Regeringen støtter planer om EU-grænser
En modernisering af EU's ydre grænser skal reducere illegal indvandring.
Den danske regering synes, at det er en god idé, at EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, har foreslået bedre kontrol med unionens ydre grænser.
Det siger justitsminister Morten Bødskov (S) torsdag.
- Jeg tror helt grundlæggende, at forudsætningen for, at vi kan opretholde et velfungerende EU med et velfungerende indre marked, er, at vi også har en skarp kontrol med de ydre grænser, siger han.
- Det er klart, at det koster penge. Men sigtelinjerne i projektet er vi bestemt positive over for, for det ligger helt i tråd med det, som vi arbejdede med under det danske formandskab, tilføjer han.
Nemmere og hurtigere
Cecilia Malmström præsenterede 28. februar forslaget om at gøre de ydre EU-grænser "klogere" med ny teknologi.
Og argumenterne for moderniseringen er mange.
Dels vil det hjælpe på økonomien, at der bliver nemmere og hurtigere indrejse for udenlandske rejsende, der i følge Kommissionen bidrog med over 2000 milliarder kroner til den europæiske økonomi i 2011.
Derudover er der også gode argumenter for Europas sikkerhed.
- En modernisering af vores systemer vil også medføre et højere sikkerhedsniveau ved at forhindre uautoriserede grænsekrydsninger og ved at finde dem, der bliver længere end tilladt, sagde Malmström under præsentationen i Bruxelles.
I alles interesse
Og Morten Bødskov er enig.
- Spørgsmålet om illegal indvandring er en udfordring for hele EU, selvom det positive er, at vi de sidste år faktisk har set et fald i antallet af personer, der krydser vores ydre grænser på illegal vis, siger justitsministeren og tilføjer:
- Og vi har alle sammen en interesse i - ikke i mindst i de her år hvor vi skal have gang i væksten og beskæftigelsen - at vi får et system, der sikrer, at dem, der har et legalt ærinde, kan komme ind i EU hurtigt og nemt.
Cecilia Malmströms forslag om "klogere" grænser har to hovedelementer:
Dels et nyt EU-program for registrerede rejsende (RTP), hvor de skal kunne søge om at blive forhåndsscreenet, så de kan komme hurtigere igennem lufthavne og andre store grænseovergange.
Og dels et nyt Entry/Exit system (EES), der holder nøje øje med, hvem der rejser ind og ud.
Ritzau