V-koryfæ: Nu må ja-partier finde sammen om børnecheck

Tidligere Venstre-formand og EU-kommissær Henning Christophersen kritiserer ja-partierne i sag om børnecheck.

Det er med noget, der ligner vantro, at den tidligere formand for Venstre og næstformand for EU-Kommissionen, Henning Christophersen, betragter den danske debat om børnechecken.

Henning Christophersen har været den hidtil højest placerede dansker politiker i EU-systemet, og han giver ikke meget for de EU-venlige partiers evne til at finde sammen og løse tvisten om EU-borgeres ret til danske børnepenge.

- Alt det her bliver beskrevet som om, det er noget, man har fundet på i Bruxelles, og det er jo overhovedet ikke rigtigt, siger han.

- Reglerne for børnechecken er godkendt næsten enstemmigt i Folketingets Europaudvalg. Og skiftende danske regeringer har forhandlet det her i seks år uden nogensinde at undersøge, hvilke virkninger det ville have, siger han.

Skudt til hjørne

Tirsdag blev en løsning på børnecheck-sagen endnu engang skudt til hjørne, da Folketinget skulle tage stilling til fire forskellige løsningsforslag, som partierne havde disket op med.

Men efter syv lange og syv brede forkastede alle partierne hinandens forslag, og dermed kan tovtrækkeriet om børnechecken fortsætte på ubestemt tid.

Ifølge Henning Christophersen må de traditionelle EU-venlige partier nu finde sammen om en løsning.

- Der er især fem partier, der har et medansvar her. Det er et problem, de har været med til at skabe i fællesskab, og derfor må de også i fællesskab se at finde en løsning på det, lyder opsangen fra Venstres tidligere formand.

Ikke hastet igennem

Han henviser til, at Danmark 29. april 2004 med åben pande stemte for indførelsen af de regler, som debatten om børnechecken nu bunder i.

Spørgsmål: Burde man have forudset det dengang?

- Ja, selvfølgelig da, men det gjorde man så ikke. Jeg synes ikke, at man kan sige, at det blev hastet igennem, for det tog seks år at få på plads. Men brugte man tiden på det rigtige? Det er jo spørgsmålet, siger den forhenværende danske EU-kommissær.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen