Efter fire uger med taburadio

Det er faldet en af Politikens trangbrystede debattører for brystet, at Radio24syv har brugt en time om dagen i sommervarmen på at undersøge svenskernes forhold til tabuer – lige fra porno, dyrerettigheder og aldersdiskrimination til islam, nationalitet og selvcensur. Bedre ville det øjensynligt være, om radiokanalen havde brugt flere kræfter på at finde ud af, hvorfor nogle danske piger og drenge skærer i sig selv.

Det sidste kan naturligvis gøres til genstand for radiofonisk interesse og omgærdes formentlig af tabu og tavshed i alle vestlige lande. Selvhad er som bekendt ikke alene en psykologisk lidelse, men trives sandelig også i sociale systemer. Debattør, cand.scient.soc. Brian Esbensen karikerer imidlertid den pågældende programserie ”Danmarks Röst”, som jeg rigtignok har haft en finger med i, når han postulerer, at programmet skulle hvile på en forestilling om, at der ikke findes tabuer i den danske samfundsdebat. Så dum er jeg heller ikke. Naturligvis gør der det. Hvor der findes mennesker, findes der også tabuer, og nogle af dem kan såmænd være fornuftige nok. F.eks. er de ti bud ikke helt tossede, selv om de kan være besværlige at efterleve i en brandert.

Jeg skulle for øvrigt være den første lytter til en programserie, som tog forskellige danske tabuer op på en direkte og uimponeret måde, sådan som sverigesprogrammet har forsøgt at gøre det i juli. Men denne bestræbelse er identisk med, hvad journalistik bør gå ud på hele året: at fremstille virkeligheden så nøgternt som muligt, finde det svage led i argumentation, tro og forventning, udstille hykleri, falsk reklame og politisk spin; sætte ting til debat, sådan som Esbensens avis plejede at skilte med, angribe bekvemme positioner og udflugter, demaskere den menneskelige indbildskhed, sammenligne, analysere, kommentere.

I dette almene perspektiv er ”Danmarks Röst” på Radio24syv ingen nyskabelse. Forskellen har blot været, at vi har haft 55 minutter til rådighed i stedet for fem – og en ambition om at lade gæsterne afslutte deres ræsonnementer, før de blev afbrudt af et nyt spørgsmål. Altså det omvendte af den fremherskende metode i radio og tv, som gør flere og flere seere og lyttere enten dummere, frustrerede eller rasende – eller alle dele på én gang. En cocktail betalt af folk selv, uden at de er blevet spurgt, til såkaldte public-service medier, som politikerne ikke tør andet end at understøtte med mia. af kr. hvert eneste år, fordi de frygter journalister mere end deres vælgere. Derfor har det også glædet mig, at vores ydmyge taburadio er blevet mødt af en masse meninger fra nord til syd, og meddelelsestrangen er kommet bag på vores lille redaktion. Esbensens avis mente ligefrem, at programmet var vildt og anarkistisk. Også på den anden side af Øresund har programmet været omdiskuteret, ikke mindst i afsværgende lederartikler, og jeg har ikke kunnet undgå at få den selvgratulerende tanke, at det faktisk er lykkedes at åbne en sprække i meningsmuren, som jeg før har bakset med uden held. Stille pibler der en generel utilfredshed og frustration ud, som er bedre tjent med at blive kanaliseret ud i offentligheden end dysset ned af magt, elite og venstredrejet medieautomatik. Uanset hvad trænger jeg til ferie fra tilfældet Sverige og lover læserne af denne spalte at klappe kaje om vores kære naboland frem til rigsdagsvalget i september. I næste uge står psykolog og radiovært Eva Rusz klar til at lede programmet igennem dets sidste uge ud fra min egen, muligvis tvivlsomme hypotese, at det er bedre at give stafetten videre til en psykolog end at gå til én. Det er i hvert fald billigere.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen