Kvindemagt i Rwanda

Rwanda har verdensrekord i antallet af kvindelige parlamentarikere. Ligestilling er en topprioritet, men udfordringen er større ude på landet end i Kigali.

Artiklens øverste billede
Den internationale organisation Women to Women har uddannet flere tusinde kvinder i Rwanda i kurvevævning og smykkedesign. Her er de forsamlet i byen Gitarama. Foto: Casper Dalhoff

I et land, hvor især mændene gik amok i en bestialsk blodrus for 25 år siden, er det vel næppe overraskende, at man vælger at satse på kvinderne.

Siden folkemordet i 1994 har kvinderne i Rwanda indtaget en særlig plads. Begyndende med parlamentet, som har sat en verdensrekord ved at vælge et flertal af kvinder.

41 af 80 medlemmer af underhuset eller 61,3 pct. er kvinder, og landet topper en liste på kun tre lande i verden med et flertal af kvindelige parlamentarikere. De to andre er Cuba og Bolivia med hhv. 53,2 og 53,1 pct. I resten af verden dominerer mændene. I Danmark er andelen af kvinder i Folketinget således 37,4 pct.

Man kan ikke sige, at fordi præsidenten er tutsi, at regeringen er domineret af tutsier. Det passer ikke. Alle er bragt med om bord i det Rwanda, vi kender i dag.

Marguerite Francoise Nyagahura, senator

»Det helt afgørende har været politisk vilje,« fortæller Marie Claire Mukasine, 60-årig senator i parlamentet og oplyser, at Rwandas forfatning indeholder en bestemmelse om, at 30 pct. af pladserne i parlamentet er forbeholdt kvinder.

»I begyndelsen forstod mændene det ikke, men nu er de glade for det,« lyder det fra den to år yngre kollega, Marguerite Francoise Nyagahura: »Der er stadig lang vej at gå, men kvinderne har vist vejen også i den økonomiske sektor. Vi har set en mentalitetsændring, fordi kvinder har vist, at de er dygtige.«

Marguerite Francoise Nyagahura (t.v.) og Marie-Claire Mukasine (t.h.) er medlemmer af Senatet i Rwanda. Foto: Casper Dalhoff

Fremskridt på landet

Såvel i ministerier og i retsvæsenet er lige omkring halvdelen af de ansatte på alle niveauer kvinder. Men ude i lokalsamfundene når kun få kvinder toppen, og det samme gælder toppen af erhvervslivet, selv om 52 pct. af de snart 13 mio. indbyggere i Rwanda er kvinder.

Marguerite Francoise Nyagahura, der efter 13 år i Stockholm efter folkemordet taler flydende svensk, er også inspireret af svenske ligestillingsregler. Efter svensk forbillede åbnede hun en daginstitution ved sin hjemkomst til Rwanda i 2008

Det kvindetunge parlament i Kigali har i 1998 ændret familieloven, så døtre nu arver på lige fod. Tidligere arvede kun sønner deres forældre. Rwanda har også indført en ordning med sygesikring med en særlig lav pris for de fattigste, og uddannelse op til universitetsniveau er gratis.

»Ligestilling begynder helt ned på græsrodsplan i familien. En stor del af befolkningen er fattig i Rwanda, så vi forsøger at give kvinderne en mulighed for at klare sig selv,« siger Marguerite Nyagahura: »Mange i landsbyerne er kommet langt og er bragt fra sultegrænsen til at eje 5-10 køer«.

Man skal ikke ret mange kilometer uden for den moderne, velordnede og velstående hovedstad, Kigali, før tiden skrues mange år tilbage til et Afrika, hvor kvinder og børn spadserer langt med vanddunke på hovedet, og hvor bønder bruger håndkraft til at dyrke deres afgrøder.

Kursus i kurvevævning

En af vejene til at udjævne kløften mellem by og land er decentralisering. Planen går ud på at udvikle fem større byer i Rwanda til såkaldt sekundære byer med hospitaler, universiteter og andre faciliteter som i hovedstaden for at øge serviceniveauet på landet.

Rwandas regering samarbejder også med flere ngo’er, heriblandt den internationale organisation Women for Women, der tilbyder kvinder ude på landet seks måneder lange træningsforløb for at lære dem at væve kurve elle at producere smykker.

Vi støder tilfældigt ind i et møde for et par tusinde farverigt klædte kvinder, der er kommet ind fra landsbyerne for at samles til et fællesmøde på en skrænt i byen Gitarama.

Ifølge en medarbejder for Women for Women, der kun præsenterer sig som Claudine, er de en del af i alt 11.000 kvinder, som siden 2005 har gennemgået kurser og lært at klare sig selv.

Den internationale organisation Women to Women har uddannet flere tusinde kvinder i Rwanda i kurvevævning og smykkedesign. Her er de forsamlet i byen Gitarama. Foto: Casper Dalhoff

Foto: Casper Dalhoff

»Vi forsøger også at få bankerne aktiveret, så det bliver lettere for kvinder at tage lån til at stifte egne firmaer eller at deltage i kooperativer, men også for at gøre det muligt at spare op, hvilket ikke har været en del af kulturen hidtil,« fastslår Nyagahura.

Det er vanskeligt at ændre gamle kønsrollemønstre, erkender de to senatorer, men kvinder i Rwanda fik ny selvtillid efter folkemordet for 25 år siden, fordi de viste evnen til at overleve og til at sørge for forældreløse børn.

»Jeg tror på, at kvinder har specielle evner. Vi er fair, optimistiske og ikke konfliktsøgende,» siger Nyagahura, mens Marie-Claire Mukasine tilføjer, at kvinder er pålidelige og ansvarlige.

Begge senatorer roser flere gange den politiske ledelse i Rwanda, hvilket er et kodeord for præsident Kagame, der fik indført et system med magtdeling i parlamentet, så hans dominerende RPF-parti er forpligtet til at søge konsensus med alle.

Etniske kriterier forbudt

Det er ingen hemmelighed, at Paul Kagame i de forløbne 25 år har truffet alle vigtige beslutninger om landets kurs. Først som leder af en oprørshær, der stoppede folkemordet, og siden 2000 som præsident.

Den nu 61-årige er Rwandas ubestridte og nogle ville sige enevældige leder, der med en ændring af valgloven har gjort det muligt at blive ved magten i mange år endnu.

Hans nuværende mandat udløber i 2024, men herefter har han, hvis han har lyst, mulighed for at stille op til endnu to perioder af fem år, hvilket kan holde ham ved magten indtil 2034.

Senatorerne forklarer det med, at Rwandas befolkning krævede stabilitet efter rædslerne i 1994, og at præsidenten har formået at samle nationen ved at udviske de etniske skel mellem flertallet af hutuer og mindretallet af tutsier.

»Vi bruger simpelthen ikke mere de etniske skel som kriterier for noget som helst, heller ikke deltagelse i regeringen,« siger senator Mukasine, mens hendes kollega præciserer: »Man kan ikke sige, at fordi præsidenten er tutsi, at regeringen er domineret af tutsier. Det passer ikke. Alle er bragt med om bord i det Rwanda, vi kender i dag.«

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen