Kierkegaard-effekten

Vi er vidner til et eksistentielt sammenbrud med politiske konsekvenser. Det mener en RUC-lektor med forstand på Søren Aabye Kierkegaard.

Jubilæumsåret for Søren Kierkegaard er ovre. Denne berømte dansker blev fejret i bøger, foredrag, udstillinger, byvandringer og medier efter alle kunstens regler. Men hans betydning for samfundsvidenskaberne er ufortalt. Bjørn Thomassen, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, mener, at Søren Kierkegaard faktisk er mere aktuel i dag end i sin egen levetid, især inden for samfundsvidenskaben.

Bjørn Thomassen, læser sociologer og politologer Kierkegaard?

»Kierkegaard er en af sociologiens vigtigste ”baggrundsfigurer”. Han inspirerede mange af de store samfundstænkere, men ofte uden at blive citeret. Når sociologerne med tøvende sind og ofte lidt i det skjulte trækker på Kierkegaard, skyldes det givetvis Kierkegaards egne advarsler. Som han berømt afslutter sit uvidenskabelige efterskrift, idet han gør status: »Og gid saa ingen Halvbefaren vil laegge dialektisk Haand paa dette arbejde, men lade det staae som det nu staaer.« Hermed tilbagekalder Kierkegaard det sagte, idet det bliver sagt. Han holdt slet ikke af at blive ”anmeldt”. Han præsenterede ikke sandheden, men fordrede til sandhedsvirksomhed. Enhver læser, der tager Kierkegaard alvorligt, må tøve med at komme ham på formel. Som Kierkegaard advarede: »Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Natur-Videnskaberne. […] Men især bliver al saadan Videnskabelighed farlig og fordærvelig, naar den ogsaa vil ind på Aandens Gebeter.«

Her sendte Kierkegaard jo også et budskab til de gryende samfundsvidenskaber. For at diagnosticere samtiden måtte man sætte sig ud over den, og ikke blot lade sig rive med. Kierkegaard er ikke en tænker i moderniteten. Han er en teoretiker af det moderne. Han står overvågende på tærsklen – og der bliver han stående. Derfor er hans relevans blivende.«

Kierkegaard var ikke ligefrem fan af demokrati, men pegede på folkestyrets pøbelagtighed. Hvordan har de tanker inspireret samfundsvidenskaben?

»Mindre end de burde! Der er groft sagt to gængse tilgange til Kierkegaards syn på demokratiet. Den ene tilgang bruger det som bevis på, at hele hans filosofi var elitær. Den anden tilgang forsvarer Kierkegaard og ser kritikken af ham som anakronistisk: Demokrati var jo noget nyt og ukendt på Kierkegaards tid. Begge tilgange er ret uinteressante, hvis du spørger mig.«

Hvad er så det interessante?

»Kierkegaards demokratisyn er interessant, dels fordi det er så herligt frigjort fra enhver form for politisk korrekthed, dels fordi Kierkegaard jo lever igennem Systemskiftet i Danmark. I sine sent tilføjede noter om ”Den Enkelte”, hvor han angriber ”mængden” som politisk subjekt, sætter han meget eksplicit sine tidligere skrifter i politisk perspektiv: Verdensomvæltningerne i 1848 og Systemskiftet i Danmark rykker forståelsen nærmere, bekræfter de samfundstendenser, han havde foregrebet. Kierkegaard ser med årvågenhed ind i nogle meget centrale mekanismer, som så sandelig er blevet accentueret lige siden. Kierkegaards gennemtrængende analyse af det moderne individ, der mister ansvar og menneskelighed, opslugt i mængden som et numerisk element i et anonymt publikum, bliver jo til grusom virkelighed i 1930’ernes Europa, og derfor er Kierkegaard en central figur for mellemkrigstidens store tænkere.

I mængdens abstraktion er næstekærligheden altid det første offer. På den ene side står individet, der fortaber sig i sig selv; på den anden side den anonyme mængde, hvori individualiteten drukner. Kierkegaard forstod før alle andre, at disse to ekstremer er del af den samme patologi.

Alt, hvad der er sket siden hans død, er en stadig udfoldelse af denne vaklen mellem narcissistisk individualisme og blind kollektivisme, de to endepunkter for den samme antropologiske intethed, hvormed vi selvcentreret og blindt reproducerer os selv via internettet. Vi er vidner til et eksistentielt sammenbrud med politiske konsekvenser.«

Andre læser

Mest læste

Del artiklen