Tag med på en klimarejse Jorden rundt 15 år efter

JP Explorer rejste i 2004 for første gang Jorden rundt for at rapportere om de klimaændringer, der allerede dengang påvirkede menneskers hverdag. Nu er vi afsted igen for at møde de mennesker, der har klimaændringerne inde på livet, og vi undersøger, hvad der er sket siden.

Artiklens øverste billede
Jyllands-Postens medarbejdere besøgte fem kontinenter i 2004 på den første store klimaekspedition. Her på vej ud til det lille stillehavs-rige Tuvalu. Foto: Niels Hougaard

15 år efter Jyllands-Postens første store klimaekspedition inviterer vi nu igen læserne med på en magisk og eventyrlig rejse Jorden rundt. Her sætter vi atter klimaets forandringer og menneskets møde med dem i fokus fra nord til syd, fra øst til vest.

For én ting er, at kloden allerede er blevet godt én grad varmere. Men hvad betyder det for menneskene i og omkring regnskoven, på Stillehavets små øer, i Indiens kornkammer, i Afrikas ørken og på markerne herhjemme, at klimaet er i fuld gang med at forandre sig? Det er det, som vi i den kommende tid gerne vil fortælle om.

Jyllands-Postens første store klimaekspedition foregik i marts og april 2004. Dengang handlede diskussionen i høj grad om – både mellem forskere og helt almindelige mennesker – hvorvidt varmerekorder, ekstreme regnskyl og heftige storme overhovedet kunne tilskrives forandringer i klimaet – og om det overhovedet kunne betale sig at forsøge at gøre noget ved det.

Jyllands-Posten har et enestående udgangspunkt i dækningen af klimaets udvikling, fordi vi som et af de første medier interesserede os for de klimatiske forandringer i verden.

Jacob Nybroe, chefredaktør, Jyllands-Posten

Kort før afrejsen i 2004 rapporterede det ansete britiske nyhedsbureau The Observer om, at en hemmeligholdt rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til den amerikanske præsident forudså, at kloden i de næste 20 år ville opleve så dramatiske klimaforandringer, at det kan sende kloden på randen af anarki og resultere i en global katastrofe, der vil koste millioner af liv i krige og naturkatastrofer.

Inderen Rajendra Pachauri er ikke længere formand for FN's klimapanel. Men i 2004 var han en markant stemme i debatten. Foto: Niels Hougaard

Diskussionen var endda så ophedet, at den daværende formand for FN’s Klimapanel, inderen Rajendra Pachauri, ved Jyllands-Postens besøg i Indien sammenlignede den indflydelsesrige, danske debattør og statistiker Bjørn Lomborgs menneskesyn med Hitlers.

»Hvor er forskellen på Lomborgs menneskesyn og Hitlers. Man kan ikke bare behandle mennesker som kvæg,« sagde Rajendra Pachauri dengang med henvisning til, at Bjørn Lomborg var en varm fortaler for, at det ville være mere givtigt at afbøde nogle af klimaændringernes effekt ved f.eks. at flytte mennesker fra lavtliggende egne – fremfor at forsøge at forhindre vandet i at stige. Pengene, der på den måde kunne spares, var ifølge Lomborg mere effektfuldt anvendt, hvis de blev brugt til at bekæmpe sygdomme, sult og mangel på drikkevand.

Tordentrommerne buldrer

Men én ting er, hvad eksperter og politikere siger. Hvad med de mennesker, der hver dag lever med forandringerne? Det er primært det, som vi i de kommende dage rapporterer om.


Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe: Klimaet er en global udfordring, og derfor er det vigtigt at komme ud og tale med mennesker i alle dele af verden. Foto: Casper Dalhoff

Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, lægger ikke skjul på, at klimaets udvikling er et vigtigt emne med en vigtig debat, man som medie bør deltage i.

»Vi hører alle sammen tordentrommerne buldre i det fjerne, men jeg tror også, at det indimellem er svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Er det bedre at opgive bøffen og spise en avokado? Var den varme danske sommer udtryk for en permanent klimaforandring eller et vejrskifte, der lejlighedsvis kom forbi? Batter den personlige indsats overhovedet noget, eller skal der en meget større global indsats til? Det vil vi meget gerne være med til at afdække,« lyder Jacob Nybroes begrundelse for, at Jyllands-Posten igen sender tre mand på en jordomrejse for at rapportere om dette emne.

For Jacob Nybroe er det afgørende, at dækningen baserer sig på de mennesker, der bor midt i klimaforandringerne – og på de fakta, der er tilgængelige. For ham er klimaet en global udfordring, og derfor er det vigtigt at komme ud og tale med mennesker i alle dele af verden – om hvordan de oplever forandringerne, og om de overhovedet oplever noget,

Indianerne i Brasilien havde også en holdning til beskyttelse af regnskoven, da vi første gang besøgte dem. Foto: Niels Hougaard

Hjemmelige forandringer

»Jyllands-Posten har et enestående udgangspunkt i dækningen af klimaets udvikling, fordi vi som et af de første medier interesserede os for de klimatiske forandringer i verden. Allerede for 15 år siden, i 2004, satte vi os for at undersøge, hvordan livet konkret forandrer sig kloden rundt. På den måde har vi en slags punktmåling, som vi nu tager udgangspunkt i, når vi genbesøger de samme områder og de samme mennesker i det omfang, det er muligt,« siger Jacob Nybroe.

Han lover samtidig en saglig og nuanceret dækning.

»Vi skal ikke rapportere med en hævet pegefinger eller lade alarmsirenerne overdøve fakta. Vores læsere er på et oplyst grundlag fuldt ud i stand til at træffe deres egne beslutninger om emnet,« siger Jacob Nybroe.

Selv om Jyllands-Postens klimaserie har et globalt udgangspunkt, sker der også herhjemme forandringer. Derfor begynder vi i morgen hos en økologisk mælkebonde på Djursland og en vinbonde i Kolding.

Velkommen med på JP Explorers klimarejse 2019.

Træerne falder for bøndernes økser i klodens største skov

Jyllands-Posten er taget tilbage til skoven i den brasilianske delstat Rondonia. Hvad er der sket i de seneste 15 år?

Gaviao-stammen bød JP Explorer hjerteligt velkommen for 15 år sidden med ønsket om, at vi ville formidle deres sag. Den nye brasilianske præsident vil have den oprindelige befolkning ud af deres reservater. Foto: Niels Hougaard

Da Jyllands-Posten i 2004 besøgte regnskoven i Brasilien, fældede fattige bønder regnskoven – mens landets oprindelige befolkning – indianerne – gjorde alt, hvad de kunne, for at beskytte deres territorier.

I regnskoven mødte vi en 72-årig fattig bonde, Francisco Paolo do Santos, der med hjælp fra kvægproducenternes advokater ulovligt huggede skoven ned for at få plads til sin primitive produktion af afgrøder.

Vi besøgte også Gaviao-stammen i dens reservat, hvor den ved en højtidelig velkomstceremoni med dans bad os gøre resten af verden opmærksom på, hvordan den hvide mand – nogle gange med våben forsøgte at trænge ind på dens område.

Selv om der blev gjort meget for at hjælpe indianerne med blandt andet en skole og sundhedsklinik i landsbyen, følte de både deres levevis og leveområder truet. Og frygtede, at deres situation ville se helt anderledes ud om blot få år.

»Det er indianerne, der ejer Brasilien,« lød det fra stammens vicehøvding.

På kanten af regnskoven i Rondonia fældede fattige bønder som Paolo do Santos træerne for at dyrke deres få afgrøder. Foto: Niels Hougaard

Men hvorfor må brasilianerne ikke gøre, som mange andre lande gjorde for flere hundrede år siden? Fældede skoven, opdyrkede jorden og blev rige. Den problematik har også landets nye præsident fra den yderste højrefløj, Jair Bolsonaro, italesat.

»Alle disse reservater er en hindring for udviklingen.«

»Jeg ønsker at beskytte miljøet, men ikke på en ekstrem måde, som det sker nu,« lyder to citater fra Jair Bolsonaro.

Vild bekymring

Han har både under valgkampen og efter sin tiltræden gjort det klart, at han ønsker Brasiliens oprindelige befolkning ud af dens reservater i regnskoven og flere af skovens træer fældet, så jorden i stedet kan anvendes til f.eks. produktion af kvæg og afgrøder til gavn for Brasiliens økonomi. Han ønsker heller ikke at støtte klimaaftalen fra Paris.

Miljøaktivister, europæiske politikere og forskere er vildt bekymrede.

»Effekten vil blive følt alle steder på planeten,« siger f.eks. Paulo Artaxo, professor i miljø og klima ved Sao Paulo Universitet. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har truet med ikke at underskrive en frihandelsaftale mellem EU og en række sydamerikanske lande, hvis Bolsonaro gør alvor af sine tanker.

Nu tager vi tilbage til skoven i den brasilianske delstat Rondonia på grænsen til Bolivia. Hvad er der sket med skoven i de seneste 15 år, og hvad betyder den for klimaet – globalt og lokalt?

Høvding Catarino var blandt andet valgt som leder, fordi han kunne tale portugisisk. Taler han stadig indianrnes sag? Foto: Niels Hougaard

Hvordan er det gået Gaviao-stammen med høvding Catarino i spidsen.

Og hugger fattige landmænd stadig skoven ned for få sikre den lille indtægt, der skal til for at overleve?

Bølgerne hamrer ind mod kysten og truer et lille ørige

Er det stadig muligt at bo helt ude på kanten af revet, og står øerne overhovedet til at redde?

Det ser idylisk ud på Tuvalu - men fremtiden for landets godt 11.000 indbyggere er langt fra sikker. Foto: Niels Hougaard

Fra oven ligner det et lille, tropisk paradis på jord. Palmerne vajer på en stille dag roligt i vinden. Det kridhvide sand på stranden står i en perfekt og smuk kontrast til det turkisblå vand ude i lagunen. Børnene leger trygt i vandkanten.

Men for de mennesker, der bor i østaten Tuvalu, er der flere slanger i paradis.

Vandet stiger, der kommer kraftigere storme – og på land er det svært både at finde plads til alle landets borgere og slippe af med det affald, der følger med almindeligt forbrug. Under vores sidste besøg lå det simpelthen og flød i vandet, der trængte op nedefra i de store huller, som amerikanerne havde gravet, da de under Anden Verdenskrig anlagde en flyvebase på Funafuti.

Tuvalu er en af verdens mindste stater – ikke meget større end Vatikanet og Monaco. Højeste punkt på hovedøen Fongafale i atollen Funafuti er mindre end fire meter over vandets overflade – og øen er ikke mere end godt 10 km lang og nogle få hundrede meter bred.

Tuvalu kom på hele verdens læber, da øriget truede med at lægge sag an mod USA og Australien for ikke at have underskrevet klimaaftalen fra Kyoto, der i 1997 for alvor satte fokus på, at klimaændringer skulle bekæmpes internationalt ved at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Skraldet lå i vandhullerne og hobede sig op på, da JP Explorer sidst besøgte Tuvalu. Foto Niels Hougaard

Meget er på spil

Der er meget på spil for Tuvalu og dets omkring 12.000 indbyggere. Måske selve statens eksistens.

»Vi ønsker, at Tuvalus øer og vores nation forbliver permanent og ikke går under som følge af grådighed og ukontrolleret forbrug i de industrialiserede lande. Vi ønsker, at vores børn vokser op på samme måde, som vi voksede op på vores egne øer i vores egen kultur. Tuvalu, der har lidt eller ingenting at gøre med årsagerne, kan ikke overlades til at betale prisen,« sagde Tuvalus generalguvernør, Tomasi Puapua, allerede i september 2002 til generalforsamlingen i FN i New York.

Med den amerikanske præsident, Donald Trumps, manglende støtte til klimaaftalen fra Paris, der blev indgået i 2015 og træder i kraft i 2020, er der igen skabt tvivl om fremtiden for en østat som Tuvalu. Aftalen er skadelig for USA, mener Trump.

Tuvalu kan trods alt glæde sig over, at øerne ikke længere er overladt helt til sig selv. Et millionprogram under FN er sat i værk for at afbøde virkningerne af den stigende havvandstand.

For 15 år siden var der mange flotte koraller i Funafutis lagune. Men hvordan ser der ud nu? Foto: Niels Hougaard

Men om det stadig er muligt at bo helt ude på kanten af revet, og om øerne overhovedet står til at redde, det rejser vi nu ud for at opklare.

Og så er mennesket endda kun én af arterne i dette havområde, som er presset. Hvad med den mangfoldige biodiversitet, som udfolder sig ved koralrevene under havets overflade?

Mens gletsjerne smelter i Nordindien, mangler bønderne vand til markerne

Jyllands-Posten besøger Indien 15 år efter avisens første klimarejse til landet. Hvordan ser udfordringerne ud i dag?

Gangotri-gletsjeren trækker sig længere og længere op i bjergene. Foto: Niels Hougaard

Højt oppe i bjergene i Nordindien springer den hellige flod Ganges ud fra Gangotri-gletsjeren. Engang gik der en vej helt op til gletsjeren, og ved templerne i den lille hellige by Gangotri kunne hinduerne foretage deres rensende bade lige ved flodens udspring. Sådan er det ikke længere. Allerede i 2004 måtte vi trekke ca. 18 km fra Gangotri op til selve gletsjeren for at møde det imponerende og smukke syn af kilden til en af verdens mest ikoniske floder.

Selv om den 30 km lange og fire km brede Gangotri-gletsjer med sin volumen på ca. 27 kubikkilometer er en af de største i Himalaya, er den som de fleste andre gletsjere på tilbagetog. Der strømmer simpelthen mere vand ud af den – end der falder nedbør på den, for at sige det lidt firkantet.

Nu glæder vi os til at komme tilbage og se, hvordan det er gået med gletsjeren.

Punjab er Indiens brødkurv. Men for 15 år siden det blev sværere og sværere at hente vandet op fra undergrunden. Foto: Niels Hougard

Næsten paradoksalt har de indiske bønder ca. 500 km længere mod vest i delstaten Punjab problemer med for lidt vand. Monsunregnen falder utilregneligt – den kommer senere og kraftigere – og bønderne må på grund af massivt overforbrug bore længere og længere ned i undergrunden for at finde vand til deres marker, hvor man samme år både dyrker hvede og ris.

Ørkenen truer med at brede sig. Og det er ikke godt for en voksende nation som Indien, for Punjab kaldes også for Indiens brødkurv.

Både klimatologer og landbrugseksperter var i 2004 meget bekymrede for det indiske landbrugs fremtid. I Punjab inviterede bønderne Baljinder og Bhagwaut Singh os til frokost, hvor de fortalte om deres problemer.

3 uger. Ludhiana, Punjab, Indien. Foto Niels Hougaard.

Blandt næsten 1,3 mia. indere kan vi ikke love at finde dem igen, men ellers skal vi nok få de bønder i tale, som dagligt lever med problemerne.

Befolkningstilvæksten

På Baljinder Singhs jord var grundvandstanden siden 1975 faldet fra at ligge tre meter nede til godt 13 meter. Hvor langt skal bønderne nu ned for at finde vand? Har de fundet nye dyrkningsmetoder og udviklet teknologiske redskaber, der bæredygtigt kan håndtere forandringerne – eller er fremtidsudsigterne for landbruget i Indien stadig dystre?

Og så er der den måske allerstørste udfordring for en nation som Indien, der er på vej til at blive den mest folkerige i verden: befolkningseksplosionen. Udfordringen med de mange nye indere – som med de mange nye verdensborgere i almindelighed – vil vi prøve at afdække i den store by Delhi.

Kampen om vandet skaber kaotiske tilstande

Hvordan går det med at skaffe vand til befolkningen i et af de mest tørre lande i verden?

Der blev brugt mange transportmidler for at komme helt ud og afdække klimaets indflydelse.. Foto: Niels Hougaard

På gaden i den fattige bydel Katutura i Windhoek i Namibia sad Dawid Afrikaaner for 15 år siden uden for sit hus med sit sparsomme møblement.

Ordet Katutura betyder ”Vi kan ikke leve her”, og for Dawid Afrikaaner var det bogstavelig talt situationen. Selv om hans hus ikke var meget andet end nogle betonblokke med et bliktag ovenpå, havde han ikke længere råd til at bo i det. Han var blevet sat på gaden af den lokale sherif. En kraftig hængelås på gitterlågen bag ham var det synlige bevis på, at han ikke længere kunne bo i huset.

Årsagen var en gæld til det lokale vandselskab på ca. 10.000 kr., men i lighed med tusindvis af andre beboere i området, var vandet alt for dyrt for ham. Selv om han endda havde job som sikkerhedsvagt. Næste stop kunne for ham og familien være det endnu fattigere område Goreangab, hvor det murede hus kunne blive erstattet af et blikskur, og de asfalterede veje af jordveje.

Især i et tropisk klima er der stort behov for at kunne slukke tørsten. Foto: Niels Hougaard

Dawid Afrikaaner var symbolet på, hvad der sker i store dele af verden, når temperaturen stiger, ørkenen breder sig, og der bliver mangel på vand. Det bliver dyrt, der er alt for lidt af det – og det kan få katastrofale følger.

Renset kloakvand som drikkevand

Og udsigterne er ikke gode. For i fremtidens varmere klima vil andelen af mennesker, der bor i områder med alvorlig mangel på vand, ifølge FN stige markant. Nu er spørgsmålet, om det f.eks. i Windhoek er lykkedes at øge vandforsyningen til byens borgere – f.eks. har man arbejdet med at rense kloakvandet, så det kan anvendes som drikkevand. Eller om situationen er blevet forværret.

Vi rejser også gennem den legendariske Kalahari-ørken, hvor mennesket i årtusinder har været i stand til at finde vand, hvor der praktisk talt ikke er noget. Vi skal ind til Botswana til et sted, hvor der i 2004 var masser af vand.

Seronga, Botswana. Lille landsby i hjertet af Okavangodeltaet. Hjertet af Okavango. Foto Niels Hougaard.

Men også i Okavango-deltaet, hvor vandet fra Okavango-floden strømmer ud i ørkenen, var der bekymring. Vandstanden var faldende, regnen udeblev oftere – og folk blev fattigere. Derfor var der i området ekstra stor bekymring for namibiske planer om at dæmme floden op, inden den når ind i ørkenen.

»Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at Okavango-deltaet er ved at forsvinde,« sagde den 68-årige Willie Phillips, der havde boet i området siden 1958.

Men er deltaet der endnu? Er planerne om en dæmning blevet ført ud i livet?

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.