»Og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!«

Dansk Folkeparti: Partiet fik hver fjerde stemme ved EP-valget og står i en nylig måling til at blive landets største. Alligevel lever diskussionen stadig om, hvorvidt DF er stuerent. Hvorfor egentlig?

Artiklens øverste billede
Morten Messerschmidt (DF) blev EP-valgets store vinder. Det fik de sociale medier til at gløde med anti-DF-indlæg. Foto: Peter Hove Olsen

»Stuerene – det bliver I aldrig.«

Poul Nyrup Rasmussens karakteristik af Dansk Folkeparti i 1999 er måske den mest herostratisk berømte sætning i nyere dansk politik.

Andre bud kunne være Poul Schlüters forsikring i 1989 om, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet, eller Thor Petersens erklæring i 2006 om, at Danmark snart kunne købe hele verden. Men hvor Tamilsagen viste, at der var en del under gulvtæppet, og den daværende finansminister aldrig helt sagde, at vi kunne købe hele verden, gentog den tidligere statsminister i 2010 sin mening om Dansk Folkeparti. Hvilket en meningsmåling i Jyllands-Posten dengang viste, at hele 79,2 pct. af vælgerne i rød blok var enig med ham i.

Ja, holdningen isolerede sig langtfra kun til venstrefløjen: Samlet set anså 46,3 pct. af befolkningen ikke partiet for at være stuerent, og blandt de udtalte støtter var også borgerlige politikere som den konservative Peter Norsk, der året forinden udfordrede Lene Espersens formandspost, netop fordi han syntes, at partiet var gået for langt i retning af DF.

I søndags blev budskabet så gentaget nok en gang. Ikke af den socialdemokratiske nestor, men på de sociale medier som reaktion på, at Dansk Folkeparti så at sige havde gjort rent stuebord ved Europaparlamentsvalget med 26,6 pct. af stemmerne. Heraf 465.758 personlige stemmer til Morten Messerschmidt, der dermed slog netop Poul Nyrup Rasmussens stemmerekord.

»Hvem fanden er de mennesker, der stemmer Dansk Folkeparti?« »Danmark drukner i urin fra svin.« »Jeg skammer mig over at leve i et land, hvor 25 pct. af befolkningen er racister,« lød et par af kommentarerne på Twitter og Facebook.

Ikke et demokratisk legitimt parti

Men hvorfor reagerer mange fortsat så kraftigt på et helt legitimt parti, der i en meningsmåling forleden sågar stod som landets største parti? For at finde ud af det, har Indblik talt med en af dem, der bestemt ikke synes, at Dansk Folkeparti har plads i stuen. 35-årige Allan Lindemark, cand.mag. og projektleder i en ngo. I søndags var han en af dem, der var aktiv på Twitter, hvor han skrev:

»DF er ikke blevet stuerent. Det er en fjerdedel af befolkningen, der er begyndt at tisse i hjørnerne.«

Og det var ikke bare ment som en flygtig, virtuel tankestreg.

»Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti. Mange mener, at det jo bare er et konservativt socialdemokrati og slår deres horrible udtalelser hen som finker fra panden; de er jo danske, så det er ikke så slemt. Men det er slemt. Det er et parti, som i udlandet sammenlignes med græske fascister, og det er da vildt skræmmende, at vi rent faktisk har givet en racismedømt mand mere end 450.000 stemmer,« siger han med henvisning til, at Morten Messerschmidt for 12 år siden blev dømt for at overtræde straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.

En anden, der ofte får sin fortid skudt i skoene, er Rene Karpantschof. Han er tidligere bz’er. Men derudover er han også sociolog, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i folkelige protestbølger og demokrati.

»Dansk Folkeparti er kontroversielt, og det skyldes især deres holdning til det nationale spørgsmål, herunder flygtninge og indvandrere. Når folk får knopper, er det fordi, mange fortsat betragter det som et stort set racistisk parti. Beskyldningen om, at det er et højrenationalistisk parti, der undertrykker visse minoriteter, og som ideologisk har træk til fælles med nazismen,« siger han.

Fjendebillede og fortidsuhyre

I den seneste tid er det dog svært at se, at Dansk Folkeparti skulle have udmærket sig i særligt horrible udtalelser omkring indvandrere. Omvendt sammenlignede De Konservatives Brian Mikkelsen sidste år østeuropæere med græshopper, socialdemokraten Trine Bramsen talte om, at politiet skulle sætte hårdt ind for tilrejsende rumænere, og i marts omtalte venstreformand Lars Løkke Rasmussen udenlandsk arbejdskraft som jordbærplukkere i træsko.

Rene Karpantschof har også kunnet konstatere, at Dansk Folkepartis retorik på udlændingespørgsmålet er blevet dæmpet. Især efter højreekstremisten Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge i 2011.

»Det kan godt være uretfærdigt, at Dansk Folkeparti er prygelknaben. Selvfølgelig kan man sige, at Dansk Folkeparti har været bannerfører for forestillingen om, at dansk kulturs overlevelse er truet af nogle andre kulturer, der er uforenelige med vores. Men det er synspunkter, man også kan møde hos især Venstre og Socialdemokratiet, men sådan set også De Konservative og SF. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om noget, der bliver regnet for forfærdeligt, som ikke også er sagt af andre,« siger han.

»Men det er altid rart at have et fjendebillede. Midten af dansk politik er blevet ekstremt stor, så de fleste andre partier virker langt mere teknokratiske end Dansk Folkeparti, der næsten er ene om at have en samfundsvision: De har en idé om, at noget er galt, og at det skyldes globalisering og indvandring, og de har en løsning om, at Danmark skal være for danskerne. Det gør, at partiet for venstrefløjen og radikale ligner et fortidsuhyre, og det er i hvert fald lettere at være imod.«

De behøver ikke sige det længere

De argumenter køber Allan Lindemark ikke ubetinget. Jo, han er enig i, at de øvrige partier har trukket i retning af Dansk Folkeparti, og han medgiver, at søndagens stemmeslugere ikke kom med nogen kommentarer om indvandrere i debatten op til valget. Men det er også underordnet, mener han.

»De behøver ikke at sige det længere. Der er ingen ude på byggepladserne, der er i tvivl om, hvem man skal stemme på, hvis man ikke kan lide de fremmede. Så kan man godt føre en rimelig stueren valgkamp, for alle ved det jo allerede,« fastslår han.

Et godt råd til vores modstandere kunne være at lægge stilen om. Måske skulle de prøve at elske os i stedet.

Søren Espersen, Dansk Folkeparti

Ifølge Rene Karpantschof er det problematisk, når stemningen bliver så polariseret. I vid udstrækning mener han, at Dansk Folkeparti selv bærer en stor del af skylden for, at situationen er blevet sådan, når visse nødhjælpsorganisationer og andre, der er uenige med deres indvandringspolitik, er blevet omtalt som landsforrædere, og med meget ekskludrende udtalelser om især muslimske danskere. Men partiets politiske modstandere bærer også en del af skylden.

»Det er helt fair at være politisk uenig. Men når venstrefløjen sviner konservative til eller omvendt, er det jo ikke på en måde, hvor modparten ikke har ret til at have sin holdning. Med Dansk Folkeparti er tonen fra begge parter meget uforsonlig, og det er ikke gavnligt,« siger sociologen.

Han fremhæver Sverige, hvor det værdipolitiske højrefløjsparti Sverigesdemokraterne har fået flere møder forstyrret og blokeret. For det er bekymrende, hvis man ikke kan tackle sine uenigheder på demokratisk vis, siger han.

Desuden er det ikke kun selve partiet, der udskammes af modstanderne med ytringer som, at en fjerdedel af befolkningen tisser i hjørnerne. Det er også de vælgere, der stemmer på partiet.

»Hvis man mener, at man ikke har noget at tale med hinanden om, så bliver man jo en slags dødsfjender. Eller i hvert fald nogen, der ikke kan forsones. Men hvis man ikke mener, at der er plads til hinanden, hvad har man så tænkt sig? Skal man så til at smide hinanden ud af landet?«

Allan Lindemark er dog ikke helt afvisende for, at Dansk Folkeparti kan blive stuerene – også i hans bog. Men det kræver, at partiet gennemgår en selverkendelsesproces lig den, Fremskrittspartiet i Norge foretog efter terrorangrebet i 2011, hvor partiet angrede sit sprogbrug over for islam og indvandrere. Derudover skal partiet ekskludere adskillige medlemmer, bl.a. Morten Messerschmidt.

»Men det gør man ikke. Tværtimod opstiller man dem til topposter. Det er fuldstændigt forkasteligt at opstille en dømt racist; der er så mange gale historiske referencer, og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!« siger han.

»Og synes egentlig godt, at man kan kritisere vælgerne: Hvis man vælger sådan en mand, så skal man også have konsekvensen at vide og blive mindet om, hvad det egentlig er, han har sagt.«

Politisk korrekte Dansk Folkeparti

Spørgsmålet er imidlertid, hvad konsekvensen er ved at sige til en fjerdedel af vælgerne, at de tisser i hjørnerne. Kunne det tænkes, at de frem for at angre deres synder måske tværtimod ville føle sig bekræftet i deres valg, når de på den måde bliver udskammet. Af en cand.mag., der er bosat i Københavnsområdet og gudhjælpemig tidligere har været ansat i Danmarks Radio.

»Nu stammer jeg fra Vestjylland, og min familie stemmer på Dansk Folkeparti. Så jeg er ikke ukendt for argumenterne. Men jeg tror ikke på, at nogen begynder at stemme på DF, fordi man sviner dem til, eller at nogen holder op, fordi man ikke gør,« fastholder han.

»Man har forsøgt begge taktikker: først Nyrups med at skamme dem ud, og så Venstre og Konservatives omklamring. Og se, hvor det har bragt os. Folk siger, at det politisk korrekte er at kritisere Dansk Folkeparti, og det er det måske i visse cand.mag-kredse. Men i den brede befolkning er Dansk Folkeparti nutidens politiske korrekthed.«

I hvert fald er Dansk Folkeparti ikke længere et parti, dets vælgere skjuler deres tilslutning til. I mange år viste meningsmålingerne konsekvent lavere tilslutning til partiet, end hvad der reelt viste sig at blive tilfældet, men forud for valget i søndags forudså de fleste målinger, at Dansk Folkeparti ville få godt hver fjerde stemme. Og godt nok har der været tilsvininger på nettet. Men deres antal er trods alt overgået mange gange af støtteerklæringer til partiet.

I Dansk Folkeparti trækker udenrigsordfører Søren Espersen også overbærende på spørgsmålet om stuerenlighed.

»Når man i så mange år er blevet kaldt racist og det, der er værre, mister det sin betydning. Tiden er løbet fra det: Vi er ligeglade, vores vælgere er ligeglade, og så kan det jo ikke være meget bedre,« konstaterer han.

Han fortæller, at partimedlemmerne ikke en eneste gang blev mødt med modstand under valgkampen til Europaparlamentsvalget. Det er kun, når udenlandske journalister ringer, at han bliver konfronteret med at skulle tilhøre et ekstremt parti, siger han. Herhjemme stopper selv politiske modstandere nu op på gaden for at få en snak. Noget han mener, ville være utænkeligt for bare 10 år siden. At der så fortsat er nogen, der får knopper af Dansk Folkeparti, må være deres egen sag, mener han. For de skader ikke.

»Vores modstandere har intet lært. Nyrups ord gav bagslag, og det, der bliver sagt nu, giver samme bagslag. Vi ved af erfaring, at det giver os fremgang, så et godt råd til vores modstandere kunne være at lægge stilen om. Måske skulle de prøve at elske os i stedet,« foreslår Søren Espersen.

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.