• For abonnenter

I tre uger blev de isoleret på deres værelser

Mens coronavirussen søger ind i alle sprækker af samfundet, går livet videre på plejehjemmet Karstensminde. Jyllands-Posten flyttede ind i tre dage for at høre om, hvordan omvæltningerne påvirker beboerne – og for at få en god dosis livsvisdom.

Den 99-årige Eva Hansen har lagt sig til ro.

Vi er herude, hvor ham, der laver ”Til salg”-skilte til ejendomsmæglere, har en god forretning.

I Gredstedbro ligger det private plejehjem Karstensminde, opkaldet efter en brugsuddeler, der for snart 70 år siden skænkede sognerådet 50.000 kr. til et alderdomshjem.

Den lille stationsby med godt 1.000 indbyggere ligger 8 km nord for Ribe, og fuglene kan synge i fred i villakvarteret sådan et par dage i april.

Gangene i det røde toetagers murstenshus er prydet med kunst.

På en væg tæt på køkkenet hænger der en tallerkenrække med otte tallerkener, ”Made in USSR” står der på bagsiden.

Et manglebræt medfører diskussion om, hvad det egentlig bruges til. Tempoet er lige så langsomt, som du forestiller dig det. På gangene står der små cykler med blomster i kurven, en lille porcelænshund, en trægiraf. Der er masser af malerier på væggene, og de fleste af dem viser bjergtinder, landbrug, snedækkede træer i skove. Verden udenfor.

Men hvordan er det at sidde her i livets sensommer og kigge ud på en verden, der forandrer sig fra time til time? Hvordan er det, når man ikke må få besøg af familien ved træbordet i lejligheden? Når man selv er coronavirussens største offer?

Da Danmark lukkede dørene, skete det samme på plejehjemmene.

I tre uger skulle beboerne på Karstensminde blive i deres lejligheder. De fik serveret mad, men mødte ikke andre.

Ifølge Karstensmindes ejer og forstander, Ulla Petersen, kunne det mærkes.

»Flere af dem sagde, at de var kede af at være lukket inde, og det kunne vi ikke blive ved med at leve med. Det gør noget ved mennesker, når man ikke kan kommunikere, så hele situationen var frygtelig. Og det er endnu værre for dem, der er demente. De glemmer, hvorfor de sidder her. De glemmer, at der er en virus. De forstår det ikke. Og så er der selvfølgelig også nogle af dem, der ikke er specielt mærkede, fordi de i forvejen ikke har brug for så meget socialt,« siger Ulla Petersen.

»Tinkruset fik jeg af elevforeningen, da jeg blev udlært som sygeplejerske, så jeg har passet godt på det. Jeg tager cigaretterne ud af pakkerne og sætter dem i kruset,« siger Birgit Kjær Christensen.

Om at have tre måneder tilbage at leve i

Birgit Kjær Christensen, 92 år

Hun kendte ikke sit fulde navn, før hun blev 14.

»Det var præsten, der råbte navnene op til konfirmationsundervisning. ”Hvorfor reagerer du ikke?”

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.