Minister: Ulige behandling skal give lige sundhed

Sundhedsministeren vil hjælpe lavtuddannede mere og højtuddannede mindre for at udligne sundhedsforskelle.

Artiklens øverste billede
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil bruge flere penge på kontrol og vejledning af lavtuddannede.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil bruge flere penge på kontrol og vejledning af lavtuddannede, som skiller sig negativt ud i statistikker over livsstilssygdomme, og samtidig skære i hjælpen til højtuddannede. Det skriver Politiken søndag.

- Man har altid sagt, at lighed handler om, at alle skal stilles lige. Men hvis man skal skabe reel lighed, konstaterer man hurtigt, at nogle har særlige behov, og de skal hjælpes mere, siger ministeren til Politiken.

- Der er så andre, der ikke har det samme behov, og de skal så hjælpes mindre. På den måde skaber man simpelthen lighed gennem ulighed og forskellig behandling.

Sammenhæng mellem uddannelse og helbred

Dermed gør regeringen op med princippet om, at alle danske patienter får samme behandling i det danske sundhedsvæsen - uanset sociale baggrund.

Regeringens udmelding kommer i kølvandet på en rapport fra Sundhedsministeriet, som dokumenterer, at der er en sammenhæng mellem uddannelse og helbred.

Rapporten viser blandt andet, at lavtuddannede har dobbelt så stor risiko for at få diabetes som højtuddannede.

Sundhedsøkonom er tilhænger

Sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Aarhus Universitet er tilhænger af at indføre forskelsbehandling i sundhedsvæsnet.

- Hvis vi skal gøre noget ved den sociale ulighed, skal vi målrette ydelserne meget mere. Det kræver særbehandling af folk - positivt og negativt, siger han til Politiken.

Regeringen vil gennemføre forskelsbehandlingen i samarbejde med sundhedssektoren - uden nogen ny lovgivning.

Modstand i Venstre

På Christiansborg er Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, stor modstander af at forskelsbehandle patienter på baggrund af uddannelse.

- Det er en lille smule rystende, at regeringen vil til at knæsætte et nyt princip om, at vi skal til at etablere A- og B-tilbud til patienterne ud fra deres uddannelse, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen