Fortsæt til indhold
Folketingsvalg

Blåt broderopgør lurer efter valget

Analyse: Venstre rykker tættere og tættere på de øvrige blå partier i valgkampen. Men historien om en uskyldig kronik viser, at en uløst konflikt under overfladen truer samarbejdet.

Onsdag morgen – halvvejs i valgkampen – udkom en lille, men interessant kronik i Jyllands-Posten.

Det var ikke det politiske forslag i kronikken i sig selv, der var specielt epokegørende. Det handler om at droppe forbuddet mod, at atomkraft skal indgå i den danske energiplanlægning.

Det var afsenderne, der var interessante.

For første gang siden valgkampen i 2022 er det alle partilederne i blå blok – inklusive Venstre, der stadig sidder i regering med Mette Frederiksen – der står sammen om et fælles udspil.

Bag kronikken gemmer sig en større fortælling om fem partier og partiledere, der lider under både rivaliseringer og gammelt nag, men som samtidig gennem nogle måneder dybt under radaren har forsøgt at opbygge en fælles blå front mod Mette Frederiksen.

Forsøget er kommet et stykke vej – men det er fortsat svært, og under overfladen lurer et ubehageligt broderopgør mellem to partier.