Advokat: Forsvaret løj bevidst
Hvor er optagelserne fra to afgørende kameraer, spørger advokat.
Forsvaret har brugt løgn, gemt beviser og direkte modvirket sagens opklaring.
Sådan lyder beskyldningen fra advokat Christian Harlang, efter at forsvaret i dag har erkendt, at det stod bag afgørende optagelser af danske soldater, der tilsyneladende overværer mishandling af irakiske fanger.
En påstand, som forsvaret ellers gennem flere år har pure afvist.
»De har benægtet og bestridt faktuelle oplysninger for at forhindre sagens opklaring. De har brugt løgn. Det er altså ret alvorligt, at staten bruger den slags metoder,« siger Christian Harlang til Jyllands-Posten.
Hvor er de andre film?
Harlang er advokat for 23 irakere, der hævder, at de er blevet tortureret, efter de i 2004 blev anholdt af danske soldater og overgivet til irakisk politi.
Videooptagelserne fra den såkaldte »Operation Green Desert« i Irak den 25. november 2004 blev optaget af den danske styrker på mindst tre kameraer, viser en redegørelse.
Det er én af disse optagelser, som Forsvarskommandoen i dag har erkendt er deres.
»Så hvor er de andre film? Hvad er det, som vi ikke må se? Det er belastende bevismateriale, og Forsvarsministeriet holder det hemmeligt«.
Ved du om videooptagelserne stadig findes?
»Jeg har hørt om dem. Men jeg har ikke set dem. Det ville jeg meget gerne,« siger Christian Harlang.
Ikke alle svar var nøjagtige
Senere i dag skal forsvarschef Peter Bartram mødes med forsvarsminister Nick Hækkerup (S) for at diskutere sagen.
»Det er beklageligt, at ikke alle svar var nøjagtige, som redegørelsen efterfølgende har vist,« skriver Bartram i redegørelsen til Hækkerup, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.
Videoen - der viser anholdelsen af de irakiske soldater - kom alene frem, da tidligere efterretningsofficer og kaptajn Anders Kærgaard valgte at videregive videoen til Christian Harlang, der på et pressemøde i oktober sidste år afspillede videoen for pressen.