Socialdemokratiet bekræfter, at Mette Frederiksens formueskat bliver uden bremser
Formueskatten fra Socialdemokratiet designes således, at hundredvis af skatteborgere skal aflevere hver en krone af deres løbende indkomst i skat. Venstre betegner det som »vanvittigt«.
Da vi sidst havde en formueskat i Danmark, var der en indbygget bremse, så folks løbende indtægter ikke blev ædt helt og aldeles op af skat.
Bremsen sikrede, at man ikke betalte mere i skat, end man tjente. Og man ville også stadig have nogle penge til mad, bil, løbende udgifter osv.
Men den bremse vil Socialdemokratiet ikke have i sin nye formueskat, bekræfter partiet i en e-mail til Jyllands-Posten.
Dermed kan hundredvis af skatteborgere se frem til at skulle aflevere hver en krone, de tjener, i skat. Og måske mere end det.