SF-minister: Jeg blev altså ikke slået
Handelsminister Pia Olsen Dyhr rystet over tumult under 1. maj i Fællesparken. Men jeg blev ikke slået, siger hun.
En af regeringens SF-ministre, handelsminister Pia Olsen Dyhr, er en af flere politikere, som følte sig forulempet under 1. maj-balladen i Fællesparken.
I går fortalte hun, at hun blev sparket og slået af vrede sortklædte aktivister, da hun stod foran den store LO-scene under SF-partiformanden Anette Vilhelmsens tale.
Det blev gengivet af Ritzau og en række andre medier, men i dag trækker SF-ministeren lidt i land. Nu oplyser hun på sin Facebook-side, at hun ikke blev slået under sin tur frem mod scenen.
"Jeg er ok, men lidt rystet"
"Bare så fakta er korrekt: jeg blev skubbet, trampet over fødderne, sparket på benet, blev råbt i hovedet, men jeg blev ikke slået. Det var en vældig ubehagelig oplevelse, men jeg er ok omend lidt rystet. Og jeg synes ikke, at den slags hører sig til i et demokrati," skriver Pia Olsen Dyhr på Facebook.
Pia Olsen Dyhr ville sammen med andre SF'ere frem i den forreste del af menneskemængden for vise deres støtte til Anette Vilhelmsen, som måtte opgive at gennemføre sin tale på grund af øredøvende spektakel.
"Vi går frem mod scenen gennem nogle meget sortklædte folk, som begynder at råbe forrædere efter os og spytte efter folk," fortæller ministeren til Ritzau.
"Jeg udsatte mig selv for en risiko"
Hun fortalte i går, at hun følte sig meget bange under den voldsomme oplevelse, men også, at hun blev "rigtig vred". Hun har også forklaret, at de vrede, sortklædte mennesker tilhørte gruppen Antifacistisk Aktion.
Hun har overvejet at melde episoden til politiet, men undlod at gøre det.
"Jeg kender godt Antifacistisk Aktion, og jeg ved, at de kan finde på at ty til vold, når de er ophidsede. Jeg udsatte mig selv for en risiko, og det skulle jeg nok bare have ladet være med," siger Pia Olsen Dyhr, som siger, at hun ikke præcist ved, hvem der råbte hende ind i hovedet.
Antifascister: Det var ikke os
Antifascistisk Aktion afviser at have iscenesat balladen foran scenen i Fælledparken.
"I løbet af det seneste døgn har vi oplevet diverse regeringsvenlige personer udråbe vores aktion til voldelig, antidemokratisk, ekstremistisk og alt muligt andet. Samtidig bliver vi meget konkret beskyldt for at have angrebet SF'ere og socialdemokrater med vold. Det har vi ikke gjort," lyder det i en pressemeddelelse fra Revolutionær 1. maj - et initiativ fra Antifascistisk Aktion og Libertære Socialister i København.
Aktivisterne i initiativet oplyser, at de siden 1. maj-mødet i Fælledparken har indsamlet 18 øjenvidneberetninger fra deltagere i aktionen foran LO-scenen.
Tre-til fire i slagsmål
Heraf fremgår det, at ingen har oplevet voldelige episoder, og at de tværtimod har set "formodede SF'ere og socialdemokrater" angribe demonstrationsdeltagerne. Desuden meddeler Revolutionær 1. maj, at flere har set aktionsdeltagere "gribe ind og stoppe de sammenstød, der trods alt var".
Samlet vurderer initiativtagerne, at tre til fire aktivister kom i slagsmål med et tilsvarende antal 1. maj-gæster, som i pressemeddelelsen betegnes som "formodede SF'ere/socialdemokrater."