Kuupik Kleist stopper som partiformand

Kuupik Kleist har mandag meldt sin afgang fra partiet Inuit Ataqatigiit.

Artiklens øverste billede
Kuupik Kleist beholder sin plads i Grønlands Landsting.

Formanden for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, Kuupik Kleist, har mandag meddelt sin afgang som formand. Han beholder dog sin plads i Grønlands Landsting.

Det skriver flere grønlandske medier.

- Efter cirka 30 års arbejde i partiet og Inuit Ataqatigiits landsorganisation har jeg besluttet at trække mig fra formandsposten i Inuit Ataqatigiit, siger Kuupik Kleist ifølge KNR Grønland i en pressemeddelelse.

Ny formand vil blive valgt på en generalforsamling 30. maj. Indtil da vil Aqqaluaq B. Egede være fungerende formand.

- Vi har i løbet af en årrække gennemgået en omfattende politisk udvikling både for landet som helhed, men også hos Inuit Ataqatigiit, siger Kuupik Kleist.

- De begivenheder, vi har været vidne til over det seneste år og den ustabile politiske situation taget i betragtning, gør, at Inuit Ataqatigiit bør være forberedt på enhver tænkelig situation, og vi må tage de nødvendige beslutninger, uddyber han.

Tid til nye kræfter

Den afgående formand forsikrer i samme vending, at han efterlader partiet i gode hænder.

Og på trods af at der endnu ikke er nogen officielle kandidater til at tage over for Kuupik Kleist, så nævner han, "at det er tid for nye kræfter at komme til."

- Det er op til generalforsamlingen at vælge den nye formand. Vi har mange gode kandidater, siger den fungerende formand, Aqqaluaq B. Egede.

Blandt de mulige kandidater har Sara Olsvig meddelt, at hun overvejer at stille op, men at hun endnu ikke har besluttet sig.

- Jeg er ikke helt afvisende, lyder det fra Sara Olsvig, mens samme melding kommer fra Juliane Henningsen og Aqqaluaq B. Egede ifølge KNR Grønland.

Kuupik Kleist har tidligere været landsstyreformand for Grønlands Landsstyre fra 2009 til 2013.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen