K: SU koster os langt mere end børnechecken
SU til udlændinge kan slå et større hul i statskassen end børnecheck, siger gruppeformand Brian Mikkelsen (K).
Børnechecken er småpenge sammenlignet med, hvad SU koster staten til stadig flere udenlandske studerende. Det kan virkelig lænse statskassen, når godt 6000 udenlandske elever får godt 5500 kroner om måneden i SU eller 69.000 kroner om året.
Det siger den konservative gruppeformand Brian Mikkelsen. Han forhandler i øjeblikket med skatteminister Morten Østergaard (R), som har foreslået at ændre børnechecken til et skattefradrag til begge forældre.
SU er et større problem
Det sparer ifølge eksperter statskassen for halvdelen af børnechecken til udlændinge.
- SU er et langt større problem økonomisk end børnechecken. Det drejer sig om 5500 kroner om måneden pr. studerende, som er relativt mobile. Børnechecken får man i kvartalet med maksimalt 4400 kroner for 0-2-årige, siger Brian Mikkelsen.
Den konservative gruppeformand mener, at regeringen bør bruge børnechecken som affyringsrampe for en EU-aftale med Venstre og De Konservative.
- Det skal værne danske velfærdsydelser som børnecheck, SU, dagpenge og kontanthjælp, siger han.
Støtte til Finland
Brian Mikkelsen påpeger, at folkepensionen blev ændret, før Danmark i 1973 gik med i det daværende EF. Danskere får først fuld folkepension efter 40 års ophold i Danmark. Ellers får man kun en mindre såkaldt brøkpension efter de år, man har boet i Danmark.
Regeringen har udtrykt støtte til Finland i en sag ved EU-Domstolen om dagpenge. Her anfægter EU-Kommissionen, at udlændinge skal optjene ret til dagpenge, som det også sker i Danmark.
- På dagpenge er der ordentlige værnsregler. Problemet opstår kun, hvis EU-Domstolen underkender optjeningsperioden, siger Brian Mikkelsen.
EU skal ifølge den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ikke være en social union.
Danmark bør gå sammen med Tyskland, Storbritannien, Holland og Østrig, mener Brian Mikkelsen. De har bedt kommissionen vurdere udlændinges pres på de nationale velfærdsydelser.
/ritzau/