Corydons økonomiske spindoktor skifter job

Finansminister Bjarne Corydons økonomiske spindoktor Asbjørn Riis bliver chefkonsulent i Finansministeriet.

Finansminister Bjarne Corydons (S) makker gennem mange år, Asbjørn Riis, skifter job. 1. april stopper han som Corydons økonomiske spindoktor for at blive chefkonsulent i Finansministeriets makropolitiske center.

Bjarne Corydon og 47-årige Asbjørn Riis har kørt politisk parløb i mange år. Asbjørn Riis er cand.polit. og var analysechef under Corydon hos Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling, før han ved magtskiftet i 2011 blev Corydons spindoktor.

Løn som almindelig embedsmand

Asbjørn Riis har i mange år undervist på Københavns Universitet.

Med jobskiftet mister han sin årsløn på 931.941 kroner som spindoktor og får løn som en almindelig embedsmand.

Finansministeriet har ikke fundet nogen afløser for Asbjørn Riis. Bjarne Corydon overvejer, om stillingen skal genbesættes. Han har stadig Sten Kristensen som journalistisk spindoktor.

Den faglige materie

Finansministeriets departementschef, David Hellemann, understreger, at Asbjørn Riis vil tilbage til sit fag som økonom.

- Asbjørn Riis har ønsket igen at få fingrene helt ned i den faglige økonomiske materie. Derfor har han søgt og fået et job som chefkonsulent i Finansministeriet og fratræder derfor som særlig rådgiver.

- Asbjørn Riis er en dygtig økonom, som jeg er sikker på, at Finansministeriet vil få stor glæde af, siger David Hellemann i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen