»Vi er nogle, der glæder os til, at vi bliver gamle, så vi kan slippe for at skulle udvikle os hele tiden«

Psykologi: Ifølge professor i psykologi Svend Brinkmann gør tidens krav om, at vi skal udvikle os hele livet, det svært at være både ægtefælle og en ægte ven. Vi er ved at miste selve meningen med livet, mener han.

Artiklens øverste billede
Kravet om at skulle udvikle sig og være omstillingsparat bliver vi i dag konfronteret med fra vuggestuealderen, siger professor i psykologi Svend Brinkmann. Han har skrevet ”Stå fast”, der er en kritik af tidens udviklingsmantra. Han mener, at det moderne menneske har behov for at slå rødder – og stå fast ved sine værdier. Foto: Casper Dalhoff

»Aaargh,« råbte en kæreste engang til denne artikels forfatter.

»Du er sådan en morfar.«

Også af andre grunde sluttede forholdet, men bemærkningen blev siddende i erindringen, for pointen var, at hun ikke gad leve med en, der der var groet fast, før han var kommet i gang med livet. En, der bare ville være, som han var. Og forestillingen om, at hun måske havde ret, har naget.

Men det burde den ikke, mener professor i psykologi Svend Brinkmann. Han har skrevet bogen ”Stå fast” – med undertitlen ”Et opgør med tidens udviklingstvang” – som er en kulturkritik af det, som han kalder det accelererede samfund. Det er faktisk nødvendigt at stejle over for udviklingen, hvis vi ikke vil ende med at leve fortvivlede liv.

Tiden er kommet til at gøre op med kravet om, at det moderne menneske konstant skal udvikle sig, og med tidens ideal om, at vi skal lede efter meningen med livet ved at se ind i os selv.

»Vi er nogle, der glæder os til, at vi bliver gamle, så vi kan slippe for at skulle udvikle os hele tiden. Der er jo aldrig en sidste eksamen, vi kan se frem til, hvorefter vi får at vide: Tillykke, du er udviklet. For nogle er det fedt med den tvang. Os skeptiske skal også kunne leve,« siger han.

Selvhjælpsbøgerne

De mange selvhjælpsbøger på boghandlernes hylder er et symptom på det, og derfor har Brinkmann skrevet en slet skjult ironisk selvhjælpsbog, altså til dem, man kunne kalde for tidens morfar.

Brinkmann ser udviklingstvangen flere steder i samfundet. Bl.a. i jobannoncerne, der søger en medarbejder, der er omstillingsparat, og som har mod på forandring. Vi dyrker i dag forandringerne for forandringens skyld, mener han.

Ifølge professoren skal kravet om udvikling ses i et historisk lys. Vi har i dag et kapitalistisk samfund, der er afhængigt af, at mennesker er i bevægelse og udvikling for at skabe vækst i samfundet. I industrisamfundet var det derimod i samfundet interesse, hvis mennesker stod fast – og gjorde deres pligt. Derfor må mennesket i dag gøre en indsats for at stå fast, hvor det tidligere måtte gøre en indsats for at udvikle sig.

»Da jeg afleverede min yngste søn i vuggestuen, læste jeg om institutionens værdier på hjemmesiden, hvor der stod, at det var et sted, der hylder det enkelte menneskes evne og vilje til udvikling og forandring. Jeg husker det endnu ordret, for det var absurd. Han var et blebarn, der havde brug for omsorg og nærhed, men eksemplet viser, at vi hele livet bliver mødt med samfundets krav om udvikling. Vi kan ikke undslippe den.«

Mavefornemmelsen er mest af alt værd at bruge, hvis du er på restaurant og skal finde ud af, hvad du skal spise. ,

Svend Brinkmann, professor i psykologi og forfatter til bogen ”Stå Fast”

Svend Brinkmann understreger, at han tror, at mange mennesker – som ham selv – reelt ikke lever i evig forandring. Men kravet skaber en kronisk dårlig samvittighed hos dem, der ikke ønsker forandringen og udviklingen i deres liv. Hans budskab er derfor, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed, hvis man vil stå fast og dvæle ved fortiden.

Ifølge professoren skal kravet om udvikling ses i et historisk lys. Vi har i dag et kapitalistisk samfund, der er afhængigt af, at mennesker er i bevægelse og udvikling for at skabe vækst i samfundet. I industrisamfundet var det derimod i samfundet interesse, hvis mennesker stod fast – og gjorde deres pligt. Derfor må mennesket i dag gøre en indsats for at stå fast, hvor det tidligere måtte gøre en indsats for at udvikle sig.

»I dag har vi udliciteret industrien til den tredje verden, og vi, der er tilbage, skal være dynamiske, fordi vores forbrugersamfund lever af, at vi hele tiden får nye ønsker og præferencer og nye former for begær. I denne accelererede kultur er det stabile selv erstattet af det fleksible selv. Den ideelle medarbejder er i dag den, der hele tiden tager ansvar for sin egen udvikling, ikke bare følger de andre, men som selv skubber på og udvikler sine egne ressourcer,« siger Svend Brinkmann, som også mener, at der er en mere eksistentiel forklaring.

Når vi ikke længere tror på et liv efter døden, og at vi bliver frelst, har vi også selv en trang til at putte så meget som muligt ind i livet. Vi skal opleve og nå så meget som muligt, og det moderne menneskes største frygt er derfor at gå glip af noget.

»Paradoksalt nok er det denne angst for at gå glip af noget, der gør, at vi kommer til at leve et fortvivlet liv.«

Hvorfor mener du, at vi har brug for at slå rødder?

»Mest af alt af moralske grunde. Jeg ved godt, at jeg lyder som en gammel sur moralist, men jeg mener virkelig, at for at jeg overhovedet skal have forpligtende relationer til andre mennesker, til familie, børn og venner, så har jeg brug for, at jeg er den samme person over tid. Og det får vi ikke lov til, fordi vi hele tiden skal udvikle os. Det handler om, at vi skal kunne love hinanden noget, at afgive løfter, ellers er der ingenting, der kan hænge sammen.«

Hvordan står vi så fast?

»Det gælder om at undersøge, hvad man er forpligtet til der, hvor man er. Som psykolog og far, de relationer, man er en del af. I de relationer, der ligger altid en pligt, som ikke udspringer af din subjektive mavefornemmelse og pligt. Vi skal se ud og ikke ind, så bliver det bare endnu mere selvcentreret. Vi får at vide, at vi skal mærke efter i maven, at vi skal stille os selv spørgsmålet. Hvem er jeg? Jeg synes, det er mere interessant, hvem er du, hvem er I? Hvad findes der i verden, som er værd at engagere sig i, at stå fast på?«

»Da vi diskuterede visioner for det institut, hvor jeg er ansat, sagde jeg – gnaven, som jeg er – at jeg mente, at vi skulle stræbe efter at blive et middelmådigt institut, fordi det faktisk var realistisk. Folk grinte, men jeg mener det. Hvis ikke man vil være verdensklasse, bliver det jo tomt.« Foto: Casper Dalhoff

Hvorfor skal jeg ikke mærke efter, hvad jeg har lyst til, inden jeg går ud i verden?

»Fordi det ikke fungerer. Jeg beundrer mennesker, der sætter den anden først, og som ikke er interesseret i ”hvem er jeg?”. Der er nok af vigtige ting ude i verden, naboen, der er ved at blive skilt, børnenes skole, der er ved at lukke. Lad os starte der. Og hvis der er nogen, der finder sig selv i den proces, så er det da fint, og hvis ikke, så er det måske også lige meget, hvem du er. Måske er det ikke det vigtigste i livet.«

Bliver jeg ikke nødt til at kende mig selv for at vide, hvad jeg vil. Hvis ikke jeg kender mig selv, risikerer jeg så ikke at blive styret af ydre ting omkring mig?

»Jeg vil sige det omvendt. Hvis du navigerer efter, hvad der føles rigtigt, er du ofte afhængig af de seneste trends, eller hvad dine venner synes er fedt. Mavefornemmelsen er mest af alt værd at bruge, hvis du er på restaurant og skal finde ud af, hvad du skal spise. Men hvis du skal finde ud af, hvad det er værd at bruge dit liv på, så er det andre ting, du skal navigere efter. Det er godt at være styret af ydre ting, hvis det er væsentlige anliggender og værdier, det handler om, frem for hvad du tilfældigvis har lyst til i denne uge.«

Men vi skal jo træffe mange valg i livet, om uddannelse, job osv. Hvordan skal jeg træffe valg, hvis jeg først skal se ud i verden og ikke ind i mig selv?

»Ved at gå ind i sagen. En ung, der skal vælge en uddannelse, kan jo godt få hjælp til at mærke efter, om det føles mest rigtigt at blive kok eller ingeniør. Man kunne også undersøge, hvad kokkeuddannelsen egentlig går ud på. Vi tror, at alle svar findes inden i os selv, men vi overvejer slet ikke, hvor absurd det er. Jeg kan jo ikke tænke mig til et svar på, om jeg bliver en god ingeniør. Du må tale med andre om det, se dig selv udefra, spørg andre mennesker, om de tror, at du kan blive en god ingeniør. Mavefornemmelser er bare ikke nok, hvis vi skal træffe valg, der giver mening i livet.«

Så vi risikerer at misse meningen med livet, hvis vi leder efter svaret inde i os selv?

»Det er min antagelse. Der er også masser af psykologisk forskning, der viser, at mennesker oplever mest mening, hvis de er forbundet i projekter, der involverer andre mennesker, og i projekter, der er større end dem selv – uanset om det så er f.eks. politisk eller religiøst.«

Hvor ser du, at vi er tilbøjelige til at lede efter svar inde i os selv?

»Se blot på pædagogikken, som er baseret på, at barnet selv skal finde ud af, om det er se-, høre-, røre- eller gøre-barn. Når du får et job, skal du på personlige kurser, du skal coaches af chefen, og hvis du har det skidt, skal du gå til selvudvikling eller købe en af de selvudviklingsbøger, som topper hitlisterne. I 2009, midt under finanskrisen, var 20 pct. af HK’s medlemmer på kursus i personlig udvikling. Det er utroligt. Der burde have været andre ting at være optaget af end deres egen udvikling.«

Mærker du selv tvangen til udvikling?

»Ja, selv om folk efterhånden har vænnet sig til, at jeg går rundt og koketterer med, at jeg ikke vil udvikle mig. Da vi diskuterede visioner for det institut, hvor jeg er ansat, sagde jeg – gnaven, som jeg er – at jeg mente, at vi skulle stræbe efter at blive et middelmådigt institut, fordi det faktisk var realistisk. Folk grinte, men jeg mener det. Hvis ikke man vil være verdensklasse, bliver det jo tomt.«

Går det ikke ud over væksten i samfundet, hvis vi alle ønsker at stå fast frem for at udvikle os?

»Måske. Jeg er ikke nationaløkonom. Jeg mener bare, at vi ikke kan blive ved med at holde til kravet om udvikling. Det bliver svært at indgå i forpligtende relationer til andre mennesker. Risikoen er, at andre mennesker reduceres til instrumenter i min egen udvikling.«

Hvor ser du, at det sker?

»F.eks. idet vi i dag taler om vores netværk frem for vores vennekreds. Det er unikt for mennesket, at vi har venner. Andre dyr tager sig af deres afkom på en selvopofrende måde. Men ingen andre dyr har venner. Det er noget af det fineste ved mennesket, altså at vi ser et andet menneske, der har en egen værdi. Du kan ikke have et instrumentelt forhold til en ven. Der er masser af situationer, hvor det ikke er udviklende at være sammen med et andet menneske, f.eks. hvis min kone bliver syg. Men jeg har alligevel pligt til at være der for hende, selv om det bremser min egen udvikling. På samme måde er det jo ikke lystfyldt at skifte ble, eller vugge et skrigende barn i søvn på trejde time. Men vi har pligt til at gøre det.«

Er skilsmisseprocenten så et symptom på den udvikling, du beskriver?

»Ja. Der er gode grunde til at blive skilt, men det er ikke en god grund, at man tror, at man kan udvikle sig mere sammen med et andet menneske. Opfattelsen er i dag, at det rene forhold kun er opretholdt af følelser, og når følelserne er væk, så er forholdet ikke længere legitimt. Det er jo ret uhyggeligt, for følelserne er jo nogle gange væk. Vi tror, at det er lystfyldt at leve sådan, men jeg tror, at mange derfor også lever i frygt. Hvis et forhold kun opretholdes, hvis min partner får noget ud af relationen til mig, så lever vi i konstant angst for, at relationen forsvinder. Det samme sker på arbejdsmarkedet, hvis vi skal være et aktiv i arbejdsgivernes øjne. Vi skal hele tiden gøre os attraktive.«

Hvis idealet er, som du beskriver, er frygten så reel?

»Ja. Bagsiden af, at vi agerer ud fra lyst, er risikoen for at blive forladt. Og mennesket har en trang til at være en del af fællesskaber. Men hvis fællesskaber er baseret på kontrakter, så er det ikke reelle fællesskaber.«

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.