To sigtet for bestikkelse af S-formand
<p>Cafeejere i Køge sigtes for bestikkelse af lokal S-formand. Nu skal flere afhøres.</p>
To cafeejere er nu blevet sigtet for at forsøge at bestikke den nu tidligere formand for Socialdemokraterne i Køge.
Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.
»Vi har afhørt og sigtet de to cafeejere,« siger politiinspektør Klaus Munk Nielsen til jp.dk.
»De har medbragt forskelligt materiale, som de også i særdeleshed har fremlagt til pressen. På den baggrund skal vi nu se materialet igennem, og så foretager vi en stribe yderligere afhøringer,« siger Klaus Munk Nielsen.
De to cafeejere - Ertugrul Karahan og Murat Kitir – hævder, at de igennem mere end tre år har bestukket den tidligere lokale formand for Socialdemokraterne, Tommy Kamp, med mad, sprut og vin til flere tusinde kroner om ugen på Café Vanilla nær Køge Torv.
Fik klækkelig rabat
Som modbetaling skulle Tommy Kamp have sikret de to cafeejere en yderst lukrativ tilladelse til udendørsservering på netop Køge Torv.
Tommy Kamp afviser beskyldningerne fuldstændigt og hævder, at han har betalt for sit forbrug på Cafe Vanilla. Han erkender dog, at han har fået en klækkelig rabat.
Efter sagen kom frem frem har Tommy Kamp valgt at trække sig fra posten som formand for Socialdemokraterne i Køge.
Flere afhøringer
Cafeejerne hævder også, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der er valgt til Folketinget i Køge, har udnyttet bestikkelsesaftalen. Det har Henrik Sass Larsen kaldt »absurd«. Han har taget juridiske skridt for at stoppe cafeejernes udtalelser til pressen.
Politiet ønsker ikke direkte at oplyse, hvem der nu skal afhøres, men det drejer sig om »centrale personer« i sagen.
Der skal ryddes op
Cafeejeren Ertugrul Karahan har tidligere sagt, at han er klar til at tage sin straf for bestikkelsen. Og han har det derfor »fint« med sigtelsen fra politiet.
»Det vigtigste er, at der bliver ryddet op i Køge. Det har hele tiden været vores formål med det her. Så må vi tage vores straf, det er vi parate til,« siger Ertugrul Karahan til jp.dk.
Cafeejerne vil nu lade politiet håndtere sagen og ønsker derfor ikke at udtale sig mere til pressen om sagen.
Læs også Jyllands-Postens gennemgang af sagen her .