Man skal ikke tage sit liv så personligt

Frem for at spørge, hvad vi vil med livet, så skal vi spørge, hvad livet vil med os, mener Anne Sophie Jørgensen.

Artiklens øverste billede
Anne Sophie Jørgensen er stifter og spirituel leder for et meditationcenter i Gedved. Omdrejningspunktet er meditationscentret som drives som et anpartsselskab. Der er 90 brugere tilknyttet Tigerens Rede. »Der er mange, der yder en lille indsats og sammen kan vi løfte rigtig meget,« forklarer Anne Sophie Jørgensen. Fotos: Joachim Ladefoged

Luften sitrer af energi. Ca. 150 personer sidder i rundkreds som bølger fra en sten, der er kastet i vandet. En ung kvinde med en pude i hånden får anvist én af de få ledige pladser på gulvet. Trods de mange mennesker er her så stille, at en let rømmen fra en midaldrende kvinde registreres af alle. Endnu en let rømmen og så én til. Som om alle vil have klaret halsen. Inden.

Ind i salen træder tre buddhistiske munke i bare fødder og farvestrålende gevandter, efterfulgt af en kvinde med langt, lyst hår. De fire indtager tavse deres pladser langs den ene væg i det tolvkantede rum. Al lyd forstummer. Energierne forenes. Meditationen begynder.

En halv time senere begynder én af de mediterende, en ældre kvinde, pludselig at udstøde mærkelige lyde, der går over i halvkvalte angstskrig. Det varer lidt, inden det går op for forsamlingen, at kvinden ikke taler i tunger men har fået et epileptisk anfald og er i krampe. De tre buddhistiske munke forlader salen, kvinden bliver lagt i nato-stilling og kommer til sig selv efter nogle minutter.

I maj besøgte tre højtstående meditationslærere fra Bhutan Tigerens Rede. Fra venstre; tsampa Kuenzang Dorji, tulku Jegme Sangay, Anne-Sophie Jørgensen og lamaTshewang Rinzin.

De mange mennesker forlader langsomt Dugdråbesalen i Tigerens Rede i Gedved, hvor fællesmeditationen så brat blev afbrudt. Der bydes på forfriskninger, perlende, koldt danskvand med lime og mynte, saltede mandler og smukt skårne meloner, pyntet med violer.

Hvis jeg dengang skulle udtrykke, hvad jeg ville ønske for mine børn, så var det, at de var sunde og raske og havde det godt. Jeg fik ikke det, jeg ønskede. Men jeg fik noget andet, og det er også godt.

Ud over de ca. 90, der er tilknyttet meditationscenteret Tigerens Rede, havde over 100 nysgerrige benyttet sig af lejligheden til at meditere med de bhutanske munke, som i 14 dage har boet på centeret som gæster. Det er anden gang, den 62-årige lama Tshewang Rinzin besøger Taktsang Denmark, Tigerens Rede i Danmark. Og med sig denne gang har han den 32-årige tulku, Jigme Sangay, og den 37-årige tsampa lama, Kuensang Dorji. I buddhismen er en tulku en reinkarneret mester, og tulku Sangay blev genkendt som stifteren af et af de mest betydningsfulde klostre i Bhutan af blandt andre lama Rinzin. Titlen tsampa gives til en mediterende munk, som har gennemført 12 års retreat, det vil sige tolv års meditation, afskærmet fra andre mennesker, selv når han spiste, blev maden stillet ind under døren. Det er hans første besøg i vesten, men han virker helt upåvirket af de mange mennesker, som gerne vil tæt på for at mærke meditationskraften.

Kvinden med det lyse hår hedder Anne Sophie Jørgensen og er stifter og spirituel leder af Tigerens Rede. Hun er den egentlige årsag til gæstebuddet fra det fattige bjergland Bhutan. Det er hendes undervisning, munkene er kommet for at studere. De ved godt, at Anne Sophie Jørgensen ikke er buddhist, men de anerkender, at hun har fundet en spirituel vej, som hjælper mange i dagligdagen. I en dagligdag med hjem, familie og arbejde, så langt fra munkenes liv, som man næsten kan komme.

Sammen kan vi løfte meget

Anne Sophie Jørgensen har besøgt Bhutan tre gange, og har mødt landets premierminister.

Vi får mange bindinger til ting. Folk kan have svært ved at flytte fra deres hus, fordi de føler sig så knyttet til det. Mange mennesker bliver i mange år i et skrantende parforhold, fordi de føler sig knyttet til hinanden. Vi binder os til ting, og vi binder os til mennesker, og dermed personliggør vi livet. Hvor det ville være bedre at kunne sige sådan; livet går igennem mig, fordi det giver mening. Den dag, det ikke giver mening længere, så takker jeg for de gode ting, som var.

»Lama Rinzin spurgte mig, om jeg ville møde premierministeren, og det syntes jeg jo ikke, jeg ville sige nej til,« siger hun med et skævt smil næste formiddag, da vi mødes over en kop kaffe, serveret på Tigerens Redes terrasse. I solen kan man rigtig beundre det smukke bygningsværk i hvis midte det tolvkantede meditationsrum, Dugdråbesalen, befinder sig. Tigerens Rede er opført i 1988, men tilbygningen er opført ved hjælp af frivillig arbejdskraft i 2009 og ejet af medlemmer af Tigerens Rede. Anne Sophie Jørgensen lejer sig ind og lever udelukkende af indtægter fra sin undervisning og sine bøger. Rundt om de særprægede bygninger ligger jord, som ligeledes er ejet af folk i fællesskab. Det fylder efterhånden godt i Gedved. Tigerens Rede er et anpartsselskab, 5,5 ha jord, hvor der er planlagt en kommende skov er et andet anpartsselskab og urtehaven er en forening.

Tigerens Rede er ejet af brugerne, som har købt anparter i bygningerne. Derfor kunne det lade sig gøre at få bygget en helt ny meditationssal ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Til Tigerens Rede hører der en kæmpe urtehave, som ejes af et andelsselskab, og alle andelshavere har faste arbejdsdage, hvor de hjælper til i haven. Her er det Grethe West, der tager fat.

»Efterhånden som tingene er opstået, har det fået sin egen økonomiske struktur. I princippet kan alle være anpartshavere, men i realiteten er det folk, som har tilknytning til stedet. Det lykkedes os at rejse penge til udbygningen uden at låne en øre, endda med et temmeligt kostbart projekt med CO2-neutral opvarmning med brændefyr og solfangere. Det er mere en holdning end en økonomisk gevinst. Hvis man arbejder med energi, er man også nødt til at tænke på fysisk energi. Urtehaven er økologisk, og vi har en lille økologisk butik, en indkøbsforening, der er et fjerde økonomisk projekt,« fortæller hun.

»Der er mange, der yder en lille indsats og sammen kan vi løfte rigtig meget. Det er også det, vi kan se med anparterne til udbygningen af huset og til skoven. Ingen ville kunne passe vores store have alene, men når vi hjælper hinanden, så kan vi, og så viser det sig jo, at det faktisk er sjovere end at have sin egen have.«

Spiritualitet i hverdagen

Ingen bor i Tigerens Rede. Anne Sophie bor lige ved siden af i et hus, hun byggede sammen med sin eks-mand i 1990, nogen bor i nærheden, men ellers bor man rundt omkring i byen i parcelhuse eller lejligheder. Folk har deres almindelige liv med arbejde og familie.

Jeg kan lære af alle. Hvis man møder folk med den indstilling, så er der ingen, som starter med at føle sig bedrevidende. Og jeg mener det virkeligt. Jeg lærer faktisk noget af alle. Nogen gange lærer jeg, hvordan man ikke skal gøre tingene! Men det er også værd at lære.

»Så har vi det her som noget ekstra. Det kræver både tid og penge, så derfor er det noget, man aktivt vælger til. Men vi lægger vægt på at indgå i samfundet på lige fod med alle andre, og forholdsmæssigt er vi nok ret bidragsydende i samfundet,« mener hun.

Det der med at lukke sig inde og trække sig væk, det tager Anne Sophie Jørgensen afstand fra.

»Det er nok sådan noget, man forbinder med spiritualitet, men det er i mine øjne en gammeldags opfattelse, at man skal trække sig væk fra verden. Her kommer man og henter noget, som gør godt på det indre plan og er med til, at vi kan yde noget på det ydre plan. Det er spiritualitetens opgave i det moderne samfund. At skabe en balance mellem det almindelige liv og det spirituelle liv.«

Og så er vi tilbage ved Bhutan, hvor premierministeren gerne ville høre om Anne Sophies tanker.

Udfordringer i Bhutan

»Der sad jeg, Anne Sophie Jørgensen fra Danmark, i den samme stol, som han ville byde Barak Obama, hvis han kom forbi. Bhutans vanskeligheder ligger i at transformere sig fra et uland til et moderne samfund på ganske få årtier. En transformation, som vi herhjemme tog flere hundrede år om. Indtil 1999 fandtes der ikke satellit-tv, men nu ser de unge både i tv og på nettet, hvordan man lever i andre lande. De er meget avancerede inden for meditation, men det, vi kalder almen viden, har man indtil for nogle få årtier siden ikke haft i befolkningen.

Det er en meget speciel arkitektur, man har brugt i Tigerens Rede, der i 2008 fik en tilbygning bygget ved hjælp af anparthavernes frivillige arbejdskraft.

Premierministeren ville gerne høre, hvad vi gør her i Tigerens Rede, for vi er blevet præsenteret som et eksempel på, at veluddannede mennesker med arbejde og familie stadig gerne vil bruge tid og penge på at arbejde med meditation med hjerte og hjælpsomhed. Derfor er Tigerens Rede interessant for dem. Deres unge ser nu, at der er en helt anden måde at leve på, og selv om de har demokrati, så er det ikke særlig gammelt, og der er mange ting, de skal øve sig i, før folk opnår den personlige frihed, vi kender herhjemme. Jeg tror, de ser os som et eksempel på, at det kan gå godt. De anerkender, at dharmaen (den buddhistiske lære) må forandre sig, når den flytter andre steder hen i verden. Jeg kan ikke undervise i buddhisme, for det har jeg ikke forstand på, men jeg har forstand på meditation, og jeg har forstand på meditation i et moderne samfund og de udfordringer, det giver. Hvordan får vi tingene til at gå op med familieliv og arbejde. Den almindelig bhutaneser dyrker ikke avanceret meditation, det gør man kun i klostrene. Og der laver man ikke andet. De har ingen partnere eller børn. Og man må jo sige, at selv om vi er glade for vores partnere og vores børn, så er det tidskrævende projekter! Og vi er nødt til at gå på arbejde otte timer daglig for at tjene til livets opretholdelse. Så vi kan vise, at man kan arbejde med meditation på et seriøst plan, selv om man har et almindeligt liv. Man behøver ikke at være i cølibat og bo i kloster for at være seriøs.«

Tigerens Rede i et syn

Men vi skal tilbage til 2001 for at forstå, hvordan Bhutan og lama Rinzin kom ind i Anne Sophie Jørgensens liv. i 1988 havde hun sammen med sin daværende mand, Jørgen Høher, bygget meditationscenteret i Gedved, der dengang hed Munach. Ti år senere blev parret skilt, og Anne Sophie valgte at drive centeret videre alene.

Jeg er også medlem af folkekirken og kunne ikke finde på at melde mig ud. Jeg har intet ønske om at lægge mig ud med Folkekirken.

»Det havde fået sit navn i 1988, da vi byggede det, og jeg havde en tanke om, at det kunne være godt at skifte navn, fordi det gamle navn også var forbundet med min eks-mand. Men jeg ville ikke bare finde på et navn. Jeg kunne godt have kaldt det den gyldne lotus, den blå regnbue eller de healende hænder, men jeg afventede, at der skulle komme et navn. Den 24. oktober 2001 vågnede jeg med navnet Tigerens Rede på læberne og vidste, at det var stedets navn. Jeg syntes, det var et mærkeligt navn, og mine elever sagde også, at det lød som en stue i en børnehave. Èn foreslog, at jeg bare kaldte det Meditationscenteret TR, så var vi ude over det problem. Men det var jo ikke et problem. Det var en gave. Og da vi undersøgte det, fandt vi ud af, at der var nogle klostre i Himalaya, der hed Tigerens Rede, og det væsentligste ligger i Bhutan. Navnet blev skiftet med det samme, og vi begyndte at interessere os for det buddhistiske, men der gik nogle år, inden jeg besluttede at tage til Bhutan for at besøge Tigerens Rede.«

Anne Sophie tog i 2007 af sted sammen med en veninde, og de fik kontakt med lama Rinzin.

Sov på et tæppe på gulvet

»Vi fik tilbud om at meditere sammen med ham, og det ville da være dumt at sige nej til det, for det havde jeg aldrig prøvet før. Så blev vi spurgt, om vi havde lyst til at overnatte i klosteret. Vi havde hverken tandbørste eller skiftetøj med, men får man tilbudt at overnatte i et kloster, så siger man ja til det, også selv om vilkårene er beskedne, og man skal sove på et tæppe på gulvet.«

Anne Sophie Jørgensen lever i et tantrisk forhold med den 25 år yngre Jukas Killemose Hamburger i et hus ved siden af centeret.

Næste dag tog de to kvinder videre uden at vide, at den nat fik betydning for fremtiden.

»Lama taler ikke engelsk, så vi talte ikke sammen. Og selv om vi havde guide med, at blev der ikke talt meget, men vi mediterede sammen, og så sov jeg der. Det er et sted, hvor rigtig mange store mestre har mediteret og stadig tager hen og gør det. Det er et af de helligste steder i Bhutan, og hvis du overnatter der, betyder det noget, hvad man drømmer. Jeg havde en drøm om klosteret, og han havde en drøm om mig. Han fortalte ikke mig, hvad han havde drømt, men om morgenen, da jeg sad ved morgenmaden, fortalte jeg vores guide om min drøm, bare for at underholde. Måske har han fortalt det videre, eller også kunne lama fornemme, hvad jeg havde drømt. Men det, han reagerede på, var min meditation. Og da nogen af mine elever et par år senere besøgte lama, sagde han til dem, at jeg ikke var buddhist, men en stor buddhistisk lærer. Jeg har en indre inspiration, og det er for mig spændende, at lama på én eller måde kan genkende den.«

Den indre inspiration, som Anne Sophie Jørgensen føler, har fulgt hende hele livet.

Var et med havet og himlen

»Jeg har altid mediteret, også inden jeg vidste, hvad meditation var. Siddet for mig selv og kigget ud over havet. Jeg boede i Kerteminde, til jeg blev otte år, så tog mine forældre til Godhavn i Nordgrønland. Godhavn ligger lige over for Illulissat, som i dag er meget kendt, fordi det er et af de steder, hvor man kan få adgang til indlandsisen. Så min lille barndom forgik i Kerteminde og min store barndom i Grønland. Det var midt i 60’erne, da Grønland var meget anderledes end i dag. Vinteren var et halvt år uden væsentlig kontakt med omverdenen. Ingen skibe, breve, aviser, tv, telefoner eller computer, og telegram sendte man kun ved dødsfald. Så det var meget afsondret.

Mine forældre var unge og meget energiske mennesker, som lavede alle mulige udendørsaktiviteter i Grønland. Blandt andet sejlede de, og jeg sad altid i båden og var søsyg og sang salmer for mig selv og stod endnu en søsyg dag igennem på havet.

Da jeg gik i realen i Kerteminde, cyklede jeg i perioder hver eneste eftermiddag ud til et sted i skoven, hvor man kunne sidde og kigge ud over havet. Det var jeg nødt til at gøre. I al hemmelighed, for ingen måtte vide, hvor mærkelig jeg var. Så sad jeg der, og når jeg sad længe nok, kunne jeg blive et med havet og himlen. Når det var sket, cyklede jeg hjem igen.

I Grønland var min kontakt med naturen en meditativ kontakt. Og efter at vi kom tilbage til Danmark, drømte jeg i alle årene, igen og igen, at jeg kom tilbage. Jeg havde en længsel efter at sidde på bjerget i fjeldet og kigge ud over vandet. Så tog jeg derop som voksen i 2001, og siden har jeg ikke haft drømmen.«

Livet er større end mig

»Nogen gange tænker jeg, at der er lighedspunkter mellem Grønland og Bhutan. Der er en kærlighed til naturen og en kærlighed til noget oprindeligt, som tiltaler mig. En oprindelig måde at leve på, som var determineret af naturen. Man får nogle andre proportioner og sin egen lillebitte plads i universet. Det er både meget lærerigt og meget skønt. For man kan godt komme til at tillægge sig selv en meget betydningsfuld rolle i sit eget liv. Jeg siger tit, at de ting, der sker, skal man ikke tage så personligt. Man skal ikke tage sit eget liv så personligt. For så bliver det for eksempel meget svært, når man skal dø. I vores kultur er vi så ringe til at acceptere, at vi skal dø. Hvis vi kan se det sådan, at livet strømmer igennem os, så længe det vil. Livet er større end mig. Når jeg er væk, er livet der stadig. Jeg er kun noget, som livet kan strømme igennem lige nu, så længe, det giver mening. Så tager man ikke livet så personligt, og det bliver lettere at give slip.

Den specielle, tolvkantede arkitektur i meditationssalen giver fantastisk arkustik og en følelse af nærvær blandt de mediterende.

Vi får mange bindinger til ting. Folk kan have svært ved at flytte fra deres hus, fordi de føler sig så knyttet til det. Mange mennesker bliver i mange år i et skrantende parforhold, fordi de føler sig knyttet til hinanden. Vi binder os til ting, og vi binder os til mennesker, og dermed personliggør vi livet. Hvor det ville være bedre at kunne sige sådan; livet går igennem mig, fordi det giver mening. Den dag, det ikke giver mening længere, så takker jeg for de gode ting, som var. Det er også at have meditationen med i livet. Buddhisterne snakker meget om, at tingene ikke varer ved, men det er vi ikke så gode til. Vi vil gerne have, at tingene varer ved. Når vi har fået noget godt, så holder vi på det, indtil vi finder noget, der er endnu bedre. En endnu bedre partner, en endnu større bil, en endnu bedre frakke.«

At dø mæt af dage

Anne Sophie Jørgensen har selv haft rigelig tid til at vænne sig til at give slip. Hendes datters helbreder ikke godt, og hun har været ved at smutte for dem flere gange, så hun ved, hvordan det er at skulle indstille sig på at give slip på sine børn for tidligt.

»Lidelse er en uundgåelige del af livet. Men vi har svært ved at acceptere lidelse. For hvis vi lider, så tænker vi, at det er en fejl, noget, der skal laves om. Der er ikke nogen fare for, at vi ikke dør, det er ikke det, der er problemet, men døden kan være mere eller mindre langstrakt og vanskeligt. Lad os være sunde og glade og friske og energiske, indtil vi kan mærke, at nu skal vi tage det næste skridt. Ofte får man et varsel i form af sygdom. I stedet for at bekæmpe døden og klamre sig til livet, så skulle vi måske hellere sige, at vi tager imod den proces, døden er. Den kommer, hvad enten jeg skriger eller synger. Jeg kan ligeså godt tage imod den. Et udtryk, som jeg har taget til mig, er ”at dø mæt af dage” Det handler om, at éns liv har mættet. At det har givet mening. Det er ikke det samme, som at det har været et nemt liv, men at man er glad for sit liv, men éns tid er omme. For at kunne komme dertil, skal man have øvet sig i at give slip. Man skal have givet slip igen og igen og igen, når en fase er slut. For mig har livet bestået af en lang række faser, fordi jeg har givet slip, når de er gennemlevet.«

Healing i præstegården

Jeg flyttede til Aarhus for at læse psykologi, fordi det interesserede mig. Studiet var relativt nyt i Aarhus, og dengang i midten af 70’erne, var det ikke så almindeligt som i dag. Jeg var sådan en dygtig pige i skolen - du kender godt typen - af os forventedes der noget.«

Jeg mødte min mand, der var folkekirkepræst, da jeg var 23 år, flyttede ind i præstegården ved Hansted Kirke, blev gift med det samme og blev gravid med det samme. Og efter fem år droppede jeg ud af psykologistudiet. Det var der ingen, der havde forventet. For mig var det et stort skridt. Jeg kunne bare ikke mere. Om formiddagen sad jeg der i præstegården og læste om psykiatri, elektrochok og piller, i konfirmandstuen holdt jeg kurser i drømme og meditation, og om eftermiddagen havde jeg klienter, som jeg gav healing. Jeg kunne simpelthen ikke få de to ender til at nå sammen inde i mit hoved. Som 21-årig havde jeg mødt Jes Bertelsen, der var meget optaget af dybdepsykologi. Han grundlagde senere Vækstcenteret i Nørre Snede. Han gjorde et stort indtryk på mig. Når jeg hørte Jes tale, så tænkte jeg; her er én, som siger det højt, som jeg tænker. Og jeg vidste med mig selv, at jeg ville lære mere og arbejde med disse emner. Og senere mødte jeg den irskfødte healer Bob Moore, som har en teosofisk baggrund.

Efter to år fik vi en søn, og det var et skønt sted at have børn. Min mand begyndte også at interessere sig for meditation. Og på et tidspunkt fik vi en følelse af, at vi skulle vi videre. Min mand sagde sin stilling op, og umiddelbart efter fik vores dengang fem-årige datter konstateret leukæmi. Vi flyttede ud af præstegården, ingen af os havde arbejde, vores datter var dødssyg, og vores søn på tre år var ked af det. Det var i aller højeste grad en afsked med det almindelige familieliv, for en familie er ikke almindelig, når man står i den situation. Vi havde ikke noget sted at bo, vi var virkelig i klemme.«

Lidt af et mirakel

»Vi flyttede til Ry, hvor vi boede et par år, men alting handlede på én eller anden måde om min datter og hendes sygdom. Hun modtog behandling på Aarhus Kommune Hospital, og dengang i 1984 gav man også børn strålebehandlinger på hjernen, så det betyder, at hun blev hjerneskadet. Den dag i dag er hun uarbejdsdygtig og har brug for meget hjælp. Hun har en virkelig god mand og et dejligt barn, men hun bor her, fordi hun har brug for meget hjælp til det praktiske. Efter omstændighederne har hun det godt, og vi har fået at vide på Skejby, hvor hun går til kontrol, at hun er den ældste overlevende i hele verden af den sygdom. Så hun er lidt af et mirakel. Nu er det 30 år siden, hun blev indlagt. Dengang var man lige begyndt at kunne redde liv, men man var ikke så opmærksom på, hvilket liv, det så ville blive. Jeg er dybt taknemmelig over, at hendes liv blev reddet, men jeg kunne godt have tænkt mig, at der havde været lidt mere fokus på, hvad man kunne forvente. For det er først for et par år siden, hun har fået anerkendt sin hjerneskade og fået førtidspension. Det vil sige, at hun i alle de år, der er gået, har været et barn og senere en ung kvinde, som har haft svært ved at få fodfæste i livet. De lagde aldrig skjul på, at det var eksperimentel behandling og sagde, at vi skulle regne med, at vi fik et hjælpeskolebarn. Og så tænkte jeg, at et hjælpeskolebarn er et barn, der ikke er så klog. Og man kan godt have et godt liv, selv om man ikke er så klog.

Men min datter er lige så klog, som hun altid har været, hendes hjerne er bare hullet som en si. Så hun kan for eksempel ikke tage med bussen til Horsens, for hun kan ikke overskue klokken. Overblikket mangler og hukommelsen svigter, og det giver en meget kompleks personlighed, at man på den ene side kan en hel masse i kraft af sin store intelligens og kreativitet, men på den anden siden ikke kan tage bussen ind til Horsens. Det har hun naturligvis selv haft svært ved at forstå og acceptere.«

Jeg kan lære af alle

»Min datters situation har for mig været et læreeksempel. Hvis jeg dengang skulle udtrykke, hvad jeg ville ønske for mine børn, så var det først og fremmest, at de var sunde og raske og havde det godt. Og med hende fik jeg ikke det, jeg ønskede. Men jeg fik noget andet, og det jeg fik, det er også godt. Det er virkelig vigtigt at sige. Jeg føler, jeg har tre børn; min datter før hun blev syg, min søn og min datter efter, at hun er blevet rask. Hun er ikke den samme. Så jeg har skullet tage afsked med et barn og tage imod et nyt på nogle vanskelige præmisser. Nu, 30 år efter, kan jeg sige, at jeg synes, det gik godt, men det tog sin tid.«

Anne Sophie Jørgensen har nogle mantraer, som hun lever efter, og underviser andre i at leve efter.

»En af dem er; at jeg kan lære af alle. Hvis man møder folk med den indstilling, så er der ingen, som starter med at føle sig bedrevidende. Og jeg mener det virkeligt. Jeg lærer faktisk noget af alle. Nogen gange lærer jeg, hvordan man ikke skal gøre tingene! Men det er også værd at lære. En anden sætning er, at vi er alle hinandens hjælpere. Det giver mere ligeværdighed og opmærksomhed om at give plads i situationen og være opmærksom på, hvor man kan give noget. Hos os overlader vi ikke alt til kommunen. Vi hjælper hinanden på mange punkter, lidt ligesom man gjorde i gamle dage. For eksempel havde vi for et år siden en yngre kvinde, som var dødssyg. Hun døde hjemme efter eget ønske, og det kunne lade sig gøre på grund af vores hjælp. Hvis nogen bliver syge, så er der nogen, der kommer med aftensmad, eller passer børnene. Vi hjælper hinanden meget med børnepasning, og skal nogen flytte, stiller der et flyttehold. Almindelig hjælpsomhed, bare lidt mere end normalt. Meditation handler ikke kun om fred i sindet, det handler også om at have hjertet med og møde mennesker med mere åbenhed.«

Jeg’et i centrum

De fleste mennesker stiller sig selv spørgsmålet; hvad vil jeg med livet? På ønskesedlen står en god uddannelse, et godt arbejde, et dejligt sted at bo, en skøn partner og to skønne børn. De vil måske prøve at springe faldskærm, lære at danse og prøve at bo i udlandet. Alt sammen ønsker, hvor jeg’et er i centrum. Alt det, jeg vil have af livet, og hvis livet ikke giver mig det, jeg vil have, så bliver jeg knotten! Så synes jeg pludselig ikke, at livet er til at udholde, og jeg begynder måske at drikke for meget eller bliver deprimeret. Så handler det hele om, at jeg ikke er tilfreds med livet. Vi er meget hurtige til at sige, at vi er deprimerede, frem for at sige, at det er en vanskelig periode i mit liv. At det er nogle hårde år for mig. Vi forventer hele tiden at være en succes, at være noget særligt for at livet er perfekt. Det er helt i orden at spørge sig selv, hvad man vil med livet. Men når du mediterer og kommer længere ind i meditationen, så vil spørgsmålet ændre sig til; hvad vil livet med mig? Det betyder, at livet ikke er til for at servicere mig. Jeg må spørge mig selv; er der en mening med, at jeg er her? Har jeg en opgave? Kan jeg bidrage med noget? Er der noget, jeg skal lære, som er svært, men som faktisk vil være til stor gavn for mig selv og andre, hvis jeg får det lært?«

Medlem af Folkekirken

Jeg er døbt og konfirmeret, og mine forældre var lærere og kristne. Jeg blev gift med en folkekirkepræst og har været præstekone i syv år. Så jeg kender det også fra den side. Mit engagement i Bhutan skyldes ikke noget dårligt forhold til kristendommen, jeg ser det sådan, at min spiritualitet har to rødder. Den ene rod er Kristendommen og den anden rod er den tibetanske buddhisme. Mange tænker nok, at det ikke kan lade sig gøre, men det kan det for mig. Jeg tillader mig at gøre det, fordi det virker for mig. Derfor har jeg en masse inspiration i min undervisning, som kommer fra det kristne og en masse, som kommer fra det buddhistiske.

Jeg er også medlem af folkekirken og kunne ikke finde på at melde mig ud. Jeg har intet ønske om at lægge mig ud med Folkekirken. Jeg har lige været inde og besøge biskoppen, og det var mægtig fint, men det, vi laver her, er mere radikalt, mere krævende. Det er lige som at gå fem kilometer hver søndag for at motionere. Det er godt for mange, men nogen vil mere. Det her griber dybere ind, men det kan være en kristen tradition, eller en buddhistisk, en jødisk eller en hvad som helst tradition, bare man finder noget, som appellerer til én. Jeg ser det ikke, som et fravalg af Folkekirken, men et tilvalg af noget, som går dybere, og så har jeg det med det buddhistiske i mig – uden at jeg af den grund til kalde mig buddhist.«

Sex og spiritualitet

Meditationscenteret blev til dengang i 80’erne på grund af en indre tilskyndelse hos Anne Sophie og hendes daværende mand. At det blev i Gedved skyldtes det netværk, parret havde fra præstetiden i Hansted og den grund, der på det tidspunkt blev udbudt til salg.

»Vi flyttede hertil i 1987, og året efter var Centeret færdigt. Der gik dog yderligere et par år, inden vi kunne flytte ind i et hus, vi byggede ved siden af. Derfor boede vi i tre år på 1. salen i huset ovre bagved, fire personer plus byggekontor på ialt 45 kvm med skråvægge. Så det var virkelig noget, vi ville. Det er en helt anden livsform, end hvis vi havde valgt at være psykolog og præst med to indkomster og bo i præstegården med det liv, det kunne have givet.

Stedet voksede stabilt. Der kom flere og flere mennesker, økonomien blev god og alting fungerede. Men det var en fase i mit liv, som jeg kalder ydre opbygning, indre nedrivning. For mens vi byggede det her op, så rev vi ægteskabet ned. Så der var nogle år, hvor vi ikke fulgte med tiden, og det resulterede i, at vi blev skilt. Så overtog jeg centeret og kørte det videre alene. Nu er jeg sammen med Jukas Killemose Hamburger. Han kom her som elev med sin daværende partner. De gik fra hinanden, og vi begyndte at danne par. Det er et tantrisk forhold. Det betyder, at det bygger på nogle andre præmisser end normalt. Ofte vælger man hinanden ud fra, at man passer meget godt sammen i alder, interesser og social status. Man går efter lighedspunkter. Men Jukas og jeg har ærlig talt ikke ret mange lighedspunkter. Men i tantra vælger man hinanden ud fra tre parametre; sex, kærlighed og spirituel proces.«

Aldersforskel på 25 år

Det med sex gik rigtig godt, og kærligheden var der bare. Da vi lærte hinanden at kende, var han rockmusiker i København, mens jeg havde et forpligtende og meget omfangsrigt arbejdsliv her. Jeg var veletableret og havde voksne børn, mens han boede på et lille værelse. Men på de tre væsentlige punkter passede vi sammen, og i vort tilfælde har forskelligheden faktisk været en fordel. Vi har aldrig troet, at vi var det samme sted i livet, vi ved, at det er modsætningerne, der mødes, men det essentielle hænger sammen.

Jeg syntes måske, at han var lige til den unge side, men det er jo ikke hans fejl, at han er så ung. Det skal ikke bruges imod ham. Han er 25 år yngre, men nu er vi sammen på 9. år, så vi har da bevist, at det godt kan lade sig gøre. Jeg tror ikke, det er vort sidste år, men man kan aldrig vide det. «

Pludselig smiler hun og peger hen mod Jukas, der står i indkørslen og taler med de tre lamaer fra Bhutan. Han holder en skovl i hånden og viser med fagter, hvordan man bruger den.

»Nu er de ved at lære, hvad en sneskovl er,« siger Anne Sophie Jørgensen. »I Bhutan har de masser af sne, men de fjerner det ikke. De kender ikke til sneskovle.«

Når livet giver mening

Den bane, man bliver sat på af sine forældre, eller den, man selv valgte som ung, er måske ikke den, man skal følge til evig tid. Og livet har lært Anne Sophie Jørgensen, at når man skifter bane, kommer man nye og uventede steder hen.

»Jeg startede i en ung alder med at læse psykologi, blive gift og få børn. Det kunne vel ikke komme bag på nogen. Det var meget almindelige valg. Så begyndte jeg at beskæftige mig med meditation, dybdepsykologi, drømme og healing og den slags, og det lå også lidt i tiden der sidst i 70’erne, selv om det ikke var det, jeg var opdraget til. Så kommer det der med Bhutan, og det var ikke noget, jeg ville med livet, det var livet, der ville noget med mig.

Jeg har fået til opgave at vise noget om muligheden for en balance mellem et almindeligt liv og seriøst arbejde med meditation. Så kunne jeg jo tænke, åh nej, så får jeg ikke det, jeg gerne ville have. Men pointen er, at man får noget, der mætter, der giver mening og fylde i éns liv. Det kan godt ske, at det er et langt sejt træk, men det giver mening.«

Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.