Løkke holdt tæt med afgørende bog - nu åbner han for en SV-regering

I månedsvis har statsminister Lars Løkke Rasmussen puslet med en plan b, der åbner for, at han efter valget kan gå i regering med hovedmodstanderen i valgkampen. Det skaber intern uro i Venstre, hvor selv ikke næstformand Kristian Jensen kunne formulere entydig opbakning til formandens tanker.

Artiklens øverste billede
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har siden slutningen af marts puslet med bogen, ”Befrielsens øjeblik”, som blev præsenteret på valgkampens tiende dag. Den indeholder mange nyheder. Den største er dog denne: Løkke åbner for en regering med S efter valget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Han virkede nervøs i begyndelsen. Sad lidt uroligt på stolen. Drak tre store slurke af sit vandglas, mens forlagschefen bød velkommen til dagens pressemøde.

Men så var det, som om Lars Løkke Rasmussen (V) fik det der ansigtsudtryk, han også havde, da han kom op fra en kælder i Odense, hvor han netop havde nedkæmpet kupforsøget fra næstformanden.

Forlagschefen nåede at bemærke, at de havde en kontrakt liggende klar i skuffen, hvis Løkke en dag skulle få lyst til at skrive sine samlede erindringer.

Løkke smilte skælmsk, løftede det ene øjenbryn og fik ordet.

»Det skal vente. Og det skal vente længe,« sagde han.

Jeg tænker ikke så meget om alle mulige detaljer i en bog, jeg ikke har læst.

Kristian Jensen (V), næstformand og finansminister

På valgkampens 10. dag lancerede han en opsigtsvækkende bog, ”Befrielsens Øjeblik”, som baserer sig på 22 timers samtale med forfatter Kirsten Jacobsen, og som er skrevet i al hast siden slutningen af marts. Den indeholdt mange nyheder, men den største var denne: Løkke åbner for, at Venstre og Socialdemokratiet kan gå sammen i regering efter næste valg. Godt nok er hans førsteprioritet at fastholde en borgerlig-liberal regering ved magten, men en SV-regering skal ikke længere være udelukket.

»Mange danskere spørger mig, hvorfor de store erfarne midterpartier dog ikke prøver at løfte opgaven i fællesskab. Er der ikke en voksen til stede? Den voksne vil jeg gerne være,« sagde han og fortsatte:

»Hvis jeg kun får mulighed for at fortsætte som statsminister ved at gøre mig politisk afhængig af den yderste højrefløj, vil jeg langt hellere afsøge muligheden for et samarbejde hen over midten. Jeg tror oprigtigt på, at Danmark er bedre tjent med samling end splittelse. Danmark er bedre tjent med samarbejde og kompromisser end ultimative krav. Danskerne fortjener, at de partier, der nyder størst opbakning, også tager størst ansvar.«

Løkke kan godt se de udfordringer, der skal overvindes, før sådan en regering kan samles.

»Men hvis ingen tør blotte sig bare en lillebitte smule, hvis ingen tør åbne døren lidt på klem, forbliver den lukket. Og det er det, jeg gør med bogen her. Jeg åbner døren lidt på klem.«

Fødselsdag og kage

Aftenen forinden havde en snæver kreds fået nyheden fortalt på forhånd på et møde i Statsministeriet. Til stede var topembedsmænd fra Venstre og partiets politiske ledelse: Løkke selv, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, gruppeformand Karen Ellemann og politisk ordfører Britt Bager. Næstformand og finansminister Kristian Jensen kunne ses på en lille computerskærm i lokalet. Han var med via en internetforbindelse fra sin valgkamp i Jylland.

Det var Løkkes fødselsdag, han fyldte 55 år, og der var brunsviger og en lagkage dækket af fondant bemalet med et foto af Dannebrog og V-formanden. Snart blev det mere alvorligt.

Løkke fortalte, at han var på vej med en bog, og at den ville indeholde hans tanker om en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet. Det udløste ikke lutter begejstring. Bekymringer blev luftet.

Flere folketingsmedlemmer spørger i dag, hvordan kandidaterne midt i valgkampen troværdigt kan kritisere Socialdemokratiet, når Løkkes plan b er at søge et regeringssamarbejde med dem. Andre undrer sig over, hvorfor tankerne om en SV-regering skulle luftes så tidligt i valgkampen, når det med fordel kunne holdes i baghånden til et senere tidspunkt.

Men beslutningen var truffet. Bogen var skrevet. Efter halvanden time var mødet i Statsministeriet slut. Fødselaren skulle på Færgekroen i Tivoli for at blive fejret af familien.

Senere havde Løkkes hustru arrangeret et surpriseparty på en beværtning ved Nyhavn. Hele folketingsgruppen var inviteret. Inger Støjberg var der. Troels Lund Poulsen var der. Mange var der. Kristian Jensen var der ikke.

Kanvas-venstre-arbejdstøj

Spørgsmålene stod i kø, da Løkke var færdig med at tale på pressemødet, som blev afholdt på et tidspunkt, hvor blå blok er så langt bagud i meningsmålingerne, at det vil kræve et hidtil uset comeback for at vende det rundt. De fire partier, der fik flertal ved valget - V, DF, LA og K - står i dag til 38,6 pct.

Løkke svarede, at han ikke tror på meningsmålingerne, og at hans førsteprioritet fortsat er at sikre en borgerligt-liberal regering.

»Jeg tror på, at Venstre går massivt frem på valgdagen. Massivt frem. Jeg tror på, at vi får et funktionsdygtigt borgerligt-liberalt flertal, som vi kan regere på. Det arbejder jeg for. Men jeg kan se en risiko for, at det ikke ender sådan, og det er den risiko, jeg forholder mig til. Hvordan Mette Frederiksen vil forholde sig til at være i lommen på yderfløjene, det må hun selv svare på.«

Tre af dine ministre holdt et pressemøde om alt det forfærdelige, som S ville i regering. Nu vil du pludselig i regering med. Kan du forstå, hvis nogle vælgere tænker, at her sidder en mand, der er ved at tabe, og nu er han gået i panik?

»Man kan godt vælge at læse denne her bog ind i dagens øjeblikkelige meningsmåling. Men så læser man den forkert. Det kommer med en pris at være statsminister. Jeg har også betalt en pris. Jeg har et regeringsgrundlag, hvoraf det fremgår, at vi er på jagt efter topskattelettelser, men jeg er ikke på jagt efter topskattelettelser. Socialdemokratiet har en politik, som de selv må stå på mål for. Men den kommer også med en pris, hvis den skal gennemføres med afsæt i rød blok.«

Er du åben for at støtte en socialdemokratisk statsminister efter valget?

»Jeg arbejder ikke efter en situation, hvor der skal komme en socialdemokratisk statsminister.«

Er du åben over for det?

»Venstre vil altid være i arbejdstøjet, men vi foretrækker, at det er vores eget blå kanvas-venstre-arbejdstøj under vores ledelse.«

Har du drøftet et muligt regeringssamarbejde med Mette Frederiksen?

»Nej. Men jeg vil meget hellere række hånden frem nu end på valgdagen, hvor I så vil læse ind i det, at det var, fordi tingene gik, som de gik. Det her er et udtryk for at være ærlig.«

Efter pressemødet blev der afholdt et telefonmøde, hvor Løkke orienterede folketingskandidaterne om sine overvejelser. Han gentog i store træk det, som han lige havde sagt til offentligheden. Man kunne ikke bede om ordet eller stille spørgsmål. Man kunne kun høre, hvad der blev sagt.

EU’s budgetudfordring

Alt i mens var Kristian Jensen på vej til et finansministermøde i Bruxelles. En gruppe journalister fangede ham undervejs, og i en kort passiar undlod han at støtte Løkkes pointer om en regering med Socialdemokratiet.

»Jeg har ikke læst bogen, så jeg tænker ikke så meget om alle mulige detaljer i en bog, jeg ikke har læst,« sagde han.

Vil du kunne være finansminister i en regering med Mette Frederiksen som statsminister?

»Jeg vil være medlem af en regering, der fører en borgerlig-liberal politik. Det er målsætningen. Det er derfor, Lars Løkke Rasmussen har sagt, at hans førsteprioritet er at få skabt en borgerlig regering.«

Ville det ikke være lettere for jer at danne en regering med S?

»Jeg har ikke nogen overvejelse om nogen regeringsdannelse. Jeg har en overvejelse om, at Venstre skal stå stærkt grundlovsdag og de næste fire år.«

Hvad vil det betyde for valgkampen, at Løkke åbner den dør? Er du selv med på det hold?

»Jeg tænker, at det kommer til at betyde, at vi får en ny dynamik i valgkampen, og at det giver mulighed for, at vi kan diskutere de politiske forskelle og løsninger. De løsninger indbefatter også, at jeg stadig er finansminister og skal være med til at finde en løsning på EU’s budgetudfordring. Derfor tager jeg af sted til Bruxelles nu.«

Efter flyveturen kunne Venstres næstformand heller ikke formulere en entydig støtte til formandens nye linje.

»Lige nu skal jeg have fokus på, hvordan vi kommer igennem den her budgetdiskussion,« svarede han i Bruxelles.

Men du er også næstformand i dit parti, og dine vælgere har vel også ret til at vide, hvad du mener om den her sag?

»Prøv at hør’. Jeg har jo snakket med jeres kolleger hjemme i Danmark. Så hvis ikke der er spørgsmål omkring det europæiske, så går jeg ind og forbereder mig til mødet.«

Kristian Jensen nikkede og gik væk.

I Venstre afventer flere af de frustrerede folketingsmedlemmer at se, hvordan vælgerne vil tage i mod Løkkes markante melding, og hvordan det vil slå igennem i meningsmålingerne. Det vil afgøre, om formandens store sats vil blive anset som galt eller genialt.

Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.