Fortsæt til indhold
Politik

Lærerformand: Aftalen er varm luft

Regeringen laver varm luft, ikke aftale med offentligt ansatte, siger lærerformand Anders Bondo Christensen.

Ritzau

- Det er varm luft.

Sådan siger formanden for Danmarks Lærerforening (DLF), Anders Bondo Christensen, om aftalen, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) torsdag fremlægger med syv principper for, hvordan der effektiviseres for 12 milliarder kroner i det offentlige.

DLF og FOA står uden for Vestagers aftale med de fleste af offentligt ansattes forbund samt Kommunernes Landsforening (KL). Parterne vil styre ved tillid og samarbejde, lave forsøg med at droppe overenskomstbindinger og oprette et center for innovation.

- Principperne indeholder rigtig meget varm luft. Vi har adskillige af den slags projekter, uden at det har medført noget som helst, siger Anders Bondo Christensen.

Klinger hult

- Det klinger lidt hult i vores ører og giver ikke rigtig nogen mening, når man snakker om tillid og samarbejde, efter lærerne var udsat for regeringens indgreb i foråret, hvor regeringen fuldstændig entydigt støttede arbejdsgiverne.

DLFs formand er stærkt skeptisk over aftalen modsat FTF's formand Bente Sorgenfrey og Flemming Vinther fra Offentligt Ansatte Organisationer.

- Jeg har meget svært ved at se værdien af projektet. Vi har lavet endnu en administrativ enhed, som kan lægge beslag på yderligere ressourcer. Det er ikke det, vi har brug form, hvis vi skal effektivisere den offentlige sektor, siger Anders Bondo.

Regeringen kan sagtens skaffe 12 milliarder kroner i det offentlige ved at gøre, som de gjorde mod lærerne, mener han.

- Hvis regeringen gennemfører det overgreb, de gennemførte på vores overenskomst, så har de stjålet tre milliarder kroner blot fra lærerne.

- Hvis man fjerner overtid, ændrer arbejdstidsbestemmelser og tillæg, så er der selvfølgelig en stor gevinst i det, siger Anders Bondo Christensen.