Wammen overvejer at gå med i missilforsvar

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) afviser ikke Konservativt krav om at gå med i missilforsvar.

Danmark vil overveje at deltage i missilforsvaret, som ikke er vendt mod Rusland.

Det fastslår forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau til forslag fra De Konservatives forsvarsordfører Lene Espersen.

Hun vil opruste danske fregatter og får støtte fra Dansk Folkeparti, men møder modstand fra De Radikale.

- Der er mange gode grunde til at overveje et dansk bidrag til et missilforsvar. Det vil være et bidrag til solidaritet i Alliancen (Nato), siger Nicolai Wammen.

- Danmark har passende kapabiliteter, der kan videreudvikles, og det vil være et konkret bidrag til byrdedeling mellem de Allierede. Derfor følger vi også udviklingen af missilforsvaret tæt.

Beroliger russerne

Nicolai Wammen beroliger russerne.

- Natos missilforsvar er ikke vendt mod Rusland. Missilforsvaret er designet til at beskytte mod et begrænset antal missiler og vil ikke ændre på den strategiske magtbalance, siger han.

Forsvarsministeren understreger, at regeringen tager skarpt afstand fra Ruslands ageren og krænkelse af Ukraines suverænitet.

- Vi vil stærkt opfordre til, at krisen ikke eskaleres yderligere. Det er klart, at forsvaret og jeg følger situationen i Ukraine meget tæt, siger han.

Danmark bør gå med i missilforsvaret ved Natos topmøde i september i Wales, siger Lene Espersen.

Skal spare 2,7 mia.  kr.

Det koster 1,3 milliarder kroner at installere radar og andet isenkram i fregatterne. Beløbet kan dækkes i forsvarsforliget, som har tre milliarder kroner årligt til indkøb af nyt udstyr, påpeger Lene Espersen.

Wammen understreger, at forsvaret skal spare 2,7 milliarder kroner i forsvarsforliget. Her har partierne aftalt "øget fokus på at planlægge og indsætte kapaciteterne fra hæren, søværnet og flyvevåbnet sammen", siger Nicolai Wammen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen