Tilbage til Babel

Verdens sprog er mere truede end dyre- og plantearterne. Hver fjortende dag forsvinder et sprog, og om to-tre generationer har vi kun ca. 20 pct. tilbage, advarer sprogeksperter. De giver bl.a. fjernsynet og globaliseringen skylden.

I begyndelsen var ordet, og alle mennesker talte samme sprog, indtil et lyst hoved i Babel fandt på, at de skulle bygge et tårn, som kunne nå ind i himlen.

Herren så, at med ét tungemål ville intet være umuligt for menneskene, så han skabte forvirring i deres sprog, for at de ikke længere skulle forstå hinanden, og spredte dem over hele kloden.

Således lyder den bibelske forklaring på sprogenes oprindelse, og hvis vi kan tage den for gode varer, fik han sat en effektiv stopper for det menneskelige hovmod.

Sprogeksperter regner med, at for 10.000 år siden, da kloden blot var befolket af 5-10 millioner jægere og samlere, blev der talt 12.000 forskellige sprog.

Nu er vi på vej tilbage til Babel. Verdens sprog forsvinder med en rivende hast, som lingvister finder dybt foruroligende:

»Vi læser meget om truede arter i dyre- og planteverdenen, hvor 10-15 pct. frygtes at forsvinde inden for de næste 50 år. Men i samme periode mister vi 75-80 pct. af sprogene - det vil sige i løbet af to-tre generationer. Det er et kolossalt tab, vi er vidner til,« siger Una Canger, lektor i indianske sprog og kulturer ved Københavns Universitet.

Verdens folkeslag taler i dag mellem 5.000 og 7.000 forskellige sprog (det nøjagtige tal afhænger af, hvordan man definerer forskellen på sprog og dialekter), så mange er allerede væk for længst.

Enkelte som sumerernes, etruskernes og mayaernes sprog er bevaret i skriftlig form, men de fleste forsvandt bare uden at efterlade sig spor, og lingvister anslår, at endnu et sprog kan skrives på tabslisten hver fjortende dag.

Enkeltmandssprog

Ifølge Ethnologue, en sprogdatabase på Summer Institute of Linguistics i Dallas, Texas, er flere end 400 sprog på kanten af udslettelse, fordi de kun tales af en håndfuld ældre stammemedlemmer - deriblandt busuu i Cameroun (otte), lipan apache i USA (to-tre) og wadjigu i Australien (én!).

Yderligere cirka 3.000 sprog er i databasen klassificeret som »truede«, og flere kommer til i takt med, at børnene måske nok forstår dem, fordi de hører deres forældre eller bedsteforældre tale dem, men de bruger dem ikke aktivt.

Sprog lever og dør med de kulturer, som de er en organisk del af, så sprogdød er ikke et nyt fænomen, men processen er accelereret, siden den europæiske kolonisering tog fart i 1500-tallet.

Det ses bl.a. tydeligt i Mexico, hvor Una Canger har arbejdet med indianske sprog i tre årtier: De spanske erobrere anså ikke de indianske sprog for at være ligeværdige, og den holdning er også i dag fast indgroet i den ikke-indianske befolkning, som opfatter de oprindelige sprog som primitive og ustrukturerede, selv om de reelt er lige så raffinerede som f.eks. spansk og dansk.

»I 500 år har man fra officiel side forsøgt at slippe af med de indianske sprog, og det er efterhånden lykkedes at få bugt med halvdelen. Der har siden 1930'erne været enkelte forsøg på at støtte dem, men de har i bedste fald kun været halvhjertede. Flertallet af mexicanerne kan stadig ikke se det nyttige i mange forskellige sprog, og jeg tror desværre ikke, at deres forsvinden bekymrer ret mange andre end os lingvister,« siger den københavnske lektor og understreger, at mekanismerne er de samme over alt i verden.

De store bliver større

Andre væsentlige faktorer er industrialisering, øget handel og udviklingen af nationalstater, hvor de centrale magthavere ofte i den nationale enheds hellige navn gør alt for at fremme deres eget sprog og forbyde mindretallenes sprog.

De seneste årtier har fjernsynets (og internettets) udbredelse og globaliseringen yderligere forstærket de store sprogs dominans. Omtrent halvdelen af verdens befolkning taler i dag kinesisk, engelsk, spansk, hindi, arabisk, bengali, russisk, portugisisk, japansk, tysk eller fransk som enten første eller andet sprog.

Denne styrkelse af verdens hovedsprog modsvares af en tilsvarende svækkelse af de små sprog, som rent kvantitativt er i overtal. 96 pct. af verdens sprog tales af blot 4 pct. af den samlede befolkning. De fleste lever isoleret i tropiske egne, hvor det er normen, at hvert sprog tales af 300-400 mennesker.

På Papua New Guinea, en ø med 4,4 millioner indbyggere, tales der f.eks. 800 forskellige sprog, så det er intet under, at de udkonkurreres, så snart stammefolkene kommer i kontakt med den såkaldt civiliserede verden og får adgang til moderne kommunikationsmidler.

»Hvis man som i Mexico kun hører spansk i fjernsynet, hvis al undervisning fra børnehaver til universiteter kun foregår på spansk, og hvis alle familier ved, at deres børn skal tale spansk for at blive til noget, så er det klart, at sprogene forsvinder,« siger Una Canger.

Der er dog også eksempler på, at udviklingen går den modsatte vej. Engelsk var f.eks. et truet sprog, da Storbritannien blev invaderet af normannerne for knap 1.000 år siden, og har som bekendt været på uafbrudt fremmarch lige siden.

Hebraisk er et prominent eksempel på, at selv antikverede og uddøde sprog kan vækkes til live. Det blev i et par tusinde år stort set kun brugt til religiøse formål, men er i dag et levende sprog, som har officiel status i Israel og tales af både børn og voksne.

De new zealandske maoriers sprog er slettet af listen over de mest truede sammen med bl.a. natia på Hawaii, som efter en målrettet indsats i skolerne nu beherskes af 7.000 mennesker sammenlignet med 1.000 i 1980'erne. Og såvel kurdisk som katalansk er eksempler på, at nationale mindretals sprog kan overleve årtiers undertrykkelse og blomstre, så snart trykket forsvinder.

Men det er ifølge lingvisterne alt sammen kun undtagelser, som bekræfter den generelle regel om, at sprogdøden accelererer.

Man kan kættersk spørge, om det ikke er lige meget? Om vi ikke bare skal lade historien gå sin gang og glæde os over, at det bliver nemmere at tale sammen, når vi, som nogle eksperter spår, er nået ned på et par hundrede sprog om et par hundrede år?

Una Canger svarer klart nej:

»Vi mister et lille stykke af menneskehedens kultur og identitet hver eneste gang et sprog forsvinder. Vi mister også en uvurderlig kilde til forståelse af menneskets udvikling,« siger hun.

Ikke til at redde

Alle lingvister erkender dog, at i hundredvis af sprog ikke længere kan reddes. En del kræfter er derfor sat ind på at registrere dem, før det er for sent, så de i det mindste bevares på lyd- og videooptagelser.

Volkswagen og andre private virksomheder giver også sponsorstøtte til indsamling af materiale til ordbøger og grammatiske beskrivelser, men udviklingen løber så stærkt, at om så alverdens sprogforskere fik ubegrænsede midler, ville de ikke være i stand til at følge med.

Der er kun tale om sporadiske redningsforsøg. Una Canger anbefaler, at vi ikke desto mindre gør, hvad vi kan, for at sænke hastigheden:

»Globaliseringen indebærer, at vi ikke kan leve, som vi har gjort tidligere. Der vil ske store ændringer - også i sproglig forstand. Men vi kan nå et stykke vej ved at øge den internationale respekt om de truede sprog og de mennesker, der taler dem. Og de enkelte lande skal erkende, at de har en stor rigdom. Det kræver en holdningsændring, og den er på vej. Det går bare ufattelig langsomt,« siger Una Canger.

kim.hundevadt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen