Forsker: Interessen for EU-valget har været rekordstor

Mediedækningen af EU-valget har været overvældende med børnechecken som det største emne, siger EU-forsker.

Når danskerne søndag stemmer ved valget til Europaparlamentet, så har den forudgående valgkamp været anderledes på et afgørende punkt.

Interessen i medierne har været større end nogensinde før.

Det er konklusionen fra Derek Beach, EU-forsker og lektor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet.

- Der har været en overvældende interesse, og jeg mindes ikke noget lignende ved et valg til Europaparlamentet, siger han.

Rigelig dækning

På Aarhus Universitet er en forskningsgruppe i gang med en større medieanalyse af valgdækningen, hvor de blandt andet koder alle artikler i forbindelse med valgkampen.

Samtidig har Derek Beach også noteret sig, at antallet af tv-debatter med spidskandidaterne til EU-parlamentsvalget har været langt større end ved folketingsvalg.

- Jeg synes næsten, at parlamentet har været dækket rigeligt i forhold til, hvad det har af betydning for Danmark og dansk politik, konkluderer han.

Valgdækningen har ikke bare været mere omfangsrig - den startede også tidligere end normalt. Allerede tidligt på foråret, inden valgkampen for alvor var skudt i gang, var det historier om børnecheck og andre velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, som fyldte avisernes forsider.

Børnecheck var et stor emne

Og det har også i de sidste ugers slutspurt været det dominerende emne i valgkampen.

- Diskussionen om børnecheck har været det helt store emne, men det har også rejst et større overordnet emne, om EU generelt blander sig i for meget. På den måde har der faktisk været en mere europæisk diskussion end ved tidligere valg, siger Derek Beach.

Selvom mediedækningen har været mere omfangsrig end tidligere, så vurderer politisk kommentator Hans Engell dog, at EU-kandidaterne har haft svært ved at brænde igennem med de helt store overskrifter i valgkampens afgørende fase.

- Se og Hør-sagen og Løkkes bilagssag har stjålet særdeles meget sendetid. Der er ingen tvivl om, at både aviser og ikke mindst tv-stationer har brugt kilometer af sendetid på de sager, som de ellers ville have brugt på EU-kampagnen, siger Engell.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen