Pandora tvinger aktieanalytikere til nytænkning

Aktier: Det er godt at være klog og grundig, men det er også vigtigt at læse de øvrige aktørers strategi.

Artiklens øverste billede
Forventningerne til Pandora var høje, da selskabet blev ført på fondsbørsen i efteråret 2010 – måske alt for høje. Arkivfoto: Gregers Tycho

Pandora leverede i den forgangne uge et flot resultat, og en gang imellem er det dejligt at se sin tvivl gjort til skamme.

Koncernens omsætning steg i 1. kvartal med 29,5 pct. i dansk regning til ikke mindre end 2.592 mio. kr., og i lokal valuta, som siger mere om den underliggende salgsudvikling rundt om i verden, var væksten på hele 34,0 pct.

Forventningerne til Pandora var høje, da selskabet blev ført på fondsbørsen i efteråret 2010 – måske alt for høje. Så efter en stærk debut ”ramte aktien muren” og faldt som en sten fra et niveau omkring 320 kr. pr. aktie ned til omkring 20-30 kr. pr. aktie et års tid efter børsintroduktionen.

Måske aktiekursen var ”hypet” oven på introduktionen til notering på Børsen, men måske reaktionen oven på skuffelserne også var lige vel kraftig.

Under alle omstændigheder er aktiekursen steget ganske pænt – for nu at sige det på jysk.

I foråret 2011 var markedets forventning, at Pandora i regnskabsåret 2011 skulle nå en omsætning på 8,7 mia. kr. svarende til en vækst på 31 pct., samt at overskudsgraden (EBIT-margin) skulle forbedres fra 36 pct. til 39 pct. Dengang var markedsværdien af Pandora målt ved børskurs omkring 35 mia. kr.

I dag har ledelsen netop i forbindelse med kvartalsrapporten udmeldt forventninger om, at omsætningen i 2014 vil nå ca. 10,5 mia. kr., og analytikernes konsensus-estimat ligger meget nær, nemlig på 10.573 mio. kr. ifølge Inquiry Financials. Analytikerne forventer en EBIT-margin på 34 pct. svarende til et primært driftsresultat (EBIT) på 3.627 mio. kr. Vi taler altså et forventet primært driftsresultat, som ligger ca. 7 pct. over forventningerne fra 2011, mens markedsværdien af Pandora i dag ligger næsten 30 pct. over niveauet i foråret 2011, hvor alt i øvrigt var fryd og gammen.

Investorernes stemning skifter helt åbenlyst. Og der er et stærkt momentum i kursudviklingen både for markedet som helhed og individuelle aktier. Der synes at være en tendens til, at når investorerne flygter fra en aktie, falder den mere, end hvad de fundamentale forhold burde tilsige. Og omvendt når en aktier har medvind, stiger den så længe, at stemningen er god, hvad enten den har nået så langt op i værdiansættelsen, som seler og livrem kan holde til.

Som aktieanalytiker er

det umådelig vanskeligt at holde sig stringent til, hvad man fundamentalt kan regne sig frem til. Hvis ”markedet” vil noget andet, som i Pandoras tilfælde, men også mange andre, vil man få uret i sine forudsigelser, hvis ikke man inddrager markedets stemning både generelt og over for individuelle aktier i sine betragtninger.

Så naturligvis er det godt at være klog og grundig, men det er også vigtigt at læse de øvrige aktørers strategi. Det er også vigtigt at erkende, at man selv kan blive for fastlåst i sine vurderinger, så det er sundt, når andre får én til at revurdere.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen