De kaldte ham nr. 1

Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været KGB-spion.

Artiklens øverste billede

Den afhoppede, tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet »bekræftet andre steder,« og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB. Dokumentation:

Dagen efter spurgte Ekstra Bladet kriminalinspektør Per Larsen i PET, hvorfor der aldrig var blevet rejst straffesag mod Dragsdahl et spørgsmål, der indebar, at PET havde kendskab til KGB-forbindelserne. Det bekræftede Per Larsen ved at sige, at PET med interesse læste Ekstra Bladets artikler for at se, om der kom nye oplysninger frem, »som kan få os til at efterforske videre.« PET havde altså efterforsket redaktøren og hans virksomhed. Kriminalinspektøren kom med en interessant tilføjelse: Justitsminister Ole Espersen havde i 1982 givet en detaljeret redegørelse for, hvorfor der ikke blev rejst straffesag mod forfatteren Arne Herløv Petersen. Han ville henvise til denne redegørelses generelle juridiske betragtninger. Dokumentation:

Ole Espersen havde i 1982 i anledning af politiets sigtelse mod Herløv Petersen for bistand til fremmed efterretningstjeneste (KGB) erklæret, at ganske vist var Herløv Petersen skyldig (»har udvist forhold, som i princippet falder ind under beskrivelsen i straffelovens paragraf 108«), men at danske interesser ikke var skadet i en sådan grad, at der var »fuld tilstrækkelig anledning« til at rejse tiltale. PET opfattede denne beslutning som politisk sabotage af tjenestens indsats. Per Larsen var med sin henvisning til denne erklæring meget tæt på at sige, at det også skyldtes politiske hensyn, når der heller ikke var blevet rejst straffesag mod Dragsdahl. Bladets overskrift på interviewet lød da også: »Minister lod Dragsdahl slippe.« Og artiklen sluttede således: »Ekstra Bladet er vidende om, at sagen om Jørgen Dragsdahl har været forelagt justitsministeren og regeringen til afgørelse, og alt tyder således på, at det gik ham som Arne Herløv Petersen.« Samme version kunne man læse i Jyllands-Posten: PET havde en omfattende sagsmappe om Dragsdahl, men da Ninn-Hansen fik den forelagt i sensommeren 1985 efter at Gordijevskij var bragt i sikkerhed i England valgte han af politiske grunde at arkivere sagen. Dokumentation:

Jørgen Dragsdahl havde under Den kolde Krigs sidste og afgørende fase været meget aktiv både som journalist og fredsaktivist med tætte kontakter til medarbejdere på den sovjetiske ambassade og det sovjetiske nyhedsbureau APN (Novosti) siden 1970erne. Han havde i talrige artikler og i stærke vendinger kritiseret USA, NATO og den danske sikkerhedspolitik. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde han i 1979 bragt en artikelserie med udgangspunkt i falske dokumenter og med det formål at mistænkeliggøre USA. (1) Hans synspunkter havde haft stor indflydelse på ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen og Lasse Budtz. Dragsdahl havde også tætte forbindelser til ledende politikere fra Socialistisk Folkeparti, bl.a. Gert Petersen og Margrethe Auken.

******

Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham »en kriminel russer« og »en landsforræderisk opportunist.« Berlingske Tidende tog også aktivt del i bestræbelserne på at neutralisere både Gordijevskij og Ekstra Bladet ved at bringe et manipuleret interview med Gordijevskij, hvori denne angiveligt fordømte Ekstra Bladets anvendelse af hans oplysninger. Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået »et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver,« der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej.

Dragsdahl reagerede ved at udsende en erklæring den 5. januar: »På eget initiativ optog jeg tidligt i 1985 forbindelse med Politiets Efterretningstjeneste efter en række ubehagelige oplevelser [...] Under møder i Politiets Efterretningstjeneste har jeg dengang detaljeret beskrevet kontakter med formodede KGB-folk. Dette skete før dobbeltagenten Oleg Gordijevskijs flugt til Vesten i sommeren 1985. I 1986 gjorde Politiets Efterretningstjeneste mig opmærksom på samtlige Gordijevskijs påstande, og jeg besvarede en række spørgsmål.« I erklæringen afviste han at have mødt KGB-officeren Mikhail Ljubimov i Budapest, som påstået af Ekstra Bladet. Han afviste ligeledes at have modtaget penge fra KGB.

Dagen efter bragte B.T. et interview med Ole Espersen om sagen. Den tidligere justitsministers reaktion på beskyldningerne mod Informations redaktør var: »Det har jeg aldrig hørt om.« Ifølge Ole Espersen ville han være blevet informeret om det af PET, »hvis man havde haft mistanke om, at Dragsdahl var indblandet i noget.« I stedet rettede Espersen skytset mod Gordijevskij. Espersen, der ifølge Gordijevskijs oplysninger selv havde haft KGB-kontakter, gav ikke meget for »dobbeltagenter i tredje potens. Han [Gordijevskij] forsøger kun at tjene penge.« Også ved flere andre lejligheder har Ole Espersen stemplet Gordijevskij som upålidelig og drevet af udsigten til at tjene penge. Hvis Espersen virkelig ikke var klar over, at PET mistænkte Dragsdahl for at være KGB-agent, var han dårligt underrettet.

En af Dragsdahls beundrere, tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen, sagde, at han var både overrasket og skuffet over Ekstra Bladets oplysninger. Han var »dybt imponeret« af Dragsdahls viden, og det var en meget sørgelig historie, hvis den var sand. Lasse Budtz udtalte, at han ikke troede på beskyldningerne mod Dragsdahl. Juristen Jørn Vestergaard gjorde i Information gældende, at "spionageparagrafferne" i straffeloven ikke var relevante, når det drejede sig om indflydelsesagenters virksomhed. § 107 handlede om spionage i egentlig forstand, og § 108 om bistand til fremmed efterretningsvæsen omfattede kun videregivelse af oplysninger til udenlandske tjenester. Anvendelse af oplysninger fra fremmede tjenester var derimod ikke ulovligt. Det var heller ikke strafbart, hvis en indflydelsesagent modtog penge af sin føringsofficer (men beløbet skal vel anføres i selvangivelsen under indtægter?). De påståede kontakter mellem Dragsdahl og KGB kunne efter det hidtil oplyste godt have været ganske legitime.

En tidligere medarbejder ved Information, Anker Randsholt, skar imidlertid igennem alle udflugterne med disse ord, som også rammer alle de andre KGB-kontakter: »Information har fået et troværdighedsproblem. I den forbindelse er det ligegyldigt, om Jørgen Dragsdahl kun var en almindelig "nyttig idiot" som så mange andre, eller han også opnåede lidt "egennytte" i den forbindelse. Hovedsagen er, at hvad han skrev i de afgørende år var til fordel for Kreml-propagandaen imod de demokratiske landes forsvar, og at han i den forbindelse i større eller mindre udstrækning har brugt oplysninger fra agenten i Sovjetunionens ambassade. Havde læserne haft anelse om denne forbindelse, ville deres vurdering af stoffets værdi afgjort have været anderledes - bortset fra betonhovedernes.«

******

Dragsdahls erklæring efter afsløringerne indeholdt langtfra hele sandheden. Dragsdahl beskrev ikke over for PET "detaljeret" sine tætte kontakter med KGB-folk. Han fortalte således ikke om sine konspirative møder i Danmark og i udlandet i de foregående år. Hans offentlige erklæring efter Ekstra Bladets oplysninger var vildledende. Han var af PET blevet foreholdt en række præcise oplysninger om disse ting og han måtte tilstå dem alle. De to møder i udlandet, som PET havde kendskab til med Gordijevskij som kilde, og som Dragsdahl måtte vedgå, fandt sted i Wien, hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer.

Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et »efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet.« Han fik 125.000 kr. I dag kan det dokumenteres, at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande. Når Ekstra Bladet dengang blev nødt til at tilbagekalde sandfærdige oplysninger om Dragsdahl, skyldtes det, at avisen ikke kunne få danske myndigheders konkret justitsminister Erling Olsens hjælp til at få adgang til den eksisterende dokumentation i PETs arkiv. Bladet gjorde i 1992 gældende, at Gordijevskijs oplysninger kunne verificeres i PETs arkiv. Erling Olsen må have vidst, at det var rigtigt. Alligevel ønskede han ikke sandheden frem.

Dragsdahl har selv givet udtryk for, at han »ser frem til, at historikere får adgang til primære kilder, så diverse myter kan blive afkræftet.« Her følger afkræftelsen af den myte, Dragsdahl selv har kunnet fremstille i kraft af de lukkede arkiver.

******

Oleg Gordijevskij, der gjorde tjeneste i Danmark som KGB-officer i perioderne 1966-1970 og 1972-1978, forsynede PET med en mængde oplysninger om KGBs virksomhed i Danmark. Ifølge DIIS-udredningen fik PET »en enestående indsigt i KGBs politiske arbejde i Danmark,« herunder de såkaldt »aktive foranstaltninger.« I kraft af sin position som ledende officer på KGBs politiske linje kunne Gordijevskij informere PET om KGBs danske kontakter og deres anvendelse i bl.a. påvirkningsoperationer på det politiske område. Gordijevskij havde ligeledes været i stand til at afsløre en lang række af KGBs samarbejdspartnere lige fra egentlige agenter og til officielle kontakter. (2)

Gordijevskij har sagt, at Dragsdahl blev anvendt til »aktive foranstaltninger« dvs. påvirkning af den offentlige mening. (3) KGB var ifølge Gordijevskij interesseret i Dragsdahl på grund af dennes stærkt anti-amerikanske holdninger. Dragsdahl kaldte bl.a. præsident Reagan »et lallende fjols,« og han beskyldte Jyllands-Posten for at svigte den journalistiske uafhængighed ved at »plapre løs med NATOs seneste påfund.« KGB-officeren Ljubimov har fortalt, at han satte pris på Dragsdahls artikler, fordi de var venstreorienterede og grundige, og at han mødtes med Dragsdahl på ambassaden og på restauranter, hvor han tog godt for sig af de våde varer. Men der var angiveligt ingen hemmelige møder uden for København. (4) De sovjetiske agenter stod på pinde for den danske journalist, når han ønskede artikler på russisk oversat til dansk i en fart. Og de arrangerede gratis rejser og indbød Dragsdahl til møder og foranstaltninger i Sovjetunionen i lange baner.

Ifølge DIIS-udredningen kom Dragsdahl en trængt socialdemokratisk regering og udenrigsminister Kjeld Olesen til undsætning i sommeren 1980 ved at kalde det negativt ladede udtryk "danmarkisering" (om Socialdemokratiets nye, NATO-kritiske holdning) »en ærefuld betegnelse« et udtryk Kjeld Olesen tog til sig. Dragsdahl inspirerede Gert Petersen til at få afholdt en forespørgselsdebat i Folketinget om »NATOs oprustning.« Senere tog Dragsdahl sammen med forfatteren Erik Knudsen initiativ til at indsamle penge til store annoncer i Politiken og Information om, at Danmark skulle sige nej til NATOs dobbeltbeslutning. Ved denne tid lavede Dragsdahl også store NATO-kritiske interviews med bl.a. Lasse Budtz og Kjeld Olesen. Udredningen gør også opmærksom på, at Dragsdahl kaldte præsident Reagans strategiske forsvarsinitiativ (SDI) i 1983 »en offensiv trussel« mod Sovjetunionen, og at han senere agiterede for, at Danmark burde afvise amerikanske krigsskibe, der kunne medbringe atomvåben, da de udgjorde en krigstrussel. (5)

I et konkluderende kapitel om de danske efterretningstjenesters vurdering af østlandenes påvirkning af den offentlige mening i Danmark skriver DIIS-udrederne, at »journalisten Jørgen Dragsdahl var i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk, såvel i Danmark som i Sovjetunionen, og sin rolle som meningsdanner.« (6)

******

Som nævnt har Dragsdahl erklæret, at han i 1985 »efter en række ubehagelige oplevelser« på eget initiativ henvendte sig til PET. Hen over sommeren fører efterretningstjenesten en række samtaler med Dragsdahl.

Samtalerne, der ikke havde karakter af forhør, kan ses som en advarsel fra PET til Dragsdahl om at afbryde forbindelsen til KGB. PET fortalte imidlertid ikke i 1985 Dragsdahl, hvor meget man faktisk vidste om hans konspirative omgang med KGB-officerer.

Mens PET førte sine opklarende samtaler med Dragsdahl, lod Ole Espersen offentligt høre fra sig. I juli 1985 skrev han en artikel i Politiken, som kan ses som en advarsel til PET og regeringen om ikke at rejse sigtelse mod Dragsdahl. Den tidligere justitsminister gjorde opmærksom på, at den socialdemokratiske regering i 1982 havde undladt at rejse tiltale mod Herløv Petersen for handlinger, som efter regeringens opfattelse faldt ind under den såkaldt milde spionparagraf, § 108. Espersen kritiserede nu PET for ikke at have grebet ind på et tidligere tidspunkt. PET havde ofret et mistænkt menneske for at kunne afsløre den mistænkte "agents" forbindelsesnet. Både PET og regeringen har givetvis nærlæst Espersens artikel og herunder bemærket gåseøjnene omkring ordet agent. For PET ville det være ubehageligt, hvis man endnu engang skulle komme i den situation, at man ønskede en mistænkt indflydelsesagent tiltalt for derpå af politiske årsager at blive underløbet af regeringen.

På det tidspunkt havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PETs papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGB-agenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at "afryste" PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København.

Tre måneder senere, i juni 1983, skulle et nyt møde finde sted. Dragsdahl tog regionaltoget fra København til Holbæk og var på vejen til toget meget opmærksom på sine omgivelser, vendte sig flere gange om og kiggede bagud. I Holbæk var han igen meget opmærksom på sine omgivelser og spejdede omkring ved et værtshus, en parkeringsplads og på stationen. Efter to timers forgæves venten kørte han tilbage til København. KGB-officeren dukkede ikke op. En uge senere var han til frokost på den sovjetiske ambassade. Mod sædvane kørte hans føringsofficer ikke hjem fra ambassaden til frokost denne dag. Senest i oktober 1983 var "Dragsdahl-sagen" kendt på højeste niveau i regeringsapparatet.

******

I marts 1986 blev Dragsdahl imidlertid tilsagt til en ny samtale med PETs chef, der ønskede at konfrontere ham med nye oplysninger, som Oleg Gordijevskij havde givet om Dragsdahls forbindelser "med dybt konspirative elementer" til en række medarbejdere ved KGB-residenturet i København. PET ville nu også røbe, at man for længst selv havde afsløret Dragsdahls lyssky møder. Ved ankomsten til mødet med PET i marts 1986 var Dragsdahl ifølge mødereferatet tydeligt nervøs. Han forsøgte at tænde en cigaret i den forkerte ende, og han talte med lav, usikker stemme. Han fik at vide, at PET i forbindelse med Oleg Gordijevskijs afhopning havde fået oplysninger om hans KGB-forbindelser. Disse oplysninger ville man gerne drøfte nærmere og sammenholde med sidste års samtaler om diverse sovjetiske diplomaters aktiviteter.

Dragsdahl indrømmede nu, at et af hans møder med føringsofficeren Vladimir Minin var blevet forlagt til Roskilde. Som grund angav han, at de to ikke havde ønsket at blive genkendt. Han oplyste ikke hvorfor. Senere indrømmede han også, at han i sin tid som korrespondent i USA 1980-1981 havde mødtes med Vladimir Minin i Wien. Når mødet fandt sted dér, skyldtes det angiveligt, at han af skattemæssige årsager ikke kunne vise sig i Danmark. Mødets formål havde ifølge Dragsdahl blot været at holde forbindelsen ved lige og at udveksle almindelige politiske synspunkter. Da PET foreholdt ham oplysningen fra Gordijevskij om endnu et møde i Wien i efteråret 1982, måtte Dragsdahl også bekræfte dette. På det tidspunkt havde Minin forladt Danmark, og PET mente, at det lød noget flot, at KGB ville ofre penge på at sende en officer fra Moskva til Wien blot for at holde kontakten ved lige med en person, der nu opholdt sig i USA.

Da PET foreholdt Dragsdahl, at hans forbindelse til KGB-officererne i Danmark havde været konspirative, hævdede han først, at kontakterne udelukkende var baseret på restaurantbesøg. Da PET derpå afslørede kendskabet til mødet på Farum station, måtte han indrømme, at han ved nogle lejligheder havde mødtes med Katerinkin under »mærkelige omstændigheder.« Hvorfor oplyste han ikke. Derpå fortalte PET om iagttagelserne af rejsen i S-toget, om Dragsdahls medbragte avis, som syv gange skiftede hænder mellem ham og KGB-officeren, og om Katerinkins forsvinden uden at sige farvel, da en fremmed satte sig ved siden af dem. Hertil havde Dragsdahl ingen kommentarer. Derimod ville han gerne vide, om KGB betragtede deres arbejde med ham som en succes. PET vejede svaret på en guldvægt: Umiddelbart kunne det se ud til, at KGB mente, at det var lykkedes at få Dragsdahl til at samarbejde som påvirkningsagent. Dragsdahls svar var, at KGBs bestræbelser i så fald var spildte. Ingen behøvede nemlig at overbevise ham om Sovjetunionens synspunkter. Han kunne i forvejen følge dem et langt stykke. Afslutningsvis underholdt han selvsikkert PET med sine vurderinger af Arne Treholt- og Arne Herløv Petersen-sagerne: I begge tilfælde overvurderede man efter hans mening deres betydning.

Der var ikke hverken i 1985 eller i 1986 tale om egentlige forhør af Dragsdahl, som heller ikke var sigtet for noget. På intet tidspunkt borede PET i Dragsdahls usikre fremstilling af begivenhederne.

Selv om der var tale om en meget blød afhøring, vedgik Dragsdahl alle Gordijevskijs oplysninger med undtagelse af oplysningen om pengene, han skulle have fået i USA. Han gled imidlertid af, når det drejede sig om indholdet af møderne med skiftende KGB-officerer ved at hævde, at han intet kunne huske. PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt længere i sit samarbejde med KGB, end han nu ville være ved. PETs formål med 1986-samtalen var at give ham en advarsel ved at afsløre, at man var vidende om hans konspirative omgang med KGB-officerer i Danmark og i udlandet.

PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: »Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position [...] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som "nr. 1" i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.

******

DIIS-udredningens billede af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes som vildledende. Det hedder blot, at han var »i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk, såvel i Danmark som i Sovjetunionen.« (7) Men der er intet om hans konspirative omgang med KGB-føringsofficerer i Danmark og i udlandet. Og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordijevskij fik »en enestående indsigt« i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PETs arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold.

Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere.

Noter:

  • 1) DIIS-udredningen bind. 3, s. 363-364
  • 2) DIIS-udredningen bd. 2, s. 432, bd. 3, s. 418-419 og bd. 4, s. 60
  • 3) Gordijevskij til forf. 29.8.2005
  • 4) Information 25.1.1992
  • 5) DIIS-udredningen bd. 3, s. 94, 109, 134 og 176
  • 6) DIIS-udredningen bd. 3, s. 363-364
  • 7) DIIS-udredningen bd. 3, s. 363-364

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen