Portræt af Søren Gade: "Far her. Jeg er jo direktøren for det hele"
Han mestrer det politiske håndværk og kan bevæge sig i alle dele af det politiske liv, lyder skudsmålet fra formanden i Holstebros Venstreforening, Bjarne Sørensen
Søren Gades exit fra dansk politik foregik under stort postyr, og nu ser hans comeback til at foregå under et lignende stort rabalder.
Jyllands-Posten erfarer nemlig, at formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen i aften vil trække sig fra posten og pege på Gade.
Men selvom postyret har dannet baggrund for den sidste tid af Søren Gades liv politik, er det ikke noget, der ligger til hans person, lyder det fra formanden i Venstres vælgerforening i Holstebro, Bjarne Sørensen.
"Søren Gade er helt nede på jorden. Han foregiver ikke at være noget, han ikke er, og derfor kan folk lide ham. Han er tillidsvækkende," siger han i aften til Jyllands-Posten.
Medvind fra alle sider
Gennem størstedelen af Søren Gade politiske karriere har han da også haft en varm og vedholdende politisk medvind, som har strømmet fra både politikere, vælgere og medier.
På TV 2 havde man et begreb, der hed "Gade-tv", fordi han gjorde sig så godt på skærmen, og han lykkedes også med at etablere et bredt forsvarsforlig i 2004, hvilket også er et af de punkter, som Bjarne Sørensen fremhæver ved politikeren Gade.
"Han mestrer det politiske håndværk, og det beviste han også som forsvarsminister. Fordi han er, den her er, har han kunnet bevæge sig i alle dele af det politiske liv, også når det gælder den modsatte blok," siger Bjarne Sørensen.
Ved folketingsvalget i 2007 fik Søren Gade også papir på, at sympatien var stor for hans person. Her fik han næsten 24.000 stemmer, kun overhalet af Anders Fogh Rasmussen blandt V-kandidaterne.
Så kom modvinden
Efter seks år på posten som forsvarsminister måtte Søren Gade dog trække sig som minister i 2010. Det skete som følge af afsløringen af, at den arabiske oversættelse af bogen "Jæger i krig eliten" var fabrikeret af forsvarsministeriet.
Det havde Søren Gade ellers tidligere afvist i DR2-talkshowet, Clement Direkte, hvor han også blev spurgt, hvem der havde ansvaret, hvis det viste sig at holde stik.
"Far her. Jeg er jo direktøren for det hele, og det hedder 'the buck stops there'" svarede han ved den lejlighed.
Klappet ud
Som bekendt var det rent faktisk forsvaret, der havde oversat jægerbogen. Og selvom "far her" umiddelbart overlevede skandalen, så varede det ikke længe - og i februar 2010 måtte Gade konstatere, at hans "politiske handlefrihed" var "blevet indskrænket".
"Det kan jeg ikke leve med som minister," sagde Søren Gade og forlod ministeriet og samtidig dansk politik.
Han blev klappet ud af sit ministerium, og en meningsmåling viste, at danskerne trods jægerbogs-sagen fortsat var begejstret for den vestjydske cand.oecon., der kom med en baggrund i militæret og under Irak-krigen havde deltaget i samtlige soldaterbegravelser, hvor han ikke lagde skjul på sine følelser.
Tabte 25 kilo
Efter sin ministerafgang trak han sig tilbage fra mediernes søgelys. Privat brugte han et halvt år af 2011 på at tabe 25 kilo, og i 2012 fik han nyt job.
I et kontor på Axelborg sidder han nemlig nu som direktør for Landbrug & Fødevarer.
Noget tyder dog på, at han godt kan indstille tankerne på, at han skal tilbage til Christiansborg, denne gang som formand for Venstre.