Søvndal overdrog posten til en "fuldblods-europæer"
Villy Søvndal sendte en stikpille til pressen, da han sagde farvel som udenrigsminister.
I 2005 overdrog Holger K. Nielsen formandsposten i SF til Villy Søvndal. I dag var der så igen byttedag med de to erfarne politikere som aktører. Denne gang med omvendt fortegn.
Og det var en tydelig rørt Villy Søvndal, der - med store bifald i ryggen - sagde farvel til sine medarbejdere i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i det centrale København.
Søvndal sagde i sin tale til medarbejderne, at han tænker tilbage de sidste to år som udenrigsminister som "forrygende og nogle af de rigeste i mit liv."
Stikpille mod pressen
Det var af heldbredsmæssige årsager, at Villy Søvndal onsdag annoncerede, at han stopper i dansk politik. Derfor var beslutningen da også lige til, fortalte han.
"Det har været nogle underlige dage og på nogle måder en svær beslutning. For der er mange ting, som jeg gerne ville have afsluttet. På den anden side har det ikke været en svær beslutning, fordi jeg ikke spiller med livet som indsats," sagde Søvndal.
Villy Søvndal brugte det meste af sin taletid på at tale om Danmarks gode internationale renommé, men fandt også tid til at sende en stikpille mod den danske presse, som, ifølge den nu tidligere udenrigsminister, ikke har givet den siddende regering nok anerkendelse.
Slyngdans med Holger
Som traditionen foreskriver havde de to erfarne SF-politikere en lille, humoristisk gave med til hinanden. Villy Søvndal gav Holger K. Nielsen en Hoptimist, som udtryk for, at verden i det store billede gennemgår positive forandringer i disse år. Derudover var der også pæne ord med på vejen til den nye udenrigsminister.
"Jeg kan ikke se nogen, jeg hellere ville have til at overtage efter mig," sagde Villy Søvndal i sin tale til Holger K. Nielsen. Søvndal brugte udtrykket "slyngdans" om de to erfarne SF-politikeres forhold gennem de sidste 20 år.
Holger K.: Jeg er fuldblods-europæer
Ved overdragelsen i Udenrigsministeriet fastslog Holger K. Nielsen, at han markant har ændret holdning til EU og det europæiske samarbejde. Holger K. Nielsen var hovedarkitekten bag de fire danske forbehold, men den linje siger han nu endegyldigt farvel til.
"Det er rigtigt, at jeg tidligere har været en dygtig kampagneperson. Ikke altid til udelt glæde i det her hus. Men verden udvikler sig også, og i dag er jeg selv det, jeg vil kalde fuldblods-europæer," sagde Holger K. Nielsen.
Villy Søvndal tog i september 2012 sin afsked som formand for SF, men han blev dog siddende som udenrigsminister. Den 22. oktober i år blev han ramt af en blodprop i hjertet, hvorefter han tog orlov fra posten som udenrigsminister. I går annoncerede han, at han af helbredsmæssige årsager ikke vender tilbage som hverken udenrigsminister eller som medlem af Folketinget.