Vi børn af alkoholikere har lært os selv at lade som om

Hvis jeg ikke havde hældt sjatter ud og fjernet flaskerne, og vi var taget i skole i beskidt tøj, så var der måske nogen, der havde gjort noget, men det er svært, når alt ser pænt ud på overfladen, siger Pernille Rahbek om sin barndom med en alkoholisk mor.

Artiklens øverste billede
Pernille Rahbek måtte holde et halvt års skrivepause under tilblivelsen af "Kan man se jeg har grædt?", fordi hun fik ny indsigt i sin egen afhængighed.

Da Pernille Rahbek var 10 år gammel, var hun var med sin mor og lillesøster på ferie på Mallorca. Udenfor hotellet havde hun fået øje på en plakat med reklame for et stort vandland, og tiggede sin mor om at komme afsted.

Til sin store overraskelse sagde moderen ja. Hun bestilte en taxa i receptionen, og da den kom, stak hun sin 10-årige datter et bundt pesetas, masede pigerne ind på bagsædet og sagde: ”Vi ses!” Pernille var forvirret, for hun havde troet, at moderen tog med. Hun fik fremstammet et »Men hvordan kommer finder vi hjem igen?”

Moderen gik tilbage til receptionen efter et visitkort med hotellets adresse og stak Pernille det sammen med nogle flere pesetas.

»Andre børn ville nok være blevet bange, og det var jeg sikkert også, men jeg var samtidig så vant til at skulle klare mig selv, at jeg affandt mig uden protest eller undren,« siger Pernille Rahbek.

Det er først ud, hvor hun selv har børn omkring de 10 år, at det er gået op for hende, hvor fuldkommen uansvarligt, hendes mor havde handlet ved at sende sine børn ud på egen hånd i et kæmpe badeland i et fremmed land. Der skete da også det, at pigerne skulle prøve en stor vandrutsjebane og blev skudt af sted ud i et dybt bassin, hvor de ikke kunne bunde. Og selv om Pernille havde slugt en masse vand i forskrækkelse, kunne hun overhovedet ikke tænke på andet, end at hun måtte redde sin lillesøster, når hun kom bagefter. Pigerne var så chokerede, at de slet ikke kom i vandet igen, men gik rundt med hinanden i hånden og kiggede, indtil de syntes, de kunne tillade sig at vende tilbage til hotellet.

»Ja jeg har lært at klare mig selv på den hårde måde. Når jeg i dag står overfor store udfordringer, tænker jeg tit: ”Piece of cake” om ting, andre nok synes er i overkanten, og det gør jeg blandt andet, fordi jeg som 10-årig har stået i et vandland på Mallorca og skullet klare det hele selv.«

Pernille Rahbek er aktuel med bogen ”Kan man se, jeg har grædt?”. En bog om at vokse op med en mor, der var alkoholiker. I en såkaldt pæn familie i et tilsyneladende velfungerende hjem uden økonomiske problemer. Hvor børnene syntes glade, velklædte og velfungerende. Men hvor intet var, som det så ud til at være.

»Jeg har altid vidst, at jeg skulle skrive denne bog. Jeg havde bare ikke regnet med, at det skulle være nu. Jeg havde troet, at jeg skulle blive meget gammel, før jeg turde skrive den, fordi jeg vidste, at den vil gøre rigtig mange mennesker kede af det. Min mor først og fremmest. Men for nogen år siden gik det op for mig, at jeg i så lang tid havde kredset om bogen, at den skulle ud nu.  I takt med at jeg selv er nået ind gennem så mange lag, at jeg er begyndt at reagere på min opvækst. Og så har jeg en god alder til at være talerør lige nu. Det er nu, min stemme kan bruges til noget,« forklarer hun.

Bogen, der udkom den 28. maj, føjer sig i rækken af bekendelser fra kendte danskere, som har brudt tavsheden og trodset det tabu, der har været omkring alkoholmisbrug i socialt velstillede hjem med veluddannede forældre. Hjem med forældre, der har haft ressourcer og økonomisk overskud til at leve med et alt for stort alkoholforbrug uden at nogen har opdaget det eller har fundet det forkert.  En undersøgelse, som TUBA, Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere, har offentliggjort her i foråret viser, at ca. 30 procent af de børn, der opsøger organisationen, kommer fra familier med en indkomst over gennemsnittet.

Onkel Danny, Dan Turéll, som vi kendte ham. Levemanden på byens værtshuse. Ingen var i tvivl om, at onkel Danny var på både det ene og det andet, og at det var et drivmiddel i hans kunst. Men først, da hans datter blev voksen, fik vi et indblik i, hvordan det var at være barn af forfatteren.

Dan Turélls datter Lotus tog proppen af flasken, da hun fortalte om skyggesiden ved sin berømte fars berømte ture i byen, skuespiller Ditte Hansen har fortalt om en barndom med en far, der blev voldelig, når han drak for meget, og kanalchef på radio 24/7, Michael Bertelsen har i flere artikler beskrevet sin arkitektfars alkoholisme i det kulturradikale hjem. En fest for alle vennerne, men ikke altid for børnene.

»Jeg håber på, at min bog kan være med til at bryde det tabu, der er omkring alkoholmisbrug i familier, der aldrig kommer i forbindelse med de sociale myndigheder,« siger Pernille Rahbek, der i dag er 37 år, og i flere år har været selvstændig pr- og brandmanager og er mor til to døtre på 11 og 8 år.

Alkoholmisbrug i såkaldt pæne hjem er meget svært at lokalisere, hvis forældrene ikke selv tager initiativet til at få hjælp. De voksne bestrider travle og vellønnede job, sørger for at møde ædru op på børnenes skole og lader barnepigen om at hente børnene i daginstitution. Ofte ved end ikke naboerne, at den er gal inde ved siden af. Og hvis de gør, har de som regel ikke lyst til at blande sig. Og børnene er tavse som østers. De udvikler en udpræget sans for at dække over mors eller fars misbrug. De bliver små medmisbrugere.

»Jeg var en lille tavlesvamp, der slettede alle spor. Hvis jeg ikke havde hældt sjatter ud og fjernet flaskerne, hvis vi var taget i skole i beskidt tøj, så var der måske nogen, der havde gjort noget, men det er svært, når alt ser pænt ud på overfladen,« siger Pernille Rahbek, der ikke havde noget højere ønske, end at hendes mor skulle holde op med at drikke. I virkeligheden var hun med til at gøre moderens misbrug muligt.

»Jeg skabte et helle for hende, hvor hun kunne drikke i ro og fred uden at blive opdaget.«

Men den rolle havde store omkostninger for en lille pige, der konstant var i alarmberedskab og skulle overvåge, at moderen ikke faldt igennem. Som når man fejrede sankthansaften på Rømø, hvor familien boede.

Pernille Rahbeks mor har fået lov til at læse bogen, inden den udkom. "Og hun er ikke glad. Jeg kan mærke, at hun ikke er parat til at tage skridtet til at blive den voksne og anerkende, at det var hende, der svigtede."

»På Rømø er sankthansaften noget helt speciel, og jeg elskede sankthans. Med tombola i præstegården, bål og de kendte sange. Børnene løb rundt og legede og havde det sjovt. Det gjorde jeg også, jeg legede lige så vildt og grinede lige som de andre, men inderst inde følte jeg ikke, at jeg var rigtig med. Det var bare noget, jeg lod som om. Inderst inde vidste jeg godt, at alt var i forfald, og at jeg konstant følte, at jeg boede ovenpå en rist med langt mellem stængerne, så man skulle passe på ikke at falde igennem. Men ingen kunne se det. Jeg virkede glad, var en køn pige og boede i et stort hus med udsigt over vandet. Selv mine nærmeste veninder vidste ikke, hvor bange jeg var.«

I dag er Pernille Rahbek ikke et sekund i tvivl om, at folk omkring familien udmærket godt var klar over, at hendes mor drak. Hendes mor skilte sig ud. Hun var selvstændig erhvervsdrivende og styrede en butik med brugskunst, udlejede 13 sommerhuse og drev et pensionat med 14 værelser. Hun havde et stort, flot hår og røde negle, og hun gik med høje hæle og rejste til Paris og købte tøj. Så hvorfor skulle hun så ikke også drikke mere vin end de andre?

»Meget belejligt var vi ikke inviteret til vejfester, og når der var skolefester, så sad alle koner ved samme bord, undtagen min mor. Vi var tilflytterne, der troede, at vi var bedre end andre.«

Jeg havde haft den der forestilling om, at jeg skulle ud på den anden side. Men der er ikke nogen anden side.

Pernille Rahbek

Pernille Rahbek var 13 år, inden det gik op for hende, at det var alkohol, der gjorde hendes mor træt og ude af stand til at tage sig af sine børn. Hun havde vænnet sig til, at moderen ofte var så ”træt”, at hun ikke kunne få liv i hende. At hun ofte ikke kom hjem fra arbejde, inden børnene sov. At der ofte ikke var mad i køleskabet. Inderst inde vidste hun, at det ikke burde være sådan, men alle de voksne lod som ingenting. Ingen talte om det. Og så gjorde børnene det heller ikke. De lod som om, at alt var i orden.

»Det er noget, der altid vil være i mig. Lige som andre mennesker lærer at indgå i en sund relation, så lærer vi børn af alkoholikere os selv at lade som om. Man skal være voksen for at kunne forstå, hvad det betyder, at hele ens grundstamme er bygget op omkring det at lade som om. Hele tiden er alle antenner ude for at afkode og lade som om.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke bare kan lade være med at lade som om. Selv om jeg er 37 og ikke burde lade som om. For mig er det  lige så naturligt som det at tale dansk og spise med kniv og gaffel.

Det kan sammenlignes med, at man vokser op i en velhavende familie, hvor man konstant rejser til udlandet. Så tror man som barn, at det er sådan ”man” gør. Når man så bliver voksen, kan man se, at det alligevel er atypisk, og at ens forældre må have været velhavende, når det kunne lade sig gøre.

På samme måde har jeg troet, at alle mennesker bare lader som om. At det er naturligt, at hele ens jeg er baseret på en form for luftkastel. At smerten indvendig slet ikke hører hjemme i ligningen. At være nervøs og bange og frygte for, at alting falder sammen omkring én, hører jo ikke hjemme i et liv, hvor man lader som om, at alt er i orden.«

For kort tid siden blev regeringen enig med satspuljepartierne om et massivt tiltag for at udbrede behandlingstilbud til børn og unge, der vokser op i familier med misbrugsproblemer. I alt blev der afsat 264 mio. kr. over de næste fire år. Det skal sikre, at flere får mulighed for at få eksempelvis gruppesamtaler eller individuel terapi.

»Børn af misbrugere vokser ofte op i et hjem, hvor de voksnes behov er i centrum. Mange af dem oplever i deres hverdag derhjemme at blive overset, mistolket og føle skyld. De skal have hjælp til at trives bedre og udvikle sig i en positiv retning – også så de ikke gentager forældrenes mønster. Derfor skal vi give en hurtig og nem adgang til behandling over hele landet,« siger socialminister Manu Sareen.

Sundhedsstyrelsen anslår, at omkring 122.000 børn og unge under 18 år vokser op i familier med alkoholproblemer. Ca. 600.000 danskere har haft en opvækst i en alkoholikerfamilie. Og misbruget findes i alle sociale lag. Men er sværest at opdage i familier, hvor alkoholmisbruget ikke betyder en social deroute.

»Vi har i øjeblikket 1.250 unge mellem 14 og 35 år i terapi, og to tredjedele af dem har ligesom Pernille aldrig været i kontakt med det offentlige. Og de har slet ikke noget ønske om at være en social sag,« siger landsleder af TUBA, Henrik Appel.

»Men det betyder jo også, at der ikke har været nogen, hverken lærere eller familiemedlemmer, som har set dem eller har forsøgt at hjælpe. Derfor er det så vigtigt at bryde det tabu, der findes omkring misbrug i socialt velstillede hjem. Det er vigtigt, at børnene ses, og at vi alle føler, at vi bør gøre noget for at hjælpe.«

Henrik Appel håber, at de penge, der er bevilget, også kanaliseres ud til de private behandlingstilbud. I øjeblikket er der 800 unge på venteliste til anonym og gratis behandling i TUBA. Og terapien hjælper langt de fleste, lover han.

»Man skal tænke på, at de unge i lang tid, måske det meste af deres barndom, har levet i konstant utryghed og frygt for, hvad dagen kunne bringe. Jeg plejer at sammenligne det med, at man hver dag skal flyve mellem København og Aalborg og aldrig ved, om piloten er fuld.

Vi kan ikke give de unge deres barndom tilbage, men vi kan give dem strategier, så de bedre formår at leve med deres angst og utryghed. Når de kommer her, føler de sig mislykkede og forkerte. Men undervejs finder de ud af, at det ikke er dem, der er forkerte, at det er de betingelser, de fik som børn, der er forkerte. Folk får det væsentligt bedre, så for få midler kan man faktisk nå langt. Derfor er vi glade for, at Pernille Rahbek sætter fokus på problemet med sin bog.«

Pernille Rahbek har i de to år, hun konkret har arbejdet på bogen, selv oplevet nye aspekter ved sin opvækst og bevæget sig ud på nye stier. Og hun ved i dag, at hun ikke er færdig, men gerne vil give sin viden og erfaring videre til nogen, der kan bruge den. Derfor har hun sagt ja til at blive ambassadør for TUBA.

»Det er med blandede følelser, at jeg har færdiggjort bogen. Det er ikke lysten, der har båret det, tværtimod,” siger Pernille Rahbek. ”Men hvis jeg bare kan redde et barn fra at opleve det samme, som jeg har oplevet, så har bogen sin berettigelse.«

»Det har været vigtig for mig, at der ikke blev pyntet på noget, for det måtte ikke blive en smuk fortælling, og jeg har været tvunget til ikke at lyve over for mig selv. Og jeg har fundet ud af ting om mig selv, som faktisk har overrasket mig rigtig meget.

Når man har haft en opvækst som min, har man et behov for at fortælle sig selv, at nu har det fundet sit leje, at nu er der ro på, nu har barndommen sat sig. Men jeg har fundet ud af, at hver gang den tryghed indfinder sig, så krakelerer det hele igen. Jeg har erkendt, at man aldrig kan nå dertil, hvor det er roligt, og man har styr på det. Det er så stor en del af mig, af min måde at tænke på og tale på og føle på. Derfor handler det ikke om at kunne lægge det fra mig, men nok så meget om at kunne integrere det i mit liv, så jeg kan leve med det. For det skal jeg. Jeg havde haft den der forestilling om, at jeg skulle ud på den anden side. Men der er ikke nogen anden side,« siger hun.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.