Karaktersnit får mindre betydning
Uddannelsesministeren efterlyser alternativer til karakterer som grundlag for at optage studerende. En række uddannelser er klar til bl.a. at indføre optagelsessamtaler.
Langt flere studerende vil de kommende år blive optaget på en videregående uddannelse uafhængigt af deres karaktergennemsnit. En række universiteter og professionshøjskoler er klar til at indføre bl.a. optagelsessamtaler, motiverede ansøgninger og adgangsprøver som erstatning eller supplement til ansøgernes karaktergennemsnit fra gymnasiet.
Syddansk Universitet vil i 2017 optage 25 pct. af de studerende via optagelsessamtaler, og på længere sigt er ambitionen at optage alle ansøgere efter en samtale. En investering, som ifølge universitetets studiechef, Morten Hansen, vil tjene sig ind i kraft af et lavere frafald.
»Vi føler os sikre på, at vi ved at lave et mere sikkert match kan mindske frafaldet, og at vi kan hæve kvaliteten i uddannelsen.«
Økonomisk presset
Bl.a. er også Aarhus Universitet på vej med optagelsessamtaler, i første omgang på medicinstudiet, og flere professionshøjskoler forventer også, at samtaler vil erstatte karakterkrav, eksempelvis på pædagoguddannelsen.
»Vi bliver økonomisk presset de kommende år, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer os, at vi optager de ansøgere, der er motiverede, så vi kan reducere frafaldet,« siger Erik Knudsen, rektor på UC Lillebælt.
På andre uddannelser er man mere afventende og peger på risikoen for at fjerne unges incitament til at gøre en indsats i gymnasiet.
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har indkaldt uddannelsesinstitutionerne til en konference om nye optagelsesformer:
»Når hver tredje studerende på et tidspunkt falder fra det studium, som de er begyndt på, kan vi ikke være bekendt ikke at nytænke den måde, vi optager på. Det er et nederlag for de studerende, og det er dyrt for samfundet.«