Fortsæt til indhold
Politik

Nyt parti kræver »europæisk afstamning« af medlemmer

Danskernes Parti bliver nu meldt til politiet for racisme.

Man kan kun blive medlem af Danskernes Parti, hvis man er »af europæisk afstamning«.

Det oplyser partiet – der er opstillet til fem kommuner til kommunalvalget på tirsdag – i sine vedtægter.

Og det får nu formanden for SF’s Ungdom, Carl Valentin, til at melde Danskernes Parti til politiet for racisme.

»Det er et tydeligt eksempel på racisme, og når de så tydeligt viser det frem på deres hjemmeside, så synes jeg, at det skal meldes til politiet,« siger Carl Valentin til Jyllands-Posten.

Siger sig selv

I vedtægterne – som er tilgængelige på partiets hjemmeside – står tydeligt i paragraf fire, at »Danskernes parti optager medlemmer på frivilligt basis, der kan tilslutte sig partiets program og som er af europæisk afstamning«.

Formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, siger til Jyllands-Posten, at han aldrig har måtte afvise et medlem på grund af personens afstamning. Der har ganske enkelt ikke været en forespørgsel.

»Vi er danskernes parti. Det siger vel sig selv,« siger Daniel Carlsen, der understreger, at folk, der ikke er af europæisk afstemning gerne må støtte partiet.

»De kan bare ikke være medlemmer. Det er sådan, at vi har sat reglerne,« siger Daniel Carlsen.

Er det racisme?

»Nej, det synes jeg på ingen måde. Grundholdningen i vores parti er jo, at vi anerkender, at enhver kultur har ret til sit eget land. Vi anerkender, at palæstinenserne og tibetanerne har ret til deres eget land. Det tror jeg også, at SFU støtter op om. Men når det kommer til danskerne, så mener SF ikke, at danskerne ret til deres eget land. Det er forskellen,« siger Daniel Carlsen.

Det går ikke

Carl Valentin kalder det »helt fint,« at et parti stiller krav til sine medlemmer.

»Jeg kan se, at Danskernes Parti synes, at man skal tilslutte sig partiets program, og det er jo helt fint. Men det giver ikke nogen mening, at man udelukker folk på grund af deres race. Det er racisme, og det går ikke,« siger Carl Valentin.

Danskernes parti stiller til kommunalvalget på tirsdag op i Hjørring, Aarhus, Fredericia, Sønderborg og Københavns Kommune.