Inger Støjbergs egen hjemegn fravalgte Danmarksdemokraterne – og hun har tre bud på hvorfor
Inger Støjberg har selv flere forklaringer på, hvorfor vælgerne i hendes eget lokalområde fravalgte Danmarksdemokraterne ved folketingsvalget.
Det er vel de færreste, der er i tvivl om, hvor Inger Støjberg kommer fra.
Selv om den 53-årige politiker for længst er flyttet fra Hjerk lidt nord for Skive, er hun blevet i Nordjylland. Faktisk er hun rykket knap 100 km stik øst for sin barndomsgård, og det er vitterligt stik øst, for trækker man fingeren over et danmarkskort, er der en helt lige linje fra Hjerk til Hadsund.
Det er 25 år siden, at Inger Støjberg bosatte sig i den lille fjordby, og hun minder gerne om, hvor godt hun trives dér, i Danmarks udkant, langt væk fra de fine saloner i København, hun ofte harcelerer over.
Ja, faktisk stiftede hun for knap fire år siden et helt parti med det formål at mindske skellet mellem land og by og holde liv i landdistrikternes skoler, købmænd og busruter.
Vælgerne stemte på det i stor stil, men ved tirsdagens folketingsvalg skete der noget overraskende.