I seng med fjenden

»Kan jeg sove hjemme hos dig?« spurgte Jacob Holdt mig inden interviewet, og så er man ligesom i gang. Jacob Holdt foretrækker at gå i seng med sine fjender. Kun ved at integrere sig med sine fjender og forstå dem indefra kan man ændre dem, siger han. Det har den verdensberømte foredragsholder og vagabond gjort siden 1971. Jacob Holdt var en art heltefigur for mig i mine teenageår. Jeg drog som 20-årig ud i verden inspireret af hans næstekærlige verdenssyn, men vendte hjem som skeptiker. Nu er det blevet tid til at konfrontere Jacob Holdt.

Artiklens øverste billede
Jacob Holdt hjemme i sin stue. »Elsk jeres fjender, og bed for dem, som forfølger jer, skulle Jesus havde sagt. Jacob Holdt udlever det budskab. Kan hans disciple gøre det samme?«

Der findes et øjeblik i ethvert teenageliv, hvor man pludselig ser lyset. Pludselig mærker, hvordan Liberal Alliance, Arsenal, Beatles eller Koranen er den eneste duelige sandhed. Fotografen Jacob Holdt frembragte et sådant øjeblik i mit 17-årige teenageliv, da han i 2003 holdt et fire timer langt foredrag i Biocity i Aarhus. Han stod der rummelig og barok, og skægfletningen lignede en symbolsk lang lunte.

Han viste rystende lysbilleder af fattigdom fra sin bog ”Amerikanske Billeder” og talte om at være ikke-fordømmende, at rejse ud i verden og integrere sig med fattige og at vise alle de mennesker tillid, som man grundlæggende frygtede. For viste man dem tillid, ville de også leve op til den. I 30 år var han ikke blevet bestjålet i verdens fattige områder, for han udstrålede med sit kropssprog, at han stolede på folk omkring sig.

Jacob Holdt har været med til at påvirke unges verdenssyn i fire årtier. Siden 1976 har han holdt 6.500 foredrag om sin vagabondering gennem USA, om vores egen racisme og om at sige ja. Harvard University inviterede ham til at tale 18 år i træk, og på de amerikanske eliteuniversiteter Yale og Berkely var han også fast gæst. Han har udstillet sine billeder på kunstmuseet Louisiana, og siden 2009 er han blevet tildelt statens livsvarige kunststøtte, selv om han ikke betragter sig selv som kunstner, men som opdagelsesrejsende med et kamera.

I 2003 gik jeg fra Biocity i Aarhus og havde fundet en helt.

Rejsen

Efter gymnasiet tog jeg til Indien med to venner, jeg gjorde mig umage for at integrere mig med den mindrebemidlede del af befolkningen – tøffede rundt i offentlige busser sammen med Indiens laveste kaster, gjorde toilette på offentlige restrooms, hvor man skulle gå på hælene af sine sko for at undgå at fødderne sumpede rundt i de tisfyldte gulve, jeg indkvarterede mig på sygdomslugtende sovesale til 15 kroner per nat uden aircondition sammen med andre ranglede backpackere, udmarvede af gadekøkkendiarré. Jeg gik rundt i det samme posede tøj, gråt af bilos. Og alligevel var jeg ikke i stand til at komme ud over de skel, vores pengepung, hud, køn, og kulturelle kapital havde sat op mellem os og inderne. Det kulminerede en aften på togstationen i Varanasi.

Dagene inden havde mine rejsefæller og jeg gjort os ekstra umage med at være Jacob Holdtsk ikke-fordømmende, mens vi stod og så hellige ligafbrændinger. De døde rige indere blev brændt med det bedste brænde og masser af det, så de forsvandt helt i røg. De fattige fik kun et par halvdårlige kævler, og dele af deres legeme lå derfor sodet tilbage.

"Jeg har boet med Ku Klux Klan, nazister og alle mulige folk, der har hadet mig."

Dagen efter skulle vi med et natligt bumletog fra Varanasi til Nepals grænse. Jeg var iført bind – et forsøg på at afværge de værste katastrofale følger af en utilregnelig, infektionsramt mave, der havde drevet gæk med mig i tre uger. Mavelidelsen havde foranlediget en hidtil uset opgradering af vores komfort, vi havde flottet os og bestilt en kupé med fire sovebrikse i stedet for at dele kupé med 43 andre mennesker.

Vi stod på togstationen med alt vores happengut, mens en vanlig cirkel af nysgerrige indiske mænd begloede os, og jeg forsøgte dehydreret at holde sammen på min krop. Havde jeg haft et flettet skæg, havde dets symbolske lunte været kort på det her tidspunkt. Netop som toget kom, mærkede jeg en ting ramme først mine inderlår, så stedet mellem skridt og baller. Det var en indisk hånd, som befamlede mig bagfra. Nu igen!

Fråde

»Ny linje: Ingen samtale med indiske mænd mere, og vover en mand at ligge en hånd på mig, får han en knytnæve eller bliver kastreret. Jeg mener det.«

Den infantile og patetiske skrivelse er dateret til 7/11 2007. Det er pinagtig at skulle gengive den, men det er nødvendigt, for den aften i toget indså jeg noget vigtigt: Jeg var ikke ligeværdig med inderne, og det var en løgn, når jeg havde ladet som om.

Min Jacob Holdt-inspirerede integration var en tynd fernis. Under pres var jeg kridhvid og tydeligvis af den opfattelse, at jeg havde ret til flere privilegier, at jeg have mere ret til en køje end en inder. Alt det, jeg ellers havde forsøgt at tage afstand fra. Jeg var blevet afsløret af mig selv.

Selv om jeg tre dage senere prøvede at rette op på min kastreringstrusler i en ny og rosenrød dagbogsskrivelse, ændrer det ikke ved, at mine efterskoleveninder og jeg – alle Jacob Holdt-fans – mødtes nogle måneder efter på Egtmont Studentergaard i Aarhus og måtte vedkende os, at vi ikke var Jacob Holdt. Vi var alle kommet hjem fra dannelsesrejser i ulande og var heldigvis gået fra at være ungskud til at være voksende planter. Men vi havde også måttet sande, at integration var krast, og at min efterskoleveninde, da hun på sin syvendedag som solorejsende i Guatemala var blevet holdt op af en gruppe røvere, ikke havde afværget røveriet med kærlighed til sine gerningsmænd, sådan som Jacob Holdt ville have gjort. Hun var blevet røvet og var blevet bange.

Det er tid til at konfrontere Jacob Holdt. Min fortælling er ikke min. Det er mange unges fortælling om sammenstødet mellem oplevet virkelighed og helteinspireret idealisme.

Mødet

Jacob Holdt siger ja til portrætinterview. Vi aftaler at mødes på Vejen Station og følges til Rødding i Sønderjylland, hvor han skal holde foredrag, og så tage tilbage til København igen næste dag. Seks dage inden mødet i Vejen skriver Jacob Holdt, at han mangler et sted at overnatte i Aarhus, om han kan sove hjemme hos mig?

Han foretrækker altid at sove hos sine fjender, skriver han. Jeg bor i København, ikke i Aarhus, og vi holder os til planen om at mødes på Vejen Station inden vores busafgang klokken 16.20. Første livstegn fra Jacob holdt i Vejen er en sms klokken 16.16: »Hold på bus 177. Min er vist lidt forsinket«, skriver han.

Jeg får besnakket en venlig buschauffør, han tænder og slukker afventende bussen to gange og går så ud for at ryge på en cigaret. Klokken 16.25 bliver bustilbageholdelsen for urimeligt over for de andre passagerer, og jeg siger opgivende til chaufføren, at vi bare må køre uden Jacob Holdt, og i samme øjeblik– ud af fordøren på en anden bus kommer Jacob Holdt væltende i en fortumlet fart, så hans skægfletning flyver op på skulderen, og hans medbragte trolley kaster sig om på maven. Han fortsætter i løb mod os med den omvendte trolley slæbende hen ad fliserne.

Jacob Holdt siger, at hans yndlingsbeskæftigelse til foredragene er at provokere den venstreorienterede del af publikum, »alle dem, som mener, at de er gode fordomsfrie mennesker«.

Vi kører af sted. Jacob Holdt har haft en »total forvirret dag.« Han har holdt foredrag i Viborg om formiddagen og været undervejs til Vejen med tre busser, af klimamæssigt princip kører han altid med offentlig transport til sine foredrag.

»Jeg har aldrig opfordret folk til at gøre ligesom mig, jeg prøver bare at inspirere folk til at møde andre mennesker med åbenhed. Hvorfor skulle folk gøre ligesom mig?«

»Nå, jeg har jo en høne at plukke med dig,« siger jeg.

»Uhh, har du så researchet og gravet ting frem?« siger han forventningsfuldt, og da han hører, at jeg drog til Guatemala for at arbejde frivilligt og bo hos en lokal familie efter gymnasiet og siden tog til Indien, siger han:

»Min datter tog også til Guatemala og blev overfaldet den ene gang efter den anden. Lige nu er hun i Rwanda.«

Jacob Holdt hjemme i sin stue. »Elsk jeres fjender, og bed for dem, som forfølger jer, skulle Jesus havde sagt. Jacob Holdt udlever det budskab. Kan hans disciple gøre det samme?«

Jacob Holdts datter og jeg er jævnaldrende.

»Og min 34-årige søn blaffer rundt i hele verden uden penge, han kommer hjem en måned ad gangen, og så rejser han ud igen. Han kom fra Danmark til Shanghai for 600 kroner ved at blaffe,« siger Jacob Holdt imponeret.

Sønnen har lært det, inden han kunne tale, Jacob Holdt tog sin toårige søn med på en 25.000 kilometer lang blaffertur gennem USA’s ghettoer.

»Du må undskylde, hvis jeg snakker meget, min kone kan ikke holde mig ud, når jeg har holdt foredrag, for så,« siger han og laver en vandfaldsbevægelse foran munden.

Den hjemløse

Hverken Jacob Holdt eller jeg har styr på busstoppestederne, og vi løber forvirret ud af bussen med taskerne efter os, da en flink medpassager nævner, at vi allerede er i Rødding.

På Rødding Højskole har den lokale præst reserveret to værelser til os. Vi går rundt og spørger, om nogen skulle kende til aftalen. Det gør de ikke. Så åbner Jacob Holdt en bred dør med det påsatte messingskilt ”privat”. Jacob Holdt beholder sine sko på og vader direkte hen over trægulvet i et rum, som tydeligvis er et privat hjem.

Han forsvinder gennem nogle døre, mens han siger »hallooo?«. Jeg er flov over vores indtrængen og lister nølende bagefter, mens jeg spørgende siger »øhhhm?« for mig selv, indtil en kvinde i bunden af huset udbryder: »Hvem er du, hvad leder du efter?« rettet mod Jacob Holdt.

Dette kamera gjorde Jacob Holdt berømt. Familien i Vestjylland troede ikke på hans vilde beretninger fra USA. De ville se beviser og sendte ham et kamera. De fik 15.000 fotografier, 15.000 små beviser.

Pludselig kommer han til syne bag mig med kvinden efter sig, hun siger til mig:

»Og hvem er du?«

Jeg undskylder skamfuldt, og Jacob Holdt virker først nu til at opfatte, at det er et privat hjem, vi sopper rundt i. Ejeren lukker os ud af huset og går ind i sit hjem igen.

Det er højskoleforstanderens hjem. Fem minutter senere kommer hun ud igen, og præsten kommer og afhenter os, og højskoleforstanderen siger til præsten:

»Der gik pludselig en hjemløs mand rundt i mit hus.«

Det hele er allerede blevet for pinligt.

Kameraet

I 1947 blev Jacob Holdt født, han voksede op i Fåborg i Vestjylland.

Jacob Holdts far hed Jacob Holdt og var præst, og præsten Jacob Holdt syntes også, at hans søn Jacob Holdt skulle være præst. Gennem generationer havde sønnerne heddet Jacob Holdt og var blevet uddannet præster. Men Jacob Holdt junior kunne ikke sidde stille i skolen, og som 17-årig blev han smidt ud af gymnasiet. I skuffelse over ikke at kunne indfri slægtens forventninger til viderefødsel af præstegerningen rejste han i 1971 til USA med 40 dollars i lommen.

Kvinden på billedet hedder Leslie. Hun var stofmisbruger og kærester med Jacob Holdt. De ønskede at gifte sig, men Leslies familie afviste. En sort skulle ikke gifte sig med en hvid, så ville man gifte sig med sin undertrykker.

Vi bedsteborgere bilder os selv ind, at vi lever et frisindet liv, fordi vi ikke holder de sorte nede, men faktum er, at vi lukker dem ude i stedet, når vi samler os i hvide, dyre ghettoer.

Siden har Jacob holdt rejst verden rundt med sit kamera, og i Danmark har han integreret sig med alt fra nazister, til Hizb ut-Tahrir og Bandidos.

Jacob Holdt siger, at han aldrig har stemt til venstre for Socialdemokratiet, hans yndlingsbeskæftigelse til foredragene er at provokere den venstreorienterede del af publikum, »alle dem, som mener, at de er gode fordomsfrie mennesker.«

Rødding kirke er fyldt til sidste række torsdag aften. Jacob Holdt og jeg har aftalt, at interviewet skal foregå næste morgen.

»I er værre racister end Ku Klux Klan,« siger han til os tilhørere.

Prædikestolen

I slavetiden kom racisme til udtryk som dominans. I dag kommer racisme ifølge Jacob Holdt til udtryk ved undvigende adfærd.

»Vi bedsteborgere bilder os selv ind, at vi lever et frisindet liv, fordi vi ikke holder de sorte nede, men faktum er, at vi lukker dem ude i stedet, når vi samler os i hvide, dyre ghettoer. Symbolet på racisme er ikke det brændende Ku Klux Klan-kors, det er til salg-skiltet i de boligområder, hvor de hvide flytter, og husværdierne falder,« siger han.

»Jeg mærkede min egen racisme i USA som undvigende adfærd: Jeg havde et angst blik og holdt fast på min taske, hvis en sort kom forbi. Jeg sendte ubevidst budskabet: Du er en skidt fyr, jeg har grund til at frygte dig. Hvis vi opfatter smertens børn som farlige, begynder de at leve op til det.«

Pamela på billedet er Ku Klux Klan-medlem. Hendes papegøje har lært at sige white power, og papegøjen har videregivet sine taleevner til barnebarnet. Jacob Holdt flyttede ind hos familien, mens manden var i fængsel.

Jacob Holdt står i mørke, man kan kun se omkransen af hans viltre fehår, han taler om, at vi skal være frelsende engle over for smertens børn. Det kan godt være, at Jacob Holdt ikke blev klassisk præst, men han blev forkynder. Lysbilledlærredet er hans prædikestol.

»Mange af os får senere dårlig samvittighed over, at vi ikke har nogen sorte venner eller indvandrervenner, vi bliver ramt af kristen skyldfølelse, og så går vi ubevidst ud og får os en sort ven for at slippe af med den skyldfølelse. Det er da racisme over for vores nye ven.«

KKK derimod har masser af sorte venner, påstår han, for de er oftest fattige og lever i samme forarmede boligområder som de sorte og får ingen opmærksomhed fra den hvide middel- og overklasse.

»KKK er ikke fyldt af had, de er fyldt af smerte over egen forarmelse. Hvem er KKK og de unge vrede, sorte mænd?« spørger Jacob Holdt.

»Det er unge mænd, hvis eneste magt er magten til at skræmme os andre.«

Klovnehatte

Han viser et billede af to KKK-medlemmer med kutte, på billedet bærer Jacob Holdt selv kutte – og griner:

»KKK ved da godt, at de bare har klovnehatte på. Først og fremmest vil vi have andre til at elske os. Hvis vi ikke kan få det, vil vi have andre til at give os opmærksomhed. Hvis vi ikke kan få det, vil vi have andre til at frygte os. Smertens børn tager klovnehatte på eller rygmærker og tatoveringer på, for når de ikke kan få vores kærlighed, elsker de at få vores had. Det nødråb efter kærlighed og opmærksomhed kommer destruktivt.«

Drengen på billedet hedder Carl. Jacob Holdt boede hos Carl og hans handicappede far i USA. Da Jacob Holdt fotograferede Carl som 18-årig, sad han stadig i samme opgivende position.

Foredraget startede kl. 19, nu er kl. 22.

»Nå, skal vi også lige nå at integrere os med massemordere? Kan vi nå det?« spørger han ud i salen.

»Nej, det kan vi ikke nå,« siger en mand fra stolerækkerne.

»Ah, kan vi ikke?« spørger Jacob Holdt.

»Nej,« siger manden bestemt.

»O.k., jeg går til slutningen, men I skal lige have en happy gangsterhistorie.«

Han fortæller, hvordan han fik en Ku Klux Klan-leder til at sælge sin antiracistiske bog ”Amerikanske Billeder”, og KKK-lederen morede sig også meget over, at han solgte bogen.

»Jeg skal jo følge med tiden, og der kan I selv se – der er kroner og øre at tjene ved at integrere sig med sine fjender,« griner han.

Jacob Holdt stopper talestrømmen klokken 22.30

»Fantastisk, sikke det sidder dybt i brystet, hva’?« siger en dame til sin veninde.

Jacob Holdt har fotograferet scener i USA, der har jort stort indtryk på mange danskere. F.eks billedet, der viser, at den amerikanske drøm har trange kår i dette hus i Bethel, North Carolina.

»Ja, DET gør det bare,« svarer den anden. Sammen med 14 andre bliver de siddende tilbage i kirken. Jacob Holdt fortsætter foredraget for dem, og de tager berørte hjem klokken 23.30.

Foredraget var godt, og også meget langt, siger jeg til ham.

»Jamen, jeg har så svært ved at skære, jeg synes jo, det hele er vigtigt, og jeg syntes, du skulle høre om massemorderne,« siger han opgivende og spørger, om jeg vil med op på værelset og interviewe ham nu. Hans stemme er blevet hæs og spinkel af fire timers tale. Jeg siger godnat på gårdspladsen.

Bad standing

Næste morgen klokken otte, da jeg går hen over gårdspladsens perlegrus, er omgivelserne indhyllet i en mærkværdig tæt tåge, der er helt stille, kun kirkeklokkerne ringer. Så kommer Jacob Holdt højlydt knasende i gruset.

Vi følges gennem tågen over i en sofagruppe i skolens bibliotek.

»Hvorfor ser du alle mennesker som ofre?« spørger jeg.

»I dag må man ikke kalde folk ofre i det danske samfund, men det er altså en meget empatisk tilgang at kalde folk ofre for for lidt kærlighed, for så bliver man tvunget til at finde noget formildende ved dem, som truer eller angriber en selv. Hvis jeg opfatter et andet menneske som undertrykt af smerte i stedet for som en led satan, så er min ikke-fordømmende tænkning også med til at forme hans egen selvforståelse. Så smelter selv de værste kriminelle for vore fødder og angriber os ikke. Og vi er jo altså alle selv undertrykt af noget i perioder, mange tror, at de er frigjorte, men de er undertrykte af arbejdspres, og stress, og frygt, uden de har opdaget det.«

Billede af det kamera, som Jacob Holdt brugte til at lave ”Amerikanske Billeder”. Han betragter ikke sig selv som fotograf, men han kunne heller ikke fortælle sine historier uden billeder.

»Mhh, men er det ikke også uværdigt at opfatte folk som ofre?«

»Hehehe,« udbryder han: »Jo, sidste år blev jeg venner med Bandidos og var med til deres julefrokoster, og så kom jeg til i en senere tv-udsendelse at sige til en fordømmende journalist, at Bandidos var nogle fine mennesker, som var ofre for vanskelige barndomme og var i gang med magteløshedens magtdemonstration. Sådan ville de selvfølgelig ikke ses, de ville opfattes som store stærke mænd. Så jeg kom lidt i bad standing hos Bandidos!«

»Så du kan godt følge, at det kan være arrogant at opfatte andre som ofre?«

»Jaeh,« Jacob Holdt kæmper tydeligvis lidt, han vil gerne være ultraimødekommende og sige ja til alle mine påstande, men de strider jo mod hans egentlige holdninger:

»Neej ... alle de der superliberalister siger, at nu må folk tage sig sammen og tage ansvar for sig selv. De kalder mig naiv. Men jeg har altså set nok skadede mennesker til at kunne konkludere, at folk ikke kan ændre sig selv, uden omgivelserne også ændrer sig. Det er SÅ naivt at tro andet. Superliberalisterne er de sande naivister, når de tror, at man ikke er påvirket af sine omgivelser.«

Jeg kommer lidt spidst til at sige:

»Kan det ikke også give folk en følelse af ligeværdighed, at man dropper den pædagogiske snak og siger, at folk skal tage sig sammen?«

»Og hvem siger sådan? Det gør alle os med vores på det tørre. At sige det til knuste mennesker i samfundet, det er for alvor arrogant, for det viser, at vi er blinde over for, hvor komplekst menneskets psykologi er.«

Hahahaha

Jeg fortæller om mit optrin i Varanasi, hvor jeg udlovede knytnæveslag og indså, at min kulturelle baggrund vejede tungere end min idealisme. Og at hvis jeg er offer for noget, er jeg offer for Jacob Holdt.

Jacob Holdt slår sig på lårene »Hahahaha!«

»Ja, grin du bare, du. Du siger, at du ikke er blevet røvet i 35 år, fordi du i 35 år har udstrålet tillid til, at folk ikke ville røve dig. Hvordan kom du derhen?«

Jacob Holdt gjorde i mange år grin af bedsteborgere med deres små hunde i snor. »Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive så latterlig, men nu er jeg bare blevet fuldstændig forelsket i vores hund Tajo. Den er også blevet besat af mig. Vi løber ti km hver morgen og går i kirke sammen om søndagen«.

»Jeg blev da også røvet hele tiden de første to år og voldtaget af en bøsse. Sådan var det, indtil jeg begyndte at vise folk ubetinget tillid og fik tillært mig selv åbenhed.«

Jeg gider da ikke røves og befamles gennem to år med håbet om, at det bliver bedre. Det er dumhed! siger jeg og dasker til en sofapude.

»Da jeg hørte dit foredrag første gang, fortalte du om at blaffe rundt med folk, selv om de havde truet dig med pistoler. Det kan jo være livsfarligt. Tror du ikke, at du har bragt nogle unge mennesker i uføre, når de har forsøgt at udleve din ideologi?«

Jeg kigger anklagende på ham.

Jacob Holdt render op på førstesalen for at finde noget chokolade.

»Jeg er slet ikke bekymret, folk finder deres egne grænser,« råber han oppe fra førstesalen.

Han kommer ned:

»Jeg har aldrig opfordret folk til at gøre ligesom mig, jeg prøver bare at inspirere folk til at møde andre mennesker med åbenhed. Hvorfor skulle folk gøre ligesom mig?«

Fordi det gik da meget godt.

»Da min egen datter tog til Guatemala, var jeg også bekymret,« siger han.

Jeg kigger på uret:

Æv, vi skal skyndte os med bussen nu.

Og så løber vi ned i byen.

Åh, Pia

Man skal kramme sine fjender, man kan lige så godt forelske sig i sine fjender, når de jo i forvejen optager så meget af ens negative tænkning, siger Jacob Holdt på vejen, jeg må gerne kramme ham, griner han. Så kommer bussen.

Jeg spørger ham:

»Er du blevet forelsket i nogen for nylig?«

»Ja, Jeg forelsker mig hele tiden. Min kone var altid meget jaloux på Pia Kjærsgaard, for med Pia var det ægte. Jeg blev så forelsket i hende. Men hun vender desværre ryggen til mig hver gang.«

»Hun magter ikke at have sådan en tosse løbende efter sig,« siger jeg spørgende.

»Nej, men hun hører gode ting om mig. For Søren Espersen og jeg holder meget af hinanden, selv om jeg synes, at hans parti dyrker den indre svinehund. Og hende provokunstneren Firoozeh Bazrafkan, hun hadede mig sådan i starten, så jeg opsøgte hende og prøvede at få hende til at blomstre, og hun endte med at sidde på skødet af mig og kysse mig. Vi elsker hinanden nu.«

»Det er da ikke sikkert, at dine fjender gider at kysse med dig.«

»Det plejer nu at gå meget godt.«

Jeg tænker, at historien med Firoozeh er en joke. (Da en kollega en uge senere skal interviewe hende, beder jeg hende spørge, om fortællingen er god nok. Det er den, hun elsker Jacob Holdt.)

Vi kommer til Vejen Station. Sætter os på en frossen bænk.

»Bliver du aldrig træt af at høre din egen stemme?«

»Selvfølgelig gør jeg det. Især fordi jeg trækker historierne lige til overdrivelsens grænse, det giver en følelse af at være lidt uærlig. Men jeg har tit en fortid med nogen blandt publikum, så føler jeg, at jeg taler til dem. I går var du til stede, og så drillede jeg dig. Lagde du mærke til, hvor meget jeg drillede Jyllands-Posten?«

»Det var svært at undgå. Du taler om at tage andres smerte på dig, om at heale og omvende og at opholde sig sammen med samfundets udstødte. Det lyder jo som Jesus. Hvorfor vægrer du dig mod at blive sammenlignet med Jesus?«

»Altså Jesus.«

Da Jacob Holdt siger Jesus, begynder det at flimre fra himlen med sølvfarvet froststøv.

»Sølvstøv!« afbryder jeg perplekst.

»Ja, det er flot.«

To tog kommer kørende.

»Er det ikke vores tog?« siger jeg.

»Nej, det der er et IC4-tog, og de er rådne, siger han skingert, »jeg gider ikke rejse med dem.«

Så kom vi da ned på jorden igen.

Grænser

Vi kommer om bord på et tog 10 minutter senere.

»Du taler om at sige ja til alt. Men hvis ja’et skal have en værdi, skal man jo også sige nej nogle gange. Anerkender du ikke det?«

»Jo, arbejdsmæssigt bliver jeg nødt til at sige nej. Men jeg har så svært ved det … Jeg har også svigtet min familie i mange år på grund af det. På et tidspunkt kom jeg hjem til Danmark efter otte måneders vagabondering, der sad en lille pige på stuegulvet, og jeg spurgte, hvem er det? Min kone svarede, det er din egen datter.«

»Neeej.«

»Jo, det er rigtigt,« han kaster hovedet bagover i grin:

»Tænk, jeg har i den grad negligeret min egen familie, mens jeg har talt om kærlighed i resten af verden.«

Stilhed.

»Vi har et fint forhold i dag, hun læser psykologi,« siger han.

»Sidste spørgsmål,« siger jeg.

»Nej, vi er da først lige begyndt,« svarer Jacob Holdt.

»Jeg er blevet træt nu,« svarer jeg.

Han får et drilsk blik i øjnene.

Når han siger, at han går i seng med sine fjender, mener han nu bare, at han integrerer sig med sine modsætninger for at ændre dem indefra. Han fortæller om, hvordan amerikanske kvinder næsten altid vil forsøge at have sex med en, fordi de selv er vant til seksuelt aggressive mænd. Det troede hans feministiske, europæiske redaktør ikke på.

Og Jacob Holdt aftalte med hende, at han skulle overnatte ved en lang række europæiske kvinder og én amerikansk kvinde bosiddende i Nürnberg. Og ganske rigtigt: Ingen af de europæiske kvinder prøvede på noget, men han overnattede jo også ved den amerikanske kvinde.

En mor kommer ind i kupéen med sin lille søn og sætter sig ved siden af os.

»Og lige pludselig vågnede jeg ved, at hun sad oven på mig og ville have sex med mig,« siger han højt.

Jeg slukker diktafonen, signalerer, at interviewet er slut. Vi er lige kørt forbi Ringsted.

Jacob læner sig hen over bordet:

»Er du blevet forlegen nu?« griner han.

»Ja,« siger jeg og kigger ned i min avis.

Han ser ud til at more sig kosteligt, og han læner sig igen frem for at sige noget mere.

»Nej, « siger jeg på forhånd.

Jacob Holdt har hele livet fået folk til at flytte deres egne grænser, fået en KKK-leder til at sælge antiracistiske bøger, fået politiske fjender til at integrere sig med hinanden i både Danmark og udlandet. For at få andre til at opløse deres grænser skal man måske selv være grænseløs.

Da jeg spurgte Jacob Holdt til sammenligningen med Jesus, svarede han.

»Det bryder jeg mig ikke om, for det er jeg ikke. Og alle dem, jeg som ung troede var mine helte, viste sig at have fuldstændig samme fejl som mig selv, også Mother Teresa. Hvis man begynder at kalde andre Jesus, er det en flugt fra at tage ansvar for sit eget liv. Hvis vi gør nogen til helte, er det en flugt fra virkeligheden, fra selv at gå ud og udrette det, vi tror vores helte gør.«

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.