Fortsæt til indhold
Politik

EU-politikere slår et slag for amning og rigtig mad

Forbrugere skal beskyttes bedre mod virksomheders markedsføring af fødevarer til eksempelvis spædbørn og syge.

Ritzau

Mens Danmark er optaget af at diskutere, om kvinder må amme offentligt, er EU-Parlamentet mere interesseret i at lave love om, hvad børnene propper i maven.

Under en afstemning i forbindelse med parlamentets månedlige samling i Strasbourg har parlamentarikerne vedtaget nye regler, der skal gøre det lettere at skelne mellem hvilke madvarer, der er til forbrugere med særlige behov.

- Spædbørn, små børn og alvorligt syge mennesker skiller sig ud fra andre forbrugere. Det er vores pligt som lovgivere at lave skrappere regler for indholdet og mærkningen af fødevarer, der er rettet mod dem, siger den belgiske ordfører for forslaget, Frédérique Ries, fra den liberale gruppe Alde.

Vil stoppe vildledning

Man frygter, at den nuværende markedsføringen af varer som babymælk kan afholde mødre fra at amme. Derfor ønsker EU at stoppe de vildledende reklamer og mærkningen af visse fødevarer.

Det skal ske for, at firmaer ikke kan markedsføre deres produkter på en særlig anprisende facon. Problemet er, at den brede befolkning køber produkterne, selvom de er beregnet til folk med særlige ernæringsbehov.

Helt konkret rydder EU-systemet op i gamle regler for mærkning af fødevarer til visse grupper, og de nye regler bliver ensrettet.

- Det er vigtigt at etablere orden i junglen af fødevareprodukter ved at afskaffe konceptet om diætmad, der bliver kannibaliseret af marketingsværktøjer, siger Frédérique Ries.

Tid til tilpasning

Sundhedskommissær Tonio Borg hilser reglerne velkommen.

- Vi har brug for at sikre, at EU-reglerne på mad til specifikke grupper passer til formålet og er afstemt med udviklingen på markedet, siger Tonio Borg.

Lovforslaget er allerede afstemt med EU's medlemslande, og reglerne vil gælde fra 2016 for at give virksomheder tid til at tilpasse deres produkter.