Kleenex til folket

Mikael Jalving, kommentator.

Flugten fra Dansk Folkeparti er begyndt. DR Nyheder kunne fredag fortælle den første historie om medlemmer og tillidsfolk landet over, som har meldt sig ud af partiet i protest mod ledelsens venstredrejning i den økonomiske politik. Det er naturligvis Kristian Thulesen Dahls nye kurs i forhold til dagpengeregler og selskabsskat, der er den konkrete anledning, men det har kun været et spørgsmål om tid, før borgerlige DF’ere opgav at kunne genkende sig selv i partiets voksende forkærlighed for den offentlige sektor og kollektive løsninger på individuelle problemer. Nu ser vi de første sprækker af utilfredshed.

Det der, slår den uhildede betragter, er, hvor markant den nye kurs er. Dansk Folkeparti – post Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Jesper Langballe – er blevet et parti som alle andre. Det vil ind på midten, hvor taburetterne fordeles, og det vil tilgives for fortidens synder, uanset at det netop er synderne og den bramfri tale, der har gjort partiet til, hvad det er i dag.

Denne lære opfattes i dag som fortid og gamle aviser. Væk er de trodsige, anarkistiske udmeldinger, suset fra Vesterhavet, indsparket fra udkanten. Ledelsen formelig lever og sover på Christiansborg. og afsmitningen er ikke til at tage fejl af. I en lind strøm udgår der løfter om mere til flere og kleenex til folket. Dansk Folkeparti vil tilgives. De onde vil være gode.

Et tegn på DF’s stræben efter nyrupsk stuerenhed kunne opleves i sidste weekend, da partiet holdt landsmøde. og havde fået den udsøgte idé at invitere den kulturradikale folkesanger Niels Hausgaard på besøg som stjerne for en aften. Niels Hausgaard kvitterede for gæstfriheden med sange fra overskudslageret, dog ingen af dem skrevet med direkte adresse til det dumme og ulækre parti, hvis ledelse på sin side tydeligvis opfattede Hausgaards tilstedeværelse som et genialt PR-nummer. Haugsgaard i løvens hule? Næ, Haugsgaard blandt lam. Tilgivelse, soning og stående applaus.

Det er humlen. DF vil være et varemærke for mainstreampolitik og går derfor målrettet på strandhugst i velfærdsstatens voksende vælgerskare. Det er muligvis taktisk klogt, men det er et noget andet Dansk Folkeparti end hidtil, og vi andre borgerlige skal ikke regne med hjælp fra DF til de stedse mere nødvendige reformer af behandlerstatens teknokrati, herskersyge og skattetryk.

Den nye kurs manifesteres også i udenrigspolitikken, særligt i forholdet til EU og andre systemkritiske partier i Europa. Dagen efter det svenske valg forsøgte partiformanden at forklare de måbende lyttere af morgenfladen på Radio24syv, hvorfor valgets eneste vinder, Sverigedemokraterne, bestemt ikke var ”søsterparti” til DF.

Svaret fortabte sig i tåger, men grunden er naturligvis, at DF ønsker at styre uden om de vedholdende beskyldninger om ”racisme”, som SD møder hver eneste dag i svenske medier.

Kristian Thulesen Dahls slebne retorik fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Mage til pragmatiker skal man lede længe efter, selv i dansk politik, hvor der ellers er kamp om førstepladsen. Når DF’s nye leder hellere vil vende ryggen til outsiderpartier som Sverigedemokraterne og det fremadstormende UKIP i England, forstår man måske for alvor, hvor desperat DF’s nye leder gerne vil være insider, og det har naturligvis en pris.

Hvorvidt den er værd at betale, må andre vurdere. I politik som i kærlighed er det gerne de små ting, der får stor betydning. Men den smidige villighed til at ofre sig for det stuerene standpunkt er mere end antydet.

Den står bøjet i neon.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen