10 år efter: Fra Muhammed-tegninger til terrorplaner

Rekonstruktion: Det begyndte med en snak til en fest og endte med den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig.

Artiklens øverste billede
Rawalpindi i Pakistan var blot et af mange steder, hvor rasende menneskemængder protesterede mod tegningerne, Danmark og Jyllands-Posten. Flere steder blev der afbrændt danske flag, men i f.eks. Damaskus i Syrien gik demonstraterne langt videre og satte ild til den danske ambassade.

Livet er fuld af tilfældigheder. Nogle fører intet med sig, andre ender med et job eller den store kærlighed. Og så er der de tilfældigheder, der ændrer Danmarks-historien. Som da to tidligere medlemmer af BZ-miljøet faldt i snak i køkkenet til en fest og derved – uden at ane eller ønske det – satte gang i en udvikling, der endte med 12 tegninger i en dansk avis, den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig og et Danmark i terroristers sigtekorn.

Når tilfældighederne udviklede sig så dramatisk, skyldes det i høj grad to svært forenelige idéer.

Den ene er Vestens liberale demokrati, som står på ryggen af Oplysningstidens idealer og omfatter ytringsfrihed. Her har mange den holdning, at religioner som alt andet også må kritiseres og udfordres. Teorier og forslag lanceres, debatteres, ændres, og gennem den løbende debat skaber man lidt efter lidt et bedre samfund. Og her er religionen ikke undtaget fra debat, kritik eller ligefrem latterliggørelse.

Den anden idé er den udgave af islam, der ser religionen som hævet over alt andet, som en lovreligion, der sætter detaljerede regler for, hvordan folk skal leve deres liv. Islam og særligt profeten er ikke noget, man diskuterer i et kritisk lys eller gør grin med. Og det gælder også for ikkemuslimer. Mange fortolker endvidere nogle koranvers sådan, at der eksisterer et egentligt billedforbud i islam.

Når det kommer til synet på religion – herunder om det er noget, der må debatteres og latterliggøres – var de to idéer dømt til før eller siden at støde sammen. Og internettet, indvandringen af muslimer til Europa og globaliseringen rykkede kun det tidspunkt nærmere.

Sammenstødet kunne være hændt mange steder. Og der har da også været bragt masser af Muhammed-tegninger før 2005. Men tilfældet ville, at den store konfrontation ramte Danmark, puslingelandet, der med digteren Jeppe Aakjærs ord hygger sig i smug, »mens hele verden brænder om din vugge«.

Optakten

Den 11. juni 2005 var der fest på Frederiksberg for at fejre, at en kvinde var blevet kandidat på universitetet. En del af gæsterne havde en fortid i BZ-miljøet. Forfatteren Kåre Bluitgen har ikke selv boet i et besat hus, men kom i miljøet. Journalisten Troels Beha Pedersen havde selv været BZ’er. Ude i køkkenet til festen kom de til at tale om, at Bluitgen havde svært ved at finde tegnere, der ville illustrere en børnebog om profeten Muhammed, efter at den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 var blevet myrdet for sin islamkritiske film ”Submission”. Beha arbejdede på nyhedsbureauet Ritzau og syntes, det var en interessant historie. Det kunne Bluitgen dog ikke se.

»Men, der tog jeg fejl,« siger forfatteren i dag.

Sommeren gik, før Beha fik skrevet historien, bl.a. fordi det skulle passe med lanceringen af Bluitgens børnebog. Men fredag den 16. september kl. 04.00 røg Ritzau-telegrammet af sted med overskriften: »Danske kunstnere bange for kritik af islam.« I artiklen blev Bluitgens bog koblet med van Gogh-mordet og overfaldet på en underviser fra Carsten Niebuhr Instituttet, der som »vantro« ikkemuslim havde læst op af Koranen.

Historien slog igennem, og flere aviser fulgte op med egne artikler. I den følgende weekend sagde komikeren Frank Hvam, at han ikke turde gøre grin med islam, og på et redaktionsmøde på Jyllands-Posten om mandagen foreslog en journalist som en løs idé, at man bad alle landets bladtegnere om at tegne Muhammed for med den metode at teste selvcensurens udbredelse. Idéen gik sin vej gennem avisens interne beslutningsled, og nogle dage senere skrev kulturredaktør Flemming Rose til landets bladtegnere og bad dem om for et honorar på 800 kr. at tegne »Muhammed, som du ser ham«.

15 svarede. 12 sendte en tegning, og 3 ville ikke være med. En var bange for reaktionerne, en anden mente, at projektet var åndssvagt og betalingen latterlig, mens en tredje fandt det svært at arbejde med så løst et oplæg (Muhammed, som du ser ham). Tegningerne blev trykt lørdag den 30. september 2005 og blev fulgt af en tekst, hvor Flemming Rose ud over Frank Hvam og Kåre Bluitgen nævnte oversættere, der ikke ville have deres navn på en islamkritisk essaysamling, og et museum, der havde fjernet et kunstværk af frygt for muslimers reaktion. Når visse muslimer kræver særlige hensyn til deres religiøse følelser, afviser de »det moderne, sekulære samfund«, skrev Rose.

Tilsammen fyldte projektet bare én broadsheet-avisside.

På Jyllands-Posten vidste topledelsen godt, at tegningerne ville tiltrække sig en vis opmærksomhed, men slet ikke i det omfang, som det endte med. Et illustrativt eksempel på dette er, at ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste fandt det unødvendigt, da en anden chef foreslog at have nogle fra avisen klar til at kunne gå på tv den dag, da tegningerne blev bragt.

Organiserede reaktioner

Allerede fra begyndelsen var der kraftige reaktioner. En række muslimer med bl.a. en ung Ahmed Akkari i spidsen dannede en aktionskomité, som ville have JP til at trække tegningerne tilbage og give en undskyldning. Det blev afvist. 11 ambassadører fra muslimske lande protesterede over for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde. Det blev også afvist. Der var demonstrationer i København og i udlandet, og Organisationen for den Islamiske Konference, OIC, bad regeringen om at gribe ind over for JP. Også det blev afvist. Samtidig var der flere trusler, og en pakistansk ungdomsorganisation udlovede en dusør for at dræbe tegnerne.

Alt dette skete i de første måneder efter den 30. september. Og mens forløbet frem mod tegningerne var præget af tilfældigheder, var reaktionerne mere organiserede. Eksempelvis fra den lidt hensygnende paraplyorganisation OIC, der nu havde en sag at profilere sig på.

Ambassader brændt

En gruppe herboende muslimer besluttede at tage på to rundrejser til Mellemøsten for at skabe et større pres mod Danmark. I 2014 indrømmede Mona Omar Attia, den egyptiske ambassadør i Danmark under krisen, over for Jyllands-Posten, at hun hjalp en delegation med at komme til Egypten, hvor den mødtes med bl.a. Den Arabiske Liga. Denne rejse skønnes at have stor betydning for den efterfølgende boykot, der ramte danske varer i Mellemøsten.

En anden delegationstur gik til Libanon og Syrien, og ifølge bogen ”Min afsked med islamismen”, som Ahmed Akkari udgav sidste år, besøgte gruppen bl.a. terrororganisationerne Hamas og Hizbollah, som også endte med at fordømme tegningerne. Denne tur anses for at have lagt fundamentet for de senere ambassadeafbrændinger. Delegationerne viste på deres rundrejser ikke bare de oprindelige tegninger, men også illustrationer, der intet havde med JP at gøre.

I januar og februar 2006 udviklede Muhammed-sagen sig til Muhammed-krisen. Diverse organisationer og religiøse overhoveder, bl.a. stormuftien af Egypten, opfordrede til en boykot af danske varer. Boykotten bredte sig snart som en steppebrand i de muslimske lande. Jyllands-Posten blev evakueret efter en bombetrussel, som myndighederne (modsat de mange foregående) tog alvorlig. Overalt i den muslimske verden var der voldsomme demonstrationer vendt mod Danmark, og flere af dem endte med dødsfald. I slutningen af februar 2006 blev det opgjort, at flere end 130 var døde under de mange udenlandske demonstrationer, som kunne have op til 70.000 deltagere. Ingen danskere omkom, men både konsulatet i Libanon og ambassaden i Syrien blev sat i brand. Også ambassader/konsulater i Indonesien og Afghanistan blev angrebet, og flere danske repræsentationer måtte rømmes.

3. februar 2006 - Vrede muslimer demonstrerer foran den danske ambassade i London.

Danske turister i muslimske lande pillede Dannebrog af rygsækken. Nødhjælpsarbejdere og observatører evakueredes eller gik under jorden i Gazastriben, Afghanistan og Indonesien.

Forskere og iagttagere har siden peget på, at en stor del af årsagen til, at det gik så galt, var, at lokale regeringer så en fordel i at stå som de sande forsvarere af islam, f.eks. militærstyret i Egypten, der var presset af Det Muslimske Broderskabs folkelige popularitet.

Presset

De voldsomme reaktioner i januar/februar 2006 medførte sympati- og støtteerklæringer fra bl.a. FN, Nato og EU. Herhjemme var debatten hård og uforsonlig. Eksempelvis krævede fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) chefredaktør Carsten Justes afgang.

Under det store internationale pres, forsøgte nogle af de ihærdigste fortalere for ytringsfriheden at gyde olie på vandene. Chefredaktør Carsten Juste skrev i et åbent brev om tegningerne: »De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.« Altså ikke en direkte undskyldning for at bringe tegningerne, men for de krænkede følelser. Fogh stod fast på ytringsfriheden, men slog også fast, at han da »personligt aldrig ville fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde, som kan krænke andre mennesker«. Udmeldingerne fra Fogh og Juste kom i øvrigt før ambassadeafbrændingerne, så de formåede altså ikke at stoppe krisen.

Dansk erhvervsliv følte sig hårdt presset af boykotten. Dansk Industri frygtede for eksporten og opfordrede JP til at beklage tegningerne. Mejeriet Arla blev i særklasse ramt og mistede hele sin omsætning i Mellemøsten under krisen. Først i 2009 genvandt mejeriet det tabte, hvilket gav et samlet tab på ca. 2 mia. kr., oplyser mælkegiganten i dag.

For at få kunderne tilbage indrykkede Arla i marts 2006 en annonce, hvor selskabet tog afstand fra tegningerne og roste muslimernes religion. »... retfærdighed og tolerance er fundamentale værdier i islam,« lød det eksempelvis. Venstres Jens Rohde betegnede annoncen som »et ynkeligt knæfald«.

Da sommeren 2006 nærmede sig, var både boykot og protester stilnet af. Men så kom terrorplottene. I februar 2008 anholdt PET tre personer for at planlægge et attentat mod JP-tegneren Kurt Westergaard. Afsløringen af plottet medførte, at Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten m.fl. genoptrykte Muhammed-tegningerne. De havde vidt forskellige holdninger til tegningerne, men da mordplanerne mod en medarbejder i dansk presse kom frem, valgte mediehusene uafhængigt af hinanden at vise Westergaards tegning.

I JP blev den oprindeligt lille tegning med Muhammed med en bombe i turbanen kopieret op i femspaltet størrelse. Forstørrelsen var så kraftig, at det gik ud over billedkvaliteten, men ingen kunne i hvert fald overse den overdimensionerede Muhammed-tegning.

Truslen

Genoptrykningerne i de danske aviser førte til afbrændinger af Dannebrog og andre protester fra udlandet. I Danmark arrangerede islamisterne i Hizb ut-Tahrir en demonstration. Daværende SF-formand, Villy Søvndal, syntes, at de hellere skulle »gå ad helvede til«.

I oktober 2009 blev paktistansk-amerikaneren David Headley anholdt i USA. Headley havde været en af bagmændene til et terrorangreb i 2008 i indiske Mumbai og var ved at planlægge et angreb på JP, hvis bygninger det som et led i planlægningen lykkedes ham at besøge ved at spille forretningsmand og få møder med annoncesælgere.

Nytårsdag 2010 var det meget tæt på, da en somalisk øksemand trængte ind i Kurt Westergaards privatbolig, men tegneren reddede sig ind i et specialdesignet sikkerhedsrum. Senere i 2010 blev den etbenede tjetjenske eksbokser Lors Dokaiev anholdt i Ørstedsparken i København, efter at en brevbombe, der skulle sendes til JP, sprang i luften. Og i december 2010 blev fire personer fra Sverige anholdt, kort før de ifølge politiet ville angribe JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen. Alle er siden dømt for terror.

Undervejs har den nu afdøde Al Qaeda-leder Osama bin Laden opfordret til hævn over personer involveret i Muhammed-tegningerne, og terrororganisationens magasin, Inspire, har haft navngivne JP-medarbejdere på en dødsliste.

Ifølge vurderingerne fra PET’s Center for Terroranalyse er tegningerne her 10 år efter stadig noget, der kan motivere til terror mod Danmark, og det ser ikke ud til at ændre sig i nær fremtid. Relativt set fylder tegningerne ganske vist mindre, idet Danmarks deltagelse i koalitionen mod Islamisk Stat eksempelvis også kan motivere til terror. Jødiske mål nævnes også. Men tegningerne er altså ikke glemt. Opfattelsen i visse ekstremistiske terrorkredse er, at man stadigvæk ”skylder” Danmark for tegningerne.

De 12 Muhammed-tegninger står så stærkt i erindringen, at de end ikke glider i baggrunden, når andre – i fundamentalisternes øjne – krænker islam med f.eks. nye tegninger. Tværtimod virker nye krænkelser som en påmindelse om de danske tegninger. JP har ikke været ramt af terror, men både angrebet på Charlie Hebdo i Paris og Krudttønden på Østerbro er på sin vis forbundet til de 10 år gamle Muhammed-tegninger.

Da Jyllands-Posten i februar 2008 skrev en lederartikel om terrorplanerne mod Kurt Westergaard, fik den en overskrift, som blev ganske profetisk. Den hed: »Den evige trussel«.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen