- Opdateret 21/11/2013 kl. 15:53
Thorning afviser »underligt« sammenfald
Der er ingen sammenhæng mellem kommunalvalg og ministerafgang, fastslår Thorning.
Der gik mindre end et døgn fra afslutningen af kommunalvalget til Udenrigsministeriet officielt opdagede, at Christian Friis Bach havde givet Folketinget forkerte og urigtige oplysninger.
Det sammenfald kalder Venstre for »underlig,« og partiet beskylder regeringen for »magtmisbrug«.
Men det afviser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fuldstændigt.
Her siger Christian Friis Bach op
Vidste intet før valg
På et såkaldt doorstep - et kort pressemøde - i Statsministeriet torsdag sagde Thorning først, at hun ikke »troede,« at de to hændelser var forbundet.
»Jeg tror ikke, at de to ting har noget med hinanden at gøre. Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig: At man på nogen måde har holdt på oplysningerne. Christian Friis Bach fik oplysninger i går. Det gjorde jeg også«.
Du vidste altså heller ikke noget om det før kommunalvalget?
»Nej«.
Slå det helt fast
Senere på samme pressemøde fjernede Thorning dog ethvert forbehold. Først ved at sige, at hun var »meget overbevist« om, at der ikke var nogen sammenhæng.
Og til sidst ved at slå det helt fast.
»Der er ikke nogen sammenhæng. Det har jeg ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig,« sagde Helle Thorning-Schmidt, der kaldte sagen om Christian Friis Bach for »ærgerlig«.
Ros til Friis Bach
Thorning roste den nu afgående minister for sit arbejde og beklagede også, at han nu stoppede.
»Det er en meget højprofileret sag. Og ministeren har følt, at dette var det rigtige at gøre«.
Hele forløbet - fra maj 2012 og frem til i dag - vil nu bliver kortlagt i en redegørelse, som vil være klar »snart,« oplyste Helle Thorning-Schmidt dog uden at sætte dato på.