Fortsæt til indhold
Politik

Bødskov afslører trussel: Frygtede kamp på Christiania

Justitsministeren i åbent samråd: Frygtede over 100 mennesker i angreb mod politikere i Christiania.

Over 100 mennesker i direkte kamp mod politikere, stenkast, kanonslag og uro på Christiania.

Det var den hidtil fortrolige trussel, som i februar 2012 fik justitsminister Morten Bødskov til at aflyse Folketinget retsudvalgs besøg på Christiania.

En trussel så fortrolig, at Bødskov dengang fandt det nødvendigt at lyve for politikerne på Christiansborg om den.

Det afslørede Morten Bødskov tirsdag under et længe ventet samråd på Christiansborg.

Kjærsgaard udgjorde særlig trussel

Især deltagelsen af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup ville skabe en yderligere forøget trussel mod både de to DF’er og »mod hele retsudvalget,« forklarede Morten Bødskov.

»På kort tid ville der kunne samles flere end 100 personer, som ville forsøge at skabe uro eller konfrontationer,« sagde Bødskov.

Det var angiveligt Politiets Efterretningstjenestes vurdering i »ugerne op til« den 29. februar 2012, at »interne stridigheder« på Christiania gjorde, at grupper af pushere ville søge en »mere konfrontatorisk linje«.

Kunne komme til skade

Og det ville føre til de voldelige kampe, som det ikke var muligt at sikre politikerne imod, sagde ministeren.

»Det ville have været forkert og direkte uansvarligt af mig, hvis jeg havde siddet trusselen overhørig. Det kunne være endt galt. Folk kunne være kommet til skade. Det kunne være gået ud over medlemmerne af retsudvalget. Eller beboerne i området. Det havde i begge tilfælde været mit ansvar,« sagde Bødskov.

Den fulde trusselsvurdering vil senere blive fremlagt for Folketingets kontroludvalg, sagde Bødskov. Her har medlemmerne fuld tavshedspligt.

Meget usædvanlig sag

Morten Bødskov afviste påstande om, at han eller PET havde overdrevet truslen.

»Det var alvor. Og det er forkert at påstå andet,« sagde Bødskov.

Justitsministeren erkendte, at det er »usædvanligt,« at han nu lagde den hidtil fortrolige trusselsvurdering frem, men han kaldte også sagen for »meget usædvanlig«.

I dag erkender Bødskov, at det var en stor fejl at fejlinformere Folketinget, og han lovede, at det ikke ville ske igen.

Kalenderkig

Et af de mere omstridte punkter i sagen er Pia Kjærsgaards kalender. Her bad PET tilsyneladende hendes PET-livvagter om at kigge i kalenderen for at se, om Kjærsgaard havde planer om at deltage i besøget på Christiania.

»Hverken jeg eller Justitsministeriet blev orienteret,« sagde Morten Bødskov om kalenderkigget.

»Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at jeg intet vidste. Til det kan jeg bare sige: Ja, det passer«.

Bødskov mener i dag, at det er »for vidtgående« i al fortrolighed at kigge i kalenderen.

Skæbne afgøres i dag

Flere partier har forud for samrådet fortalt, at de ikke længere har tillid til ministeren og derfor ønsker hans afgang.

Hans skæbne afgøres formentlig senere i dag.

Samrådet fortsætter formentlig frem til klokken 13.