklaget for at være heks.

Da vi er på vej tilbage til bilen, bliver der råbt: Der er han! Jeg vender mig om og ser en møgbeskidt dreng på omkring ti år i en hullet T-shirt og et stort ar på maven efter en opskæring, og da jeg får øjenkontakt med ham, kan jeg se, hvor bange han er. At se den angst i hans øjne var det værste. Prøv at forestille dig at være ti år og udstødt. Ingen vil have noget med dig at gøre. Ingen elsker dig. Den ensomhed må være helt forfærdelig for et barn, værre end torturen,« siger Anja Lovén.

Opdragelse med spanskrør

Når heksebørnene bliver fjernet fra landsbyen, går turen først til politistationen, så overgrebet kan blive anmeldt.

»Mange i Akwa Ibom ved ikke, at der i 2008 kom en lov om, at det er ulovligt at beskylde et barn for at være heks. Derfor tager vi også ud og oplyser om det, og hører de ikke efter de første gange, er politiet med næste gang, og så kommer de i fængsel, det skræmmer dem,« fortæller Anja Lovén, der har et tæt samarbejde med det lokale politi, State Secret Service, også i forbindelse med sin egen beskyttelse og beskyttelsen af børnene på centeret.

I Afrika er det normalt at slå børn, også i skolen, og det er en daglig, hård kamp for Anja Lovén at indskærpe over for de ansatte på centeret, at de ikke må slå børnene. Hendes organisation, DINNødhjælp, har indgået en skriftlig aftale omkring partnerskabet med Child’s Rights And Rehabilitation Network, og her står blandt andet, at brug af spanskrør er et brud på kontrakten.

»Jeg har skullet vænne mig til opdragelseskulturen i Afrika, hvor de tit bruger spanskrør, en caine, også i skolen. Men jeg vil ikke være med i en organisation, hvor de voksne slår børnene. Jeg har lige haft en episode med en magtliderlig, mandlig sygeplejerske, som slog Charity så hårdt over fingrene, at hun blødte, og da indkaldte jeg til et møde med State Secret Service og truede med, at jeg ville stoppe min hjælp, hvis ikke han fik en straf,« fortæller Anja Lovén.

Leg og dans mod traumer

Forbuddet mod fysisk afstraffelse af børnene er vigtig for Anja Lovén, fordi centret skal være det sted, hvor de traumatiserede børn kan komme sig efter mishandlingerne og siden ensomheden på gaden. Der er ikke mulighed for at give dem psykologhjælp, i stedet leger de ansatte med børnene, så de kan bearbejde deres traumer gennem legen, især sang og dans. Det er ofte lettere for et barn at udtrykke sine følelser i leg og dans end at tale om dem. Musik og rytmer spiller en stor rolle i den afrikanske kultur, og på Anja Lovéns Facebook-side har hun lagt små videoer op af de dansende børn.

»Med mine små videoer på Facebook prøver jeg at vise, hvordan de børn, som vi får ind direkte fra gaden, blomstrer op og forvandles til glade børn, når vi giver dem mad, kærlighed og et hjem. Det er derfor, jeg bliver ved. De børn er så taknemmelige. Når jeg synes, det hele er lidt hårdt, ser jeg bare på dem, og så smiler de til mig med deres store øjne, og så kæmper man jo videre,« siger Anja Lovén, der ikke lægger skjul på, at hun kan blive meget træt af den afrikanske kultur med det ineffektive, ofte korrupte system.

Anja Lovén med drengen Savior. På Anja Lovéns venstre hånd danner et bogstav på hver finger ordet HOPE, som står for: Help One Person Everyday. Privatfoto

»Det er en kamp med dem. Halvdelen af dem er jo ikke humanitære arbejdere, de er så ligeglade med de børn, og for dem, der gerne vil have penge ned i lommen, er jeg træls, for jeg ved, hvem de er, og jeg siger jo min mening og skælder ud. Da de hørte på centeret, at jeg vender tilbage igen, var der fire, der jublede, mens resten var trætte af det,« fortæller Anja Lovén.

Åbner sit eget børnehjem

Child’s Rights And Rehabilitation Network-centeret er ikke et børnehjem, børnene må kun være her seks måneder, så er det meningen, at de skal hjem til deres familier igen. Men det er som regel meget svært at gennemføre, og Anja Lovén er derfor gået i gang med at samle ind til at kunne åbne sit eget børnehjem i Akwa Ibom. Både for at kunne give børnene et sted at være, efter de har været på centeret, og for selv at kunne bestemme, så hun undgår korruption og ineffektivitet.

Anja Lovén er nødt til at etablere en søsterorganisation til DINNødhjælp i Nigeria, for loven dernede kræver, at bestyrelsesmedlemmerne skal have statsborgerskab i Nigeria. Processen koster omkring 10.000 kr. og tager mellem seks og 12 måneder, så når denne artikel udkommer, er Anja Lovén tilbage i Akaw Ibom og i fuld gang med forberedelserne til børnehjemmet. Der skal findes en egnet bygning, den skal ombygges og indrettes, og der skal ansættes personale. Bliver hun aldrig træt?

»Jo, jeg har tænkt på det denne gang, jeg har været hjemme. Min krop er slidt helt ned efter at have været tidligt oppe og sent i seng hver dag i tre måneder uden en eneste fridag. Nigeria er et farligt land at opholde sig i, så ens krop er i alarmberedskab hele tiden. Efter jeg kom hjem, har jeg sovet så meget og har ikke haft energi til noget. Jeg har talt med min læge om det, og da han hørte om min hverdag på centeret, kunne han godt forstå, at jeg var træt. Jeg fik malaria første gang, jeg var i Afrika, og jeg spiser det samme, som børnene spiser, så jeg taber mig altid mellem syv og ti kilo, når jeg er dernede. Jeg skal nok til at lære at tænke lidt mere på mig selv, for jeg skal jo være stærk for børnene,« siger Anja Lovén.

Men hun har aldrig fortrudt den beslutning, hun traf som 31-årig i 2011: at vie sit liv til at hjælpe andre. Hun sagde sit velbetalte job som butikschef i en tøjforretning op, opsagde sin lejlighed i Aarhus midtby, vinkede farvel til sit store netværk af familie og venner – og tog til Malawi som nødhjælpsarbejder.

»Det var den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Der var ikke noget galt med mit liv, men jeg syntes, jeg manglede noget, der var en tomhed, og nu har jeg jo tabt mit hjerte til de børn,« siger Anja Lovén, der bor hos sin tvillingesøster, Tina, i Risskov, når hun er i Danmark.

I dag er hun 35 år, en alder, da mange jævnaldrende er gift og har fået børn og hus. Trækker det ikke i hende?

»Jeg vil da også gerne have børn, men jeg har jo ikke tid til at gå på date, når jeg er hjemme ha ha. Det skal jo også være en mand, der kan acceptere at bo i Afrika, og de fleste mænd på min alder har børn, så de kan jo ikke bare rejse til Afrika. For et års tid siden lavede jeg en datingprofil for sjov og fik så mange dumme beskeder, at jeg lavede profilteksten om: Kontakter du mig, skal du gå lige så meget op i nødhjælpsarbejde som mig, og så fik jeg slet ingen svar ha ha. Nej, jeg regner med at blive gift med en afrikaner. Det er jo der, jeg er hele tiden,« slutter Anja Lovén.

Ønsker du at støtte Anja Lovéns velgørende organisation, DINNødhjælp, kan det ske via hjemmesiden www.dinnoedhjaelp.dk.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen