Officielt: Danmark sender F-16 efter Putin-frygt

Flere lande frygter russisk angreb. Danmark sender kampfly, bekræfter minister.

Artiklens øverste billede
Danmark er klar til at sende F-16 fly til en operation i Baltikum, siger den danske regering.

Danske kampfly skal inden længe patruljere i luftrummet over Baltikum efter frygt for et muligt angreb fra Rusland.

Det bekræfter den danske regering nu officielt efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn på Christiansborg torsdag.

»Dette er et forsøgt på at sende et klart signal til de baltiske lande - som jo er vores gode venner og som også er små lande som os selv - at vi er solidariske. De er nervøse, og de har bedt Nato om at forstærke overvågningen, og det vil vi gerne bidrage til,« sagde udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Bag beslutningen står et næsten enigt Folketing - kun Enhedslisten mener, at den danske deltagelse i missionen kan »ende galt«.

Seks kampfly

Officielt skal Danmark sende op mod seks kampfly til missionen, som ledes af Nato. Fire fly forventes at skulle være aktive, mens yderligere to fly skal stå standby. Det endelige antal afhænger dog af Nato.

De danske fly ventes at være klar omkring 1. maj.

Det er langt fra første gang, at Danmark sender kampfly til de baltiske lande, mindst fire gange tidligere har danske F-16 kampfly foretaget såkaldt fly-afvisningsberedskab for Estland, Letland og Litauen.

Denne gang er det dog direkte den stærkt højspændte situation mellem Rusland og Ukraine, der fører til den danske hjælp til de baltiske lande.

DF: Rent vrøvl

Enhedslistens Nikolaj Villumsen er modstander af de danske kampflys deltagelse i aktionen.

»Det kan eskalere konflikten, og det kan i værste fald føre til en øget konflikt med Rusland. Det er en meget, meget uklogt beslutning,« sagde Villumsen efter mødet.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup kaldte det »noget vrøvl,« at aktionen kan ses som en optrapning eller en trussel mod verdensfreden.

»Vi har nogle Nato-medlemmer, som er urolige, og derfor skal de bakkes op, så deres uro kan dæmpes,« sagde Marie Krarup.

Virker nedtrappende

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen mener ikke, at flyene er udtryk for en optrapning, men derimod en »klar og umisforståelig streg i sandet«.

»Nu ved russerne 120 pct., hvor vi står, og hvis de angriber, så forsvarer vi os. De ønsker ikke en konfrontation, for det har de ikke militær kapacitet til. Derfor virker det her ikke optrappende, men nedtrappende,« siger Peter Viggo Jakobsen til ritzau.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen