Fortsæt til indhold
Folketingsvalg

I København skålede de unge DF'ere i krystalglas på valgnatten. Du skal til Sydsjælland for at forstå hvorfor

Få steder fik Dansk Folkeparti et bedre folketingsvalg end på det landlige Sjælland. Elsker de Morten Messerschmidts nye projekt – eller vil de bare gerne have billig benzin?

At stige af en gul rutebus i udkanten af Korsør og slentre mod midtbyen er som at stige ud i hverdagen.

Et par ældre mænd triller med deres rollatorer ud af Rema 1000.

Den ene har købt et glas sild, den anden en roulade.

I bussen har tv-skærme med TV 2 News berettet om endnu en dag med rekordhøje benzinpriser på grund af krigen i Iran og præstestyrets blokade af Hormuz-strædet.

Formiddagssolen titter frem, vinden river lidt i håret.

Jeg går forbi en tankstation, der tager 15,59 kr. for en liter blyfri95 og videre ned til havnen, hvor en mand har kastet sin fiskestang i det blågrønne vand i håbet om at fange sild.